Der er stadig lidt at tage sig til herhjemme
Bedste Grete får møjsommeligt åbnet havelågen, trasker med besvær op til døren, tumler lidt med det gamle rustne lås, kommer ind i sit kolde, utændte hus og sætter sig på stolen ved den frosne kakkelovn. Det lugter tomt og ubeboet i stuen.
Hun har kun været væk i tre måneder, men allerede er lofterne dækket af spindelvæv, den gamle stol knirker klagende, og blæsten larmer i skorstenen huset tager imod hende med en vis irritation: Hvor har du været henne, husbestyrer? Hvem har du dog overladt os til?! Hvordan skal vi dog klare vinteren?!
Rolig nu, min kære ven … jeg skal nok, giv mig et øjeblik … jeg skal nok tænde op, så vi kan få varmen.
For bare et år siden sprang Bedste Grete rundt i det gamle hus: kalkede vægge, malede lister, slæbte vand ind. Hendes lille håndfaste skikkelse bukkede sig foran arvestykket på væggen, så tog hun sig af ovnen, næste øjeblik pilede hun udenfor i haven, nåede både at plante ud, luge og vande på én dag.
Huset gled glad med, brædderne under hendes lette tråd knirkede livligt, døre og vinduer slog op ved første berøring med de små, slidte hænder, ovnen bagte de dejligste boller med ivrig ildhu. Grete og hendes gamle hus, de passede sammen.
Hun begravede sin mand alt for tidligt og opfostrede tre børn, sørgede for, at de fik sig en uddannelse. Den ældste søn, Poul, sejler som kaptajn på langfart, den næste, Hans, er officer, oberst begge bor langt væk og kommer sjældent hjem. Kun den yngste datter, Erle, blev i landsbyen og er nu chefagronom og har travlt dagen lang, besøger kun Grete om søndagen. Så hygger de med hjemmebag og en kop te, og så ser de ikke hinanden før ugen efter.
Trøsten er barnebarnet Clara. Det var nærmest Grete, der opfostrede hende.
Og sikke én hun er blevet! En usædvanlig smuk pige. Store, klare grå øjne, hår som nyhøstet havre helt ned til livet krøllet og glansfuldt nærmest med eget skær. Samler hun håret, falder lokkerne ned over skuldrene, og de lokale fyre kan dårligt få vejret. Slank, velformet. Hvor hun dog har arvet den rankhed og skønhed fra, kan man bare undre sig over.
Grete var også køn som ung, men kigger man på gamle billeder og sammenligner med Clara, ligner det næsten fårepige versus dronning
Klog er hun også. Uddannet agrarøkonom fra universitet i Aarhus, og nu er hun tilbage og arbejder som økonom i fødevarerhvervet. Gift med en dyrlæge, fik via boligstøtte til unge familier et spritnyt, solidt murstenshus. For datidens Danmark nærmest en villa.
Men: Grete havde jo haven omkring sit gamle hus, hvor alt altid blomstrede. Ved Claras nye hus kom der aldrig rigtig gang i noget tre visne stauder var alt, det blev til. Clara var ikke født til havearbejde, alt for nænsomt opvokset bedstemor holdt hende altid i ly for både træk og tungt arbejde.
Siden fik de lille Andreas. Så var have og køkkenhave ganske uoverskueligt.
Clara lokkede sin bedstemor: Kom nu, flyt med hjem til os vi har det godt, huset er stort, vi har fjernvarme, du skal ikke bekymre dig om at tænde op.
Grete blev 80 det år, og benene ville pludselig ikke mere. Modvilligt lod hun sig overtale.
To måneder boede hun så hos barnebarnet. Indtil hun en dag hørte:
Bedste, du ved jeg holder så meget af dig! Men hvorfor sidder du bare altid? Du har altid været i gang, men nu har du sat dig til her, hvor jeg endelig kunne bruge din hjælp til husholdningen …
Jeg kan ikke mere, min pige, benene vil ikke længere jeg er jo blevet gammel …
Hm så snart du kom herhen, blev du gammel …
Derefter måtte bedste Grete tage hjem igen. Knap var hun landet, før hun blev sengeliggende af skuffelse over ikke at kunne hjælpe sin elskede Clara.
Benene slæber sig modvilligt hen over gulvet, slidte de har løbet nok. At rejse sig og gå over til bordet er blevet svært, og kirken kan hun slet ikke komme til længere.
Sognepræsten, Anders, kommer så selv til sin faste kirkegænger, som før sygdommen altid hjalp til i den gamle kirke. Han ser sig grundigt omkring.
Grete sidder ved bordet, optaget hun skriver et af sine månedlige breve til sønnerne.
Stuen er kold ovnen er ikke rigtig blevet varm. Gulvet er iskoldt. Hun har den tykkeste, men slidt trøje på, et lidt snavset tørklæde om hovedet ikke i hendes gamle, pertentlige stil og på fødderne våde filttøfler.
Præsten sukker der skal nogen til at hjælpe hende. Måske Anna? Bor tæt på, stærk endnu, 20 år yngre end Grete.
Han lægger hjemmebagt rugbrød, honningkager og et halvstort, endnu lunt laksetærte (fra præstekonen Mette) på bordet. Smøger ærmerne op og renser ovnen for aske, bærer brænde ind i tre omgange, stabler til flere optændinger. Sætter vand over i den gamle, sodede tepotte.
Kære dreng åh, undskyld, jeg mener Far, kan du hjælpe mig med adresserne på kuverterne? Skriver jeg med min hønseklo, når de aldrig frem!
Anders sætter sig, skriver adresserne, kaster et blik på hendes ujævne bogstaver. Med store, rystende bogstaver læser han: “Jeg har det så godt, kære søn. Jeg mangler ikke noget, Gud ske tak og lov!”
Men brevene om Gretes “gode liv” er fulde af ink-bølger, der tilsyneladende er salte.
Anna tager snart over og sørger for hende, præsten Anders sørger for at hun får både nadver og besøg, og Annas mand, gamle søulk Preben, bringer hende på motorcykel til gudstjeneste på de store helligdage. Livet begynder langsomt at finde melodien igen.
Clara kigger ikke forbi længere, og et par år efter bliver hun alvorligt syg. Hun har haft dårlig mave længe, men lod det gå for at være noget harmløst.
Det viser sig at være lungekræft. Hvorfor dét ramte hende, ved ingen. Hun brænder langsomt ud på et halvt år.
Hendes mand flytter ind på graven køber en flaske, drikker, sover på kirkegården, vågner, køber ny flaske. Fireårige Andreas bliver overladt til sig selv beskidt, snottet, altid sulten.
Erle tager ham til sig, men jobbet som agronom tillader ikke meget tid til barnebarnet, så Andreas gøres klar til børnehjemmet i Herning.
Børnehjemmet har godt ry: engageret forstander, god mad, børnene kan komme hjem i weekenderne.
Det er ikke som en rigtig familie, men Erle har intet valg: arbejdet kræver sene timer, og pension er langt væk.
Så ankommer Bedste Grete til datteren i Prebens gamle sidevogns-Ural. Ved styret Preben selv, i blåstribet sømandstrøje, med anker og havfruer tatoveret op ad begge arme. Begge ser ud til at mene noget med det.
Grete siger bare: Jeg tager Andreas hjem til mig.
Mor, du har jo svært nok ved at gå! Hvordan vil du klare dig alene med en dreng, han skal jo have mad og tøj og alt muligt!
Så længe jeg lever, skal Andreas ikke på hjem, siger hun bestemt.
Overrasket over modet hos ellers blide Bedste Grete, tier Erle stille og pakker barnebarnets ting.
Preben bringer både gammel og ung hjem, næsten bærer dem ind. Naboerne ryster på hovedet:
Søde gamle Grete, hun må være blevet tosset på sine gamle dage. Hun kan knap selv klare sig, og så tager hun et barn ind! Han behøver meget mere end en killing hvordan kan Erle dog lade det ske!
Søndag efter kirken kommer præst Anders forbi, bange for at han må tage sultne, forhutlede Andreas fra den skrøbelige gamle.
Men indenfor er der varmt, ovnen buldrer. Rene, tilfredse Andreas lytter til eventyr fra Gramofonen. Bedste Grete svæver rundt, smører plader, slår æg ud i ostemassen til boller. Hendes gamle ben virker som nye.
Far, du må vente et øjeblik, jeg tager lige nogle ostekager ud til Mette og lille Emil!
Præsten Anders går hjem, endnu forundret, og fortæller det hele til sin kone.
Mette tænker lidt, finder så en tyk blå notesbog frem og slår op:
“Gamle Jensine oplevede sit lange liv til ende. Alt var forbi: drømme, følelser, håb alt sover under de hvide, stille driver. Snart, snart går turen til dér, hvor sygdom, sorg og suk ikke findes En stormfuld februaraften bad Jensine længe foran arvestykket, lagde sig og sagde: Hent præsten nu dør jeg.
Hendes ansigt blev hvidt som sneen udenfor.
Familien hentede præsten, Jensine fik både syndsforladelse og nadver, og lå derefter i et døgn uden hverken mad eller drikke. Kun åndedrættet viste, at hun stadig var til.
Døren gik op: En kold vind, en spædbarns skrig.
Shh, vi har bedstemor, der skal dø her.
Hun forstår jo ikke, hun er lige kommet til verden.
Barnebarnet Annemette kom hjem fra hospitalet med sin lille nyfødte. Om morgenen var huset tomt: kun bedstemoderen og den nybagte mor tilbage. Annemette havde endnu ikke fået mælk nok, og barnet hylede, hvilket forstyrrede Jensines sidste timer.
Jensine løfter hovedet, blikket samler sig. Hun sætter sig op, trækker skrøbelige fødder ned og leder efter sine hjemmesko.
Da familien kom hjem, ventende at finde afskedens stund, var Jensine mere livlig end i årevis. Hun havde ombestemt sig, gik rundt og vuggede et tilfreds barn, mens barnebarnet endelig fik sin hvil.
Mette lukker dagbogen, ser smilende på Anders og afslutter:
Min oldemor, Vibe Jensine, elskede mig højt, og hun nægtede simpelthen at dø; sagde: At dø, det må vi vente med vi har stadig noget at tage vare på herhjemme!
Hun levede ti skønne år mere og hjalp min mor, din svigermor, med at opfostre mig sit elskede oldebarn.
Og præsten Anders smiler til sin kone.
