Vi har stadig huslige pligter tilbage … Bedstemor Valborg fik med besvær åbnet lågen, humpede møjsommeligt op til døren, kæmpede længe med den gamle rustne lås, trådte ind i sit kolde, utopede hus og satte sig på stolen ved den isnende ovn. I stuen duftede der af tomhed og fravær. Hun havde kun været væk i tre måneder, men der var allerede spindelvæv i loftet, den gamle stol beklagede sig knirkende, vinden susede i skorstenen – huset tog imod hende med kulde: Hvor har du været, mor i huset? Hvem har du efterladt mig til? Hvordan skal vi klare vinteren sammen?! – Et øjeblik, min ven, giv mig tid til at hvile … jeg skal nok få ild i ovnen, så vi kan varme os … For bare et år siden fór bedstemor Valborg stadig rundt i det gamle hus: hvidtede vægge, malede paneler, hentede vand. Hendes lille spinkle skikkelse bukkede foran ikonerne, vimsede omkring ovnen, fløj gennem haven for at plante, luge og vande. Huset levede med hende, knirkede glad under hendes lette skridt, døre og vinduer åbnede sig villigt for hendes slidte hænder, ovnen bagte luftige boller flittigt. De havde det godt sammen: Valborg og hendes gamle hus. Hun blev enke tidligt. Opfostrede tre børn, sørgede for, at de fik uddannelse og muligheder. Den ene søn – kaptajn på langfart, den anden – officer, oberst, begge bor langt væk og kommer sjældent hjem. Kun den yngste datter, Tamara, blev i landsbyen som chefagronom, forsvinder på arbejde fra morgen til aften, smutter ind til sin mor om søndagen for at spise hende op med kager – så ses de ikke en hel uge igen. Hendes trøst var barnebarnet, søde Sofie, der nærmest voksede op hos bedstemor. Og sikke en pige, hun var blevet! Smuk! Store, grå øjne, langt, lyst hår som moden havre, krøllet og tungt, det strålede som guld. Når hun satte det i hestehale, faldt lokkerne ned over skuldrene – og både unge og ældre i byen blev helt målløse. Figurfager og rank – hvor havde en landsbypige fået så fin holdning og skønhed fra? Bedstemor Valborg havde også været køn i sine unge dage, men hvis man tog et gammelt foto og sammenlignede med Sofie – ja, så var det som hyrdinden mod prinsessen … Klog var hun også. Tog landbrugsøkonomi på universitetet i Odense og vendte retur for at arbejde i sin hjemegn. Giftede sig med byens unge dyrlæge, og fik, gennem boligsocial ordning, et helt nyt parcelhus. Og hvilket hus! Solidt, moderne, rødt mursten – nærmest en villa for de tider. Men: Bedstemors gamle hus lå i en frodig have, fyldt med blomster og frugt, mens Sofies nye hjem endnu ikke havde noget grønt – kun nogle få planter i bedene. Og Sofie havde ærligt talt ikke grønne fingre; selv om hun var vokset op på landet, var hun en sart bypige i hjertet, beskyttet af bedstemor for alt for meget træk og for hårdt arbejdsliv. Så fik hun lille William. Så var der slet ikke tid til haver. Og Sofie begyndte at overtale bedstemor: Kom og bo hos os – stort, moderne hus, ingen optænding af ovn. Så blev bedstemor Valborg halvsnottet, nåede de 80 år, og som sygdommen havde ventet på et rundt tal, begyndte benene at svigte hende. Hun lod sig overtale. Boede lidt hos barnebarnet, men så lød det: – Bedstemor, jeg elsker dig! Men hvorfor sidder du bare? Du har altid været i gang! Jeg havde håbet på lidt hjælp med huset … – Jeg kan ikke, mit barn, benene er ikke, hvad de var … jeg er blevet gammel … – Tsk … du blev først gammel, da du flyttede ind hos mig … Snart sendte de bedstemor hjem igen, fordi hun ikke kunne hjælpe. Sorgen over ikke at kunne gøre gavn for Sofie slog hende helt omkuld. Benene ville ikke rigtig følge med, det blev en kamp bare at komme ud i køkkenet, og at nå kirken blev umuligt. Sognepræst Poul besøgte sin trofaste kirkegænger og tidligere hjælper i alt, hvad der var brug for i den gamle landsbykirke. Han så sig grundigt om. Bedstemor Valborg sad ved bordet og skrev månedlige breve til sine sønner. Stuen var kold, ovnen næsten slukket. Hun sad i tyk, gammeldags sweater og lidt snusket tørklæde – normalt var hun så pertentlig og pæn – på fødderne slidte filtsko. Præsten sukkede: hun havde brug for hjælp. Måske Anna, den nære nabo, hun var stadig rask? Han tog brød, småkager, en halv stor fisketærte (hilsen fra præstefruen Karen). Krængede ærmerne op og begyndte at tømme aske ud af ovnen, hentede brænde til flere fyringer, stablede det i hjørnet, tændte op, satte en stor sort gryde vand over. – Kære søn … åh undskyld, hr. præst! Hjælp mig med adresserne på konvolutterne – med min rystende hånd når de aldrig frem! Poul skrev adresserne og kastede et blik på de krøllede breve – store, skrøbelige bogstaver med beskeden: “Jeg har det så godt, min kære dreng. Alt er fint, Gud ske lov!” Men konvolutterne fra bedstemors gode liv – alle plettede af udtværede, salte tårer. Anna tog sig af bedstemor, og præsten sørgede for at komme forbi jævnligt med altergang. Til større højtider bragte Annas mand, skipper Peter, hende på motorcykel i kirke. Livet kom igen langsomt tilbage til huset. Barnebarnet kom ikke forbi – og så, et par år senere, blev hun svært syg. Hun havde længe troet, det var maven, men det var kræft i lungerne. På bare et halvt år døde Sofie. Hendes mand boede nærmest på graven: købte en flaske brændevin, drak og sov på kirkegården, og lille William, fire år, stod alene tilbage – beskidt, snottet, sulten. Tamara tog ham ind, men hendes arbejde gav ikke tid til et barnebarn, så William skulle forberedes til børnehjem. Børnehjemmet var anset nok: energisk leder, god kost, man kunne tage børn med hjem i weekenden. Men Tamara havde ikke alternativer: arbejdet truede, og pensionen lå stadig langt ude. Da kørte bedstemor Valborg hen til datteren i sidevognen på gamle “Ural’en” – den solide, sømandsklædte Peter ved styret, med anker og havfruer tatoveret på armene. De så begge stridslystne ud. Bedstemor sagde kort: – Jeg tager William hjem hos mig. – Mor, du kan næsten ikke gå! Hvordan skal du kunne klare drengen? Han skal have mad, rent tøj og kærlighed! – Mens jeg lever, skal William ikke på børnehjem, – svarede bedstemor. Tamara tav – besejret af sin modige mor – og begyndte at pakke barnebarnets tøj. Peter kørte bedstemor og William til huset, hjalp dem ind næsten på hænderne. Naboerne rystede på hovedet: – Så god en kone, men nu må hun da være blevet forrykt: Hun kan dårligt gå selv – og så tager hun en lille dreng ind! Han er ikke nogen lille hvalp, han kræver meget omtanke … Hvad tænker Tamara dog på! Efter søndagens gudstjeneste gik pastor Poul forbi med bange anelser: mon William måtte fjernes fra den gamle og svage bedstemor? Men hjemme var der lunt og varmt, ovnen buldrede. Lille William lå renvasket og tilfreds på sofaen og lyttede til eventyr fra den gamle grammofon. Og den svage, syge bedstemor svansede let omkring i huset: smurte bagplade, æltede dej, rørte æg i ost – benene trippede let og ubesværet som før sygdommen. – Kære præst! Jeg bager lige lidt søde boller … vent lidt – varme lækkerier til fruen og Lille-Kaj! Præsten gik hjem, stadig forbløffet, og fortalte konen Karen om det. Hun tænkte et øjeblik, tog en tyk, blå notesbog ud af reolen, bladede og fandt et sted: “Gamle Kristense havde levet sit lange liv. Alt var forbi, alle drømme, alt stille under den hvide sne. Hun vidste, nu var det tid at tage derhen, hvor der ingen sygdom, sorg eller bekymring er mere … På en vinterdag bad hun længe foran ikonerne, så lagde hun sig og sagde: ‘Kald på præsten – jeg skal dø nu.’ Hendes ansigt blev lige så hvidt som sneen udenfor. Familien hentede præsten, Kristense gik til alters, og nu havde hun ligget i ét døgn, uden at indtage mad eller vand – kun et svagt åndedrag vidnede om, at sjælen stadig var i kroppen. Døren gik, frostluft ind, spædbarn hylede. – Stille, vi har en bedstemor, der er ved at dø. – Jeg kan ikke tie et nyfødt barn, hun forstår ikke, hvad det betyder at dø endnu … Hjem fra hospitalet kom barnebarnet Anna med nyfødt pige. Familien var taget på arbejde, efterlod den døende og den unge mor alene. Anna havde endnu ikke fået mælk, og babyen skreg så højt, at den gamle bedstemor ikke kunne dø i fred. Men Kristense satte sig op, fik klart blik, tog fat i sine hjemmesko. Da de andre kom hjem, forventede de det værste, men fandt, at Kristense ikke kun var i live, hun gik rundt og vuggede det tilfredse barnebarn, mens den nybagte mor sov på sofaen.” Karen lukkede dagbogen, smilede til sin mand og sagde: – Min oldemor elskede mig højt, hun nægtede simpelthen at dø. Hun sagde med sangen: “Og at dø er der slet ikke tid til – vi har stadig huslige pligter!” Hun levede ti år mere og hjalp min mor – din svigermor, Asta – med at opdrage mig, sit elskede oldebarn. Og pastor Poul smilede varmt til sin kone.