“Vi har solgt dig huset. Vi har ret til at blive boende en uge endnu,” sagde de tidligere ejere.
Det var i 1975, vi flyttede fra landet ind til byen. Vi købte et hus i udkanten af Odense, og dengang oplevede vi noget, jeg aldrig har glemt…
På landet hjalp naboerne altid hinanden, sådan var mine forældre også opdraget. Så da de tidligere ejere spurgte, om de måtte blive boende i vores allerede overtagede hjem, mens de ordnede de sidste papirer, gav vi dem lov et par uger.
Disse mennesker havde en kæmpestor, ilter hund. Vi ønskede den ikke i vores hjem, for den lød aldrig, når vi talte til den. Jeg kan stadig tydeligt huske den hund.
Ugen gik, så endnu en og derefter en tredje. Men de tidligere ejere boede stadig under vores tag. De sov længe, dasede dagen væk og gjorde ikke antydninger af at ville flytte væk. Mest påfaldende var dog, hvordan de fortsatte med at opføre sig, som om huset stadig var deres; især den gamle mor var slem til det.
Mine forældre mindede dem jævnligt om aftalen, men det førte blot til flere undskyldninger og endnu en udsættelse.
Hunden lod de rende frit omkring uden opsyn. Ud over at besørge i vores have, gjorde den os alle så bange for at gå udenfor. Den fór løs på alle, kom alt for tæt på børnene og skabte hver dag uro. Mine forældre bad dem utallige gange om at holde hunden i snor. Men straks far tog på arbejde og mine søskende og jeg tog i skole, blev den sluppet løs i haven igen.
På en sær måde hjalp hunden min far med at komme de påtrængende mennesker til livs.
En dag, da min lillesøster, Sidsel, kom hjem fra skole, så hun sig ikke for, da hun åbnede havelågen. Den store sorte hund kastede hende til jorden og bed sig fast i hendes jakke. Mirakuløst slap hun med et ødelagt ærme og mange blå mærker, men ingen alvorlige skader. Hunden blev fanget og bundet til et træ. Alligevel påstod de, at min søster selv var skyld i det, fordi hun var kommet for tidligt hjem.
Da far kom hjem fra fabrikken den aften, var det sidste gang, han så dem. Uden at tage frakken af trak han bramfrit den gamle mor ud på fortovet. Efter hende løb datteren og hendes mand. Alle deres ejendele blev kastet over stakittet ud i et par mudrede pytter.
De forsøgte at sætte hunden på min far, men den gemte sig klynkende i sit skur og nægtede at røre sig ud af flækken. En time senere var de ude, lågen var låst, og hunden sad sammen med sine ejere på den anden side af hækken.
Aldrig vil jeg glemme, hvordan fornuft og beslutsomhed vandt den dag. Dengang i den nye by, hvor vi lærte, at hjælp skal gives med omtanke, og at ens eget hjem er ukrænkeligt især i Odenses springtidsår.
