“Vi har solgt jer huset. Vi har da ret til at blive her en uge endnu,” sagde de tidligere ejere storsmilende.
I 1975 flyttede vi fra en lille flække på Lolland til Odense. Vi købte et hyggeligt, lidt træt parcelhus i udkanten af byen, og troede vi havde styr på det hele… men man skal aldrig tro noget i Danmark.
Folk ude på landet hjalp altid hinanden sådan var mor og far også opdraget. Så da de tidligere ejere spurgte, om de måtte bo i vores nye hus et par uger, mens de lige fik styr på papirerne, sagde vi selvfølgelig ja. Dansk hjælpsomhed, du ved.
De her mennesker havde så en hund, der sagtens kunne give enhver postbud traumer for livet. Vi ville egentlig ikke have noget med kræet at gøre den hørte ikke på nogen, slet ikke os. Jeg har stadig mareridt om det sorte uhyre.
En uge gik. Så to. Så tre. Men de tidligere ejere boede stadig i vores hus, sov gerne til middag, gik sjældent ud og havde tydeligvis ikke travlt med at pakke flyttekasserne. Faktisk opførte de sig, som om de stadig var kongerne af matriklen især den gamle mor i huset.
Mine forældre mindede dem igen og igen om aftalen, men udskydelserne stod nærmest i kø, som om det var udsalg hos Magasin.
Hunden blev lukket ud og ind efter behag, men ingen holdt øje med den. Den klarede både havevanding og gødning på én gang og gjorde det faktisk til en udfordring for os børn bare at gå udenfor. Den bed efter alt og alle. Mine forældre bad dem venligt, men bestemt, lade være, men så snart far cyklede på arbejde og vi andre tog i skole, var kræet ude på rov.
Til sidst var det faktisk den berygtede hund, der fik gjort kål på gæsterness gæstfrihed.
Min lillesøster Freja kom hjem fra skole, smækkede havelågen op uden så meget som et blik mod uhyret og blev straks lagt ned af den sorte krabat. Heldigvis slap hun med skrækken og lidt græs i håret. Hundens pels tog mere skade end søsterens. De tidligere ejere gav straks hende skylden for at komme for tidligt hjem.
Men så blev det fyraften! Far havde fået NOK. Han smed jakken i gangen, greb den gamle madame stadig iført hjemmefrakke rullede hende ud af døren. Datteren og hendes mand røg med i farten. Indboet fulgte trop og fik en flyvetur over hækken direkte ned i mudderet og regnpytterne.
De prøvede at sætte hunden på far. Men da uhyret så, hvad der foregik, trak den halen mellem benene og gemte sig i sit skur. Den ville faktisk hellere blive end følge med de andre. En time senere var stedet tømt, lågen låst og den store, frygtindgydende hund sad og så forurettet ud på den forkerte side af hækken sammen med sine flyttekammerater.
