Vi har levet under samme tag i fyrre år, og så beslutter du pludselig i en alder af treogtres at forandre dit liv?
Jeg sidder i min yndlingslænestol med udsigt til Aarhus’ gader og forsøger at lade dagens begivenheder glide ud af tankerne. For bare et par timer siden stod jeg og lavede frikadeller til aftensmaden, mens jeg ventede på Henning, der var taget ud for at fiske ved Egå. Han kom hjem uden fisk, men med det, han længe havde villet fortælle, uden at turde tage hul på.
Jeg vil skilles, og jeg håber, du kan møde det med forståelse, sagde Henning pludselig, mens han kiggede ned. Børnene er voksne nu, børnebørnene er glade og ligeglade, og vi kan afslutte det hele uden drama.
Fyrre år sammen, Henning, og nu… midt i livets efterår, vil du bare starte forfra? spurgte jeg, stadig fortumlet. Har jeg ikke ret til at vide, hvad der venter?
Du bliver boende i lejligheden her i byen, jeg flytter til sommerhuset ved Silkeborg, sagde han, tydeligvis med det hele planlagt. Der er ikke noget at dele; alt, vi ejer, vil før eller siden gå til vores døtre.
Hvad hedder hun? spurgte jeg stille og opgivende.
Henning rødmede og begyndte febrilsk at samle sine ting og lod som om han ikke hørte spørgsmålet. Jeg var ikke i tvivl om, at der var en anden kvinde. Da vi var unge, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg ville ende alene i min alder, mens han forlod mig for en anden.
Måske går det hele over og bliver godt igen, forsøgte vores døtre, Mathilde og Signe, bagefter at trøste mig. Du skal ikke tage det så tungt.
Der bliver ikke mere; intet giver mening at ændre nu… jeg bliver ved jer, glæder mig over jeres lykke, sukkede jeg.
Mathilde og Signe tog ud til sommerhuset for at tale alvorligt med deres far. Da de kom hjem, var de tydeligt kede af det, men de ville ikke straks fortælle mig sandheden. I stedet ændrede de deres tilgang og begyndte at sige, at det måske var okay at være alene at jeg ikke længere skal have ansvar for andre. Jeg forstod alt, uden at spørge ind forsøgte bare at fortsætte.
Det var ikke let, for slægtninge og naboer i Aarhus var nysgerrige og stak næsen i vores situation.
Tænk, alle de år sammen og så stikker manden af til en anden på sine gamle dage! bemærkede de knap så taktfulde naboer. Er hun yngre end dig, eller har hun flere penge?
Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle svare, men tankerne kredsede ofte om rivalens personlighed, og jeg ønskede at se hende. Så jeg tog til sommerhuset under påskud af at hente marmelade, jeg havde lavet i sommer. Jeg lod være med at advare Henning ville være sikker på at møde hende. Det lykkedes.
Henning, du sagde ikke, at din eks ville komme her, sagde en opsigtsvækkende kvinde med overdrevent make-up. Jeg troede, du havde ordnet det hele, og der ikke var nogen grund til at hun skulle komme her.
Er det virkelig hende, du byttede mig ud med? spurgte jeg, mens jeg betragtede hendes påtrængende optræden.
Vil du bare stå der og lade hende svine mig til? råbte kvinden. Jeg er kun et par år yngre end dig, men ser langt bedre ud!
Hvis hun virkelig tror, at det handler om ydre i denne alder, sagde jeg, mens jeg mødte Hennings flakkende blik.
Hele vejen til busstoppestedet blev jeg fulgt af hendes råb, og jeg kæmpede for ikke at græde. Først hjemme gav jeg slip på følelserne og ringede til min søster, Kirsten, og bad hende komme forbi.
Lad nu være, sagde Kirsten, mens hun bryggede myntete. Du har selv sagt, at Hennings nye partner ikke er smuk, og det virker heller ikke til, at hun er særlig kvik.
Måske har hun ret, tvivlede jeg. Måske ser jeg gammel ud for min alder.
Du ser godt ud, sagde Kirsten ærligt. Det største fejltrin, man kan lave i vores alder, er at hoppe i leopardbukser eller tage miniskørt på. En kvinde er smuk i alle aldre, hvis hun kan bære sig selv og ser passende ud.
Jeg betragtede mig selv i spejlet og nåede frem til, at Kirsten havde ret. Jeg holdt mig i god form, klædte mig nydeligt, og mine døtre gav mig ofte god kosmetik. Jeg havde aldrig været vulgær og ønskede heller ikke at mimre en papegøje, så jeg kunne slet ikke identificere mig med Hennings kæreste.
Det er jo glimrende, fortsatte Kirsten. Nu, hvor du er fri, kan du leve livet. Døtrene er voksne, og mulighederne for aktiviteter og kulturelle oplevelser er mange. Jeg skal nok sørge for, du ikke går ned med flaget.
Kirsten holdt sit løfte, og hun tog mig med til teater, koncerter og på ture. Vi fik hurtigt en vennegruppe af jævnaldrende, og der kom endda en mand i selskabet, som gav mig opmærksomhed. Jeg satte hurtigt grænser og takkede nej til særskilte møder.
Jeg har hørt, du løber til teater og har fået nye venner; skal du snart giftes igen? sagde Henning, da vi tilfældigt mødtes i Føtex.
Hvad laver du så langt væk fra sommerhuset, er der ikke nærmere butikker eller laver din nye dame ikke mad? spurgte jeg.
Jeg har altid handlet her, og gamle vaner er svære at slippe, mumlede Henning.
Jeg ville ikke fortsætte samtalen, sagde jeg havde travlt og gik hjem. Netop der, kunne jeg mærke Hennings blik efter mig som om han ville løbe mig op og fortælle, hvor meget han fortrød.
Han havde brugt hele sit liv sammen med mig og børnene, og så kom han i kløerne på den energiske Mette, der snurrede ham rundt i sin egen verden.
Det begyndte sjovt, men snart opdagede Henning, at Mette ikke gad huslige pligter, og helst ville sladre, feste og være blandt mænd.
Henning ønskede mere og mere at vende hjem, og efter mødet med mig blev længslen stærkere. Jeg lavede aldrig drama; jeg forsøgte bare værdigt at klare mig videre. Han havde aldrig forestillet sig, at han ville savne den ro og tryghed, han kun havde haft med mig.
Du har igen købt abrikoser, jeg bad om svesker! rasede Mette over hans indkøb. Osten er for fed, og du har helt glemt mayonnaise!
Det plejer jo at være Marie eller os sammen, der handlede, nu vil du have, jeg skal gøre det hele alene, sagde Henning.
Drop nu sammenligningen med din eks, råbte Mette. Du fortryder vel også, at du forlod hende for min skyld!
Henning fortrød faktisk, men han vidste, at det var nytteløst at tale om det. Jeg havde ikke gjort noget for at vinde ham tilbage, men han drømte om min tilgivelse.
Han vidste dog godt, at jeg aldrig igen ville stole på ham, eller tage ham tilbage. Han greb flere gange telefonen for at ringe til mig, og efter endnu en konflikt tog han mod til sig og bankede på min dør.
Skal du hente dine ting? spurgte jeg fra døråbningen.
Jeg vil gerne tale… Har du tid? mumlede Henning, mens duften af min blomme-tærte bredte sig fra køkkenet.
Jeg har hverken tid, lyst eller mulighed, svarede jeg roligt. Tag det, du har brug for. Jeg skal have gæster.
Henning havde intet at hente og meget at sige, men kunne ikke finde ordene. Han tog tilbage til sommerhuset og lavede sig mad, for Mette tumlede omkring i landsbyen. Hun kom hjem lettere beruset, og Henning var klar over, hvad han måtte gøre han gav hende tid til at samle sine ting.
Efter Mettes optræden overvejede Henning at ringe til mig og fortælle alt, men lod det ligge. Han kendte mig for godt; tilgivelse og glemsel var ikke mere end ønskedrømme.
Måske, engang, kunne han komme forbi søge mit nåde og ro. Han trængte til det ellers var der ingen fred. Han håbede stadig på tilgivelse, men begyndte med Mette velvidende, at jeg aldrig ville tilgive ham for at svigte.
Nu levede han alene i et sommerhus, og jeg havde mit liv i Aarhus’ lejlighed med børn, børnebørn og teaterture. Der var ikke længere plads til ham i mit liv.
