Vi har boet sammen i fyrre år, og så beslutter du pludselig, som 63-årig, at livet skal have nye boller på suppen?
Kirstine sad i sin elskede lænestol og stirrede ud ad vinduet og gjorde sit bedste for at fortrænge dagens begivenheder. For bare et par timer siden havde hun travlt i køkkenet, stegte frikadeller og ventede på, at Poul skulle komme hjem fra fisketur. Han kom hjem, men ikke med dagens fangst nej, han havde nyheder, som tydeligvis havde været længe under opsejling.
Jeg vil skilles, og jeg håber, du kan møde det med forståelse, sagde Poul overraskende hurtigt, mens han betragtede et punkt langt ude på horisonten. Børnene er voksne, de kan sagtens forstå det, og børnebørnene er ligeglade, så vi kan vel ordne det her uden ballade.
Vi har boet sammen under samme tag i fyrre år, og du vil begynde på noget nyt som 63-årig? Kirstine var komplet forvirret. Jeg har ret til at vide, hvad der så skal ske.
Du bliver boende i vores lejlighed i København, jeg flytter ud i vores sommerhus i Nordsjælland, sagde Poul, som om han havde planlagt det hele på forhånd. Der er ikke noget at dele, og til sidst går det hele til pigerne.
Hvad hedder hun så, den nye? spurgte Kirstine resigneret.
Poul blev rød i hovedet, begyndte at rode med sine fiskegrej, og lod som om han ikke havde hørt spørgsmålet. Kirstine havde nu ikke længere tvivl om, at der var en rivalinde i spil. I sin ungdom havde hun aldrig skullet tænke på sådanne problemer, og det var heller ikke gået op for hende, at hun på sine gamle dage ville ende alene, når manden smuttede efter en anden kvinde.
Det skal nok gå, mor, trøstede pigerne, Anne og Rikke. Far er bare lidt mærkelig, det skal du ikke tage dig af.
Det er nok slut, sukkede Kirstine. Men jeg har ikke lyst til at forandre noget, så jeg bliver bare her og glæder mig over jeres lykke.
Anne og Rikke tog til sommerhuset for at tale alvorligt med deres far. Da de kom hjem, var de ikke ligefrem glade, men de sagde ikke noget til deres mor. I stedet begyndte de at prædike, at det måske var bedre at bo alene, og så er der heller ingen at bekymre sig om. Kirstine fattede mistanken, men lod som ingenting og prøvede bare at leve videre. Det var dog ikke let, for alle slægtninge og naboer syntes, at hendes privatliv var dagens bedste samtaleemne.
Så mange år sammen, og nu smutter han til en anden på sine gamle dage, sagde de mindre taktfulde naboer. Er hun yngre end dig eller bare rigere?
Kirstine anede ikke, hvad hun skulle svare, men hun tænkte selv ofte på, hvem rivalinden kunne være, og ville gerne se hende. Derfor tog hun ud til sommerhuset med jeg skal hente syltetøj-forklaringen og mødte så konkurrenten direkte.
Poul, du har ikke sagt, at din ekskone kommer og venter sig friske syltetøj på vores matrikel, klagede den opulente dame med lidt for meget makeup. Jeg troede, I havde ordnet alting, så hun skulle ikke være her.
Du bytter mig ud med hende? spurgte Kirstine skeptisk og betragtede den fremfusende person.
Skal du bare stå der og lade hende svine mig til? gnæggede rivalinden. Jeg er kun et par år yngre end jer, men ser langt bedre ud!
Hvis hun oprigtigt tror, at farverig makeup er den store værdi nu, så kan jeg godt undvære det, sagde Kirstine og prøvede at ramme Pouls flakkende blik.
Hele vejen til busstopstedet havde hun rivalindens råb i nakken, men nægtede at græde. Først hjemme lod hun følelserne få frit løb og ringede til søster Jytte og bad om selskab.
Tag det nu roligt, sagde Jytte, mens hun lavede frisk mynte-te. Du sagde det jo selv: den nye dame er ikke videre køn, og ret beset heller ikke særlig begavet.
Måske har hun ret, og jeg ligner bare en gammel kone nu, overvejede Kirstine.
Du ser fantastisk ud for din alder, sagde Jytte. Det er dog en fejl i den her alder at gå rundt i leopardleggings eller miniskørt. Kvinder er fine i enhver alder, hvis de bare kan bære sig selv og ser passende ud.
Kirstine betragtede sig i spejlet og måtte indrømme, at søsteren havde fat i noget. Hun var stadig rimelig frisk og i god form. Hun klædte sig pænt, og døtrene gav ofte gode cremer. Kirstine havde aldrig været vulgær, og kunne slet ikke forestille sig at gå rundt som rivalinden.
Så er det bare sådan, sagde Jytte. Nu hvor du er fri, skal du leve livet. Pigerne er selvstændige, der er masser af muligheder for kulturelt og socialt tovtrækkeri i vores alder jeg nægter at lade dig gå til.
Jytte holdt ord og slæbte Kirstine med til teater, ud på café og til koncerter. Snart havde de fået sig en vennegruppe, der talte både gamle bekendte og nye fra aktiviteter. Der var endda én ældre herre, Erik, der prøvede at give Kirstine opmærksomhed, som hun dog hurtigt stoppede, og takkede nej til private møder.
Nå, så du farer rundt i teatre, får nye bekendte og måske gifter dig igen? sagde Poul, da de mødtes ved Brugsen.
Hvad laver du her i byen, er der ikke tættere supermarked ved sommerhuset, eller er det fordi din nye ikke gider lave mad? spurgte Kirstine.
Det er bare, jeg altid har handlet her… gammel vane, og sådan noget er ikke let at ændre især i vores alder, mumlede Poul.
Kirstine lod ikke samtalen fortsætte og gik hjem med et påskud om travlhed. Poul følte pludselig et stærkt behov for at løbe efter hende og fortælle, hvor meget han fortrød skillsmissen. Han havde altid haft hustru og børn omkring sig, men lod sig rive med af den festlige Signe, og så var der ingen bremser.
Til at begynde med syntes han livet blev spændende, men det gik hurtigt op for ham, at Signe ikke var til huslige sysler, faktisk hellere ville sprede sladder, danse med mænd og feste med naboer.
Efterhånden ville Poul helst hjem, og mødet med Kirstine gjorde længslen størrer. Hun lavede aldrig drama, ingen skænderier eller bøvl bare en flot og stolt modtagelse af det hele. Han havde aldrig forestillet sig, at han ville savne det rolige hjem og den hyggelige hverdag.
Du har igen købt abrikoser, jeg sagde jeg ville have svesker og osten er ikke fed nok, og du har glemt mayonnaise, sukkede Signe og rev i indkøbsposerne.
Det var bare, det plejede Kirstine at gøre eller vi gjorde det sammen nu er det hele mit problem, svarede Poul opgivende.
Hold op med at sammenligne mig med din eks, råbte Signe. Skal du virkelig til at fortryde, at du forlod hende?
Poul fortrød det bestemt, men så ingen grund til at sige det. Kirstine lagde aldrig fælder, og hun var sig selv, mens Poul desperat håbede på hendes tilgivelse.
Men han vidste godt, at Kirstine aldrig ville tage ham tilbage. Han overvejede at ringe, men efter en ny krise hjemme, gik han for første gang til deres gamle lejlighed.
Skal du hente nogle ting? spurgte Kirstine uden at invitere ham længere end til dørmåtten.
Jeg ville tale har du tid? mumlede Poul, mens duften af hans yndlingsblomme-kage sivede ud fra lejligheden.
Jeg hverken har tid, mulighed eller lyst, sagde hun roligt. Så tag, hvad du skal, jeg skal have gæster.
Poul havde intet at hente, men det var så meget, han ville sige bare ikke de rigtige ord. Tilbage i sommerhuset måtte han lave mad til sig selv, Signe var som sædvanlig på farten. Da hun kom hjem, endnu mere oplagt, var det endelig tid til, at Poul gav hende tid til at pakke sine ting.
Efter dramaet overvejede Poul at ringe til Kirstine, men lod være. Han kendte hende alt for godt til at forvente tilgivelse eller glemsel.
Måske, engang senere, kunne han komme og bekende og tale med hende. Det burde han prøve, ellers ville han ikke få fred. Han håbede på tilgivelse, men ikke at genoptage ægteskabet Kirstine ville aldrig kunne tilgive hans svigt, og det havde han vidst siden han begyndte på forholdet til Signe.
Nu havde han sit liv i sommerhuset, og Kirstine sad i København med kontakt til døtrene, børnebørnene og masser af kultur. Der var ikke længere plads til eksmanden.
Og hun slap i øvrigt også helt for parasitter dét, der følger med friske begyndelser og lidt ironisk livsoptimisme.
