De havde aldrig kendt hinanden…
Fra begyndelsen vidste Mette godt, hvad hun betød i Klaus’s liv. Hun var ikke hans kone, ikke mor til hans børn, ikke hans lovlige valg. Kun hans elskerinde. Kvindemennesket, hvor han fandt hvile for krop og sjæl. Kvinden, han kom til ikke for pligter, men for lethed og stilhed.
Hun forlangte intet. Hverken skilsmisse eller løfter. Bare en smule varme. Hun tog Klaus, som han var: gift, fjern, men god mod hende. Nogle gange kom han med dagligvarer, andre gange hjalp han med småreparationer. Undertagen holdt han hendes hånd og sagde, han elskede hende. Og det var nok.
Mette følte sig ikke som en families ødelægger. Hun havde ikke stjålet nogen. Det var Klaus selv, der var kommet. Selv havde valgt hende. Hun var blot der. Uden krav.
Tiden gik. Klaus kom regelmæssigt. Bragte blomster, købte legetøj til børn – ikke hendes, selvfølgelig. Hans egne. Mette havde ingen børn. Lægerne havde forårsaget diagnosen for længe siden: ufrugtbarhed. Det var dét, der havde ødelagt hendes eneste ægteskab.
Så kom miraklet. Ægte, uforklarligt. Gravidelse. Næsten fyrre år gammel. Hun græd af lykke. Hendes forældre, da de hørte, de skulle blive bedsteforældre, spurgte ikke engang hvem faderen var. De var simpelthen glade. Lovede at hjælpe. Og Mette… Hun var sikker: Klaus ville ikke forlade hende. Han elskede hende. Han havde sagt det utallige gange.
»Så søg om skilsmisse,« sagde hun en dag til ham. »Vi bliver en rigtig familie.«
Han tav. Så svarede han:
»Jeg skal bruge tid… Jeg kan ikke bare gøre det med det samme.«
Mette gav ham en uge. Så endnu en. Men Klaus begyndte at forsvinde. Tiede. Svarede ikke. Undveg efter arbejde, undskyldte sig, ringede ikke. Og en dag gik hun til hans hus. Stod bare i opgangen. Hun kunne ikke andet.
»Hvad laver du her?!« rasede Klaus, da han så hende.
»Jeg venter på dig.«
»Du kvæler mig! Hører du ikke efter? Jeg bad dig om tid! Du presser mig, du sætter mig i en umulig situation!«
Mette tav. Så på ham og genkendte ham ikke.
»Så vil du ikke være der for os?« spurgte hun stille.
Han vendte sig væk. Og så sagde hun:
»Vi har aldrig kendt hinanden. Glem mig. Glem os. Der er ikke noget ’vi’ mere.«
Hun gik. Vendte sig ikke om.
Mette fødte en pige. Smuk, krøllet, med Klaus’s øjne. Men når hun holdt hende, følte hun kun kærlighed. Intet andet. Ingen frygt. Ingen smerte. Ingen anger. Kun lykke.
Klaus prøvede flere gange at kontakte hende. Ringede. Ville se datteren. Mette sagde nej.
»Du tog dit valg,« sagde hun. »Du behøver ikke minde os om dig. Hun har en far. En rigtig én.«
Hun løj ikke. Et halvt år senere mødte hun en mand. Stille, rolig, lidt ældre. Han spredte ikke ud. Han elskede bare hende og pigen. Og pigen kaldte ham straks far. Det skete helt af sig selv. Som om nogen heroiske besluttede: nu skal alt blive, som det skal være.
To år gik. Forår. Parken. Klaus gik langs alléen, uden at tænke på noget. Og pludselig så han hende. Mette. Med manden. Og barnet.
Manden holdt pigen. Hun lo, nussede hans øre. Og Mette, i en let sommerkjole, så lykkeligt på dem og hviskede:
»Giv far et kys, skat. Se, han er træt af at bære på dig.«
Klaus stivnede. Kunne ikke trække vejret. Kunne ikke gå. Det var hende. Hans datter. Hans pige. Lige så krøllet og lys og liv, som hans drenge engang var. Og ved siden af en fremmed mand. Og en Mette, der ikke længere var hans.
Hun så Klaus. Deres blikke mødtes. Men hun vendte sig væk. Som om hun ikke kendte ham. Som om han aldrig havde været en del af hendes liv.
Han forstod: hun havde holdt sit ord. De havde virkelig aldrig kendt hinanden.
Og de ville det aldrig igen.
