Vi hadede hende med det samme, hun trådte ind i vores hjem.
Krøllet, høj, tynd.
Hun havde en pæn bluse, men hendes hænder var anderledes end mors. Fingrene var kortere og tykkere, og hun holdt dem foldet som et lås. Hendes ben var tyndere end mors, og fødderne længere.
Min bror Villads og jeg sad og sendte hende foragtfulde blikke. Han var syv, jeg ni.
Lang Mille, en kilometer lang, slet ikke nogen Mille!
Far lagde mærke til vores opførsel og knurrede: »Opfør jer ordentligt! Er I helt uden manerer?«
»Bliver hun her længe?« spurgte Villads skævt. Han kunne tillade sig det – han var lille og en dreng.
»For altid,« svarede far.
Man kunne høre, at han begyndte at blive irriteret. Hvis han virkelig blev vred, var der ingen, der ville få det godt. Bedre ikke at tirre ham yderligere.
En time senere var Mille ved at gå hjem. Hun tog sine sko på, og lige da hun skulle ud, fandt Villads på at stikke foden ud.
Hun vaklede og var lige ved at falde i entreen.
Far blev bekymret: »Hvad skete der?«
»Åh, jeg snublede bare over skoene,« sagde hun uden at se på Villads.
»Der ligger alt muligt rundt. Jeg rydder op!« lovede han ivrigt.
Og så forstod vi det. Han elskede hende.
Det lykkedes os ikke at holde hende ude af vores liv, så meget vi også prøvede.
Engang, da Mille var hos os alene, mens far var ude, sagde hun med rolig stemme til os, efter endnu en uhøflig bemærkning:
»Jeres mor er død. Sådan er det desværre nogle gange. Hun er deroppe nu og ser alt. Jeg tror ikke, hun synes om, hvordan I opfører jer. Hun ved godt, det kun er for at være på tværs. Er det sådan, I vil mindes hende?«
Vi lyttede opmærksomt.
»Villads, Mette, I er gode børn! Er det sådan, man ærer sin mors minde? Det er gerninger, der tæller. Jeg tror simpelthen ikke på, at I altid er så stikkende som pindsvin.«
Lidt efter lidt fik hun banket den slags dårlig opførsel ud af os.
Engang hjalp jeg hende med at lægge varer fra indkøbet væk. Og hvor roste Mille mig ikke! Hun klappede mig på ryggen.
Ja, hænderne var ikke mors, men… det var alligevel rart.
Villads blev jaloux.
Han stillede de rene kopper pænt på hylden, og Mille roste også ham.
Om aftenen fortalte hun far, så alle kunne høre det, hvor store hjælpere vi var. Han blev helt glad.
Hendes fremmedhed gjorde, at det tog tid for os at falde til. Vi ville gerne lukke hende ind, men kunne ikke rigtig.
Hun var ikke mor, og det var dét!
Efter et år kunne vi knapt huske, hvordan livet havde været uden hende. Og efter én bestemt begivenhed elskede vi hende blindt, ligesom far.
…I syvende klasse havde Villads det hårdt. Han, den stille og tilbageholdne, blev mobbet af en dreng – Mads Krogh. Han var på samme højde som Villads, men langt frækkere.
Han valgte Villads som sin modstander uden grund – bare fordi han kunne.
Mads’ familie var komplett, og han følte sig beskyttet af sin far, der åbenlyst sagde: »Du er en mand, så slå tilbage før de kan gøre dig noget.« Så valgte han Villads som sit perfekte offer.
Villads kom hjem og sagde ingenting til mig, sin egen søster. Han håbede, det hele ville gå over af sig selv. Men sådan fungerer det ikke. Bøller bliver kun værre, når de slipper af sted med det.
Snart slog Mads Villads åbenlyst. Hver gang han gik forbi, gav han ham et pust på skulderen.
Det lykkedes mig at få sandheden ud af Villads, da jeg så mærkerne på hans arme. Han mente, at mænd ikke skulle lægse deres problemer over på deres søstre, selv om de var ældre.
Vi vidste ikke, at Mille stod uden for døren og lyttede til vores samtale.
Villads bad mig om ikke at fortælle far noget – så blev det kun værre.
Han tiggede også om, at jeg ikke skulle rende ud og flå ansigtet af Mads! Selvom jeg virkelig havde lyst! Jeg kunne have dræbt for min brors skyld.
At involvere far var heller ikke en god idé. Han ville komme op at slås med Mads’ far, og så var fængslet ikke langt væk…
Næste dag var det fredag.
Mille fulgte os til skolen under påskud af at handle, og bad mig i smug om at pege på Mads.
Jeg viste hende ham. Bare hun vidste, hvem den idiot var!
Og så skete der noget fantastisk.
Midt i dansktimen kom Mille smilende ind i klasselokalet, flot kæmmet og med pæne negle, og bad med blid stemme Mads om at komme ud, fordi hun skulle tale med ham.
Læreren så ingen fare i det, og drengen gik roligt med, troende, at hun var en ny koordinator. Mads skulle have givet hele klassen nelliker til en veteranceremoni.
Mille greb ham i skjorten, løftede ham op og hviskede:
»Hvad vil du min søn?«
»H-v-hvilken søn?« stammede han.
»Villads Nielsen!«
»I-i-ikke noget…«
»Det håber jeg! For hvis du nogensinde rører min søn igen, kommer i nærheden af ham eller ser forkert på ham, så skal jeg nok få dig, din lille skid!«
»Tante, slip mig,« pibede Mads. »Jeg gør det ikke igen!«
»Forsvind!« sagde hun og satte ham ned. »Og prøv ikke at fortælle nogen om mig. Jeg får din far smidt i fængsel for at opdrage en lille kriminel! Forstået? Sig til din lærer, at jeg er din nabo, der spurgte om en nøgle! Og efter timen skal du undskylde til Villads! Jeg holder øje med det…«
Han forsvandt ind i klasselokalet og rettede på sin skjorte. Han stammede noget om en nabo.
…Fra den dag så Mads aldrig skævt til Villads igen. Han undgik ham helt. Han undskyldte samme dag. Kort, hakket og rystende – men han undskyldte.
»Sig ikke noget til far,« bad Mille os. Men vi kunne ikke holde det for os selv og fortalte ham alt.
Han var begejstret.
På et tidspunkt rettede hun også mig på den rette vej.
Da jeg var seksten, forelskede jeg mig i den dumme slags kærlighed, hvor hormonerne slukker for hjernen, og man ønsker det forbudte.
Det er pinligt at tænke på! Nå, men her kommer det. Jeg kom sammen med en arbejdsløs, alkoholiseret pianist uden at se de åbenlyHan holdt kun af mig, når han var fuld, og det var Mille, der fik mig til at indse, at jeg fortjente bedre.
