Sidste måned fik jeg endelig et barnebarn. Jeg var helt oppe at køre af glæde og kunne næsten ikke vente til den dag, vi skulle besøge det lille barn. Men vi er ikke specielt velkomne. Min svigerdatter skjuler ikke sin utilfredshed. Vi har haft gaver og blomster med, endda lagt penge på bordet, men hun reagerer stadig med uro, når vi kommer forbi. Det samme gælder min anden svigerdatter.
Ærligt talt føler jeg mig stødt, for jeg handler jo som enhver bedstemor ville. Min svigerdatter har været direkte uhøflig over for både mig og min egen datter, selvom Karen bare ville give et godt råd og hun har trods alt tre børn, så hun ved hvad hun taler om. Og hvad værre er: halvdelen af gaverne blev sendt retur. For som hun sagde, har en nyfødt ikke brug for tøjdyr. Men for pokker, barnet vokser jo det hele skal nok komme i brug! Hvorfor ikke bare tage imod?
Da vi var på besøg, fik vi ikke engang tilbudt en kop kaffe. Min søn sad bare tavs med blikket i bordet han bestemmer ikke hjemme hos sig selv, det er tydeligt. Vi kørte hjem, og jeg græd faktisk, for jeg havde ikke forestillet mig en så kølig velkomst.
Siden da har jeg kun set mit barnebarn på billeder. Jeg tør ikke tage over til dem. Jeg inviterer børnene hjem til mig, men svigerdatteren vil ikke med og selv da jeg foreslog, at min søn kunne tage barnevognen med i parken, blev det ikke til noget. Hans kone holder øje med ham hele tiden og vil ikke have, at han tager nogen steder.
Min svigerdatter insisterer på at give barnebarnet modermælkserstatning, så hun ikke selv behøver amme. Hun tror sikkert, at vi vil dømme hende, så hun undgår at vi ses. Men det gør mig faktisk ikke noget jeg vil bare gerne se mit barnebarn. Jeg er ikke ude på at kritisere hende, for hver mor griber tingene an på sin egen måde.
Vi havde ellers et godt forhold også med hendes forældre. Men efter hun har fået sit barn, er det som om, jeg slet ikke kender hende længere. Jeg har ikke gjort hende noget, så hvorfor denne ændring? Mine veninder kan slet ikke forstå det de spørger, hvordan jeg kan have et barnebarn uden at have set det.
Min mor skrev lejligheden over til mig, og jeg havde planer om at sælge den og dele pengene omkring 2 millioner kroner mellem min søn og datter. Men efter alt det her er min mand imod. Han siger, at det er bedre at leje den ud end at hjælpe sådan nogle utaknemmelige børn. Måske har han ret, for når vi bliver gamle, er der måske ingen af dem, der vil tage sig af os. Det gør mig trist…
