For halvandet år siden giftede vores eneste søn, Jens, sig med sin kæreste, Mette. Vi tog godt imod he, hun virkede sød, rolig og ikke konfliktsøgende. Efter brylluppet flyttede de ind hos os – vi har en stor treværrelses lejlighed midt i København. Det fungerede fint: vi arbejdede, de arbejdede også.
Men efter nogle måneder begyndte Mette at antyde, at hun gerne ville have sin egen bolig. Hun talte om at skabe deres eget sted og få selvstændighed. Vi protesterede ikke. Vi havde netop en ledig to-værelses lejlighed, som vi oprindeligt købte til udlejning. Den gav en stabil indtægt, som vi sparede op til vores alderdom, for vi kan ikke regne med meget fra pensionen.
Vi satte os ned og overvejede det hele og besluttede: de kunne bo i lejligheden gratis i ét år. Vi understregede betingelsen – præcis ét år, ikke længere. De var lykkelige og lovede, at de ville sparede op til udbetalingen på et lån i løbet af året. De ville ikke have børn endnu, de ville “leve for sig selv” først.
Vi var glade for at kunne hjælpe. De flyttede ind og levede i sus og dus. Kun mærkevarer, spisning på restauranter, ferie efter ferie. Vi prøvede at foreslå, at de måske burde spare lidt, men svaret var altid: “Vi er unge, vi vil nå at nyde livet!”
Så gik året. Vi forventede, at de ville flytte, så vi kunne leje lejligheden ud igen. Men pludselig kom chokket: Mette var gravid. Og ikke bare lige begyndt – hun var allerede i andet trimester.
Jeg ringede til Jens og spurgte, hvornår de planlagde at flytte. Svaret var vagt: “Mor, du forstår det nok… Mette venter barn, hun må ikke blive stresset…” Næste dag kom Mette selv og startede en dramatisk scene med tårer i øjnene:
“Vil I virkelig smide os ud med en baby? Det er umenneskeligt! Har I ingen samvittighed?”
Jeg kunne knap holde mig tilbage:
“Ud hvorhen? I har både min lejlighed og Mettes forældres store hus i Aarhus! Hvorfor ikke bo hos dem? I er voksne mennesker. For et år siden blev vi enige om én ting: lejligheden var til ét år. Ikke mere. Vi har mistet over 300.000 kroner i lejeindtægt – de penge ville vi have givet jer til udbetalingen. I brugte dem alle på tøj, cafeer og ferier. Og nu anklager I os for at være dårlige forældre?”
Jeg gav dem en ultimatum: én måned mere, så må de flytte. De nikkede. To uger er gået. Intet er sket. Ingen lejlighedssøgning, ingen snak om at flytte. Bare et tavst håb i deres blikke: “Måske ombestemmer de sig?”
Min mand og jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. Om aftenen sidder vi i køkkenet og taler om det, men det ender altid med det samme: det er vores egen skyld, fordi vi ikke var hårdere for et år siden.
Jeg er ikke vred længere, bare skvuffet. Vores søn siger intet til at forsvare os, han støtter bare sin kone i stilhed. Mette undgår mig med vilje, som om jeg er fjenden. Vi ville jo bare hjælpe. Give vi et godt start, støtte dem. I stedet fik vi afhængighed, surhed og beskyldninger.
Det værste er, at vi ikke engang er sikre på, om vi får lejligheden tilbage. De er nemlig registreret der. Og samvittigheden gør det ikke nemmere. Har vi ret til at tvinge dem ud, når Mette er gravid?
Sådan kan velmenende hjælp blive en fælde. Mens vi tier, bliver de. Men jeg ved det: vi kan ikke holde mund for evigt.
