Vi forsøgte at aflevere jeres ting i hittegodskontoret, bemærker betjenten. Men din kat er virkelig en kriger. Lod ingen komme tæt på sagerne. Tag nu både tingene og katten. Vi har masser af andet at tage os til
På ethvert dansk banegård findes der ventesale. Nogle er rummelige og lyse, andre små og trange. I nogle står bløde sofaer, i andre hårde bænke. Alle er forskellige, men ét har de til fælles den uundgåelige ventetid.
Næsten alle, der tager toget, ankommer engang alt for tidligt, af frygt for at komme for sent, og ender så med at sidde og længes, mens tiden snegler sig af sted. Kufferter og tasker hober sig op ved fødderne, tiden går ulideligt langsomt, og man ærgrer sig over sin overdrevne forsigtighed.
Sådan sad folk også den dag i ventesalen og undgik blikket fra hinanden. Nogle skimmede avisen, andre var opslugt af en bog, de fleste gemte sig bag mobiltelefonernes skærme. Enkelte nappede hurtigt smurte rugbrødsmadder. Og netop til dem gik han hen
Ventesalen lå i stueetagen, med direkte adgang fra gaden. Det var nok madlugtene, der sivede ud af poser og tasker, som lokkede ham til.
Han var en stor, pjusket grå hankat med slidte knurhår. Om halsen havde han et halsbånd med et telefonnummer.
Folk viftede ham væk, især mødre, der fodrede deres børn:
Skrub af! Snavset og fuld af lopper. Du skal ikke smitte mit barn.
Katten sukkede tungt og trak sig væk. Han tiggede faktisk ikke. Han satte sig bare stille og roligt ved siden af og kiggede, kiggede, kiggede
Han var sulten, men han vidste ikke, hvordan man bad om mad.
For bare et par dage siden var han blevet bragt herhen. Ejeren døde pludseligt, og familien solgte lejligheden. En af arvingerne fandt på løsningen kørte katten til Hovedbanegården og slap ham fri:
Her behøver du da ikke sulte ihjel, sagde han og gik.
Men hvordan skulle han bede om hjælp? Hvad skulle han gøre? Hvordan forklare folk, at han var sulten? Det vidste katten ikke.
Så han satte sig bare ved dem, snusede til de lækre dufte, så hovedet snurrede og lod blikket tigge for sig.
Men alle, der ventede på toget med småirriterede nerver, havde ikke overskud til en herreløs kat. De ville bare af sted, væk fra ventesalens træghed, som fra en dårlig drøm.
En mand var kommet i god tid til stationen. Forretningsrejse en nat i toget, møder i København i morgen, så hjem igen. Han havde fyrre minutter endnu. Kedsomheden fik ham til at betragte de andre på perronen, lige idet han fik øje på katten mens en af mødrene råbte efter den og viftede truende.
Katten trissede rutineret væk og satte sig i sikker afstand. Han var vant til råb og jagende hænder.
Manden lagde mærke til halsbåndet og tænkte, at katten nok var blevet væk hjemmefra, og ejerne måske ledte desperat. Han fandt kyllingefrikadellerne, hans kone havde smurt, frem fra tasken. Han åbnede boksen, duftede og sagde tilfreds:
Hold da op, det dufter godt Kom her, mis. Vil du have lidt mad?
Katten trippede usikkert på poterne ville ikke sparkes væk igen.
Bare rolig, sagde manden. Jeg gør dig ikke noget.
Han lagde en frikadelle på et stykke papir. Katten mjavede svagt og begyndte forsigtigt at spise uden at spilde en smule.
Ja, du er tydeligvis vant til hjemmelivet, sagde manden.
Han aflæste telefonnummeret på halsbåndet og ringede op, men nummeret var afbrudt.
Han bandede stille. Toget ville snart gå, og situationen var mere kompliceret end først antaget.
Hvad skal jeg dog gøre? gentog han forlegent og kiggede rundt.
Afmagt greb ham, og han ringede til sin kone. Hurtigt og forvirret fortalte han det hele og spurgte:
Hvad gør jeg? Han er tydeligvis hjemmekat. Nummeret dur ikke. Han går rundt og tigger og alle jager ham væk.
Altid skal du havne i sådanne historier! lød svaret. Hvor meget betyder den kat egentlig?
Forstår du ikke? sagde han. Alle jager ham væk. Han kan ikke engang finde ud af at tigge rigtigt.
Hvor er du nu? spurgte hun.
Ventesalen!
Godt, jublede hun. Sig lige nummeret på halsbåndet.
Inden han gik til perronen, trak han katten tæt ind til væggen og stillede boksen med frikadeller ved siden af.
Vent her, sagde han og klappede katten. Min kone skal nok finde dig.
Katten så på ham den eneste i flere dage, der havde lagt mærke til ham, fodret ham, aet ham og talt roligt til ham. Han skubbede til mandens hånd og mjavede sagte.
Sådan. Vent nu bare her. Hun hjælper dig det lover jeg.
Dagen efter havde manden travlt. Først om aftenen fik han ringet til sin kone.
Nå? spurgte han. Fandt du kattens ejer? Gav du ham mad?
Jeg ledte hele aftenen… svarede hun. Men fik oplyst via nummeret: Ejeren er død, og arvingerne har bare sat katten på gaden ved stationen
Han var tavs.
Jeg tager over på stationen igen i morgen tidlig og leder.
Jeg bekymrer mig sgu ikke, bedyrede han. Jeg ved, du hjælper.
Det kan jeg høre, du ikke gør! skældte hun ud. Husk nu dit hjerte. Du må ikke stresse dig op! Jeg finder din kat. Nu ringer jeg til vores datter og hendes mand. Så kører vi sammen.
Han lagde på og prøvede at berolige sig selv. Nå ja, der er tusinder af katte på gaden… Man kan ikke redde dem alle. Men bekymringen blev ved med at nage. For en eller anden grund betød skæbnen for denne grå kat ufatteligt meget for ham.
Om natten sov han dårligt. Han drømte, han aet katten, forklarede kattens situation, mens den nikkede og så ham i øjnene
Næste morgen meldte konen: De havde gået hele Hovedbanegården rundt, spurgt togpersonalet ingen spor af katten.
En mærkelig skyldfølelse greb manden, han vidste ikke hvorfor, men kunne ikke slippe det.
Han tog hurtigt hjem
Samme aften var han tilbage i Århus. I stedet for at køre direkte hjem, lod han sine ting ligge ved en passager og gik ud for at lede efter katten.
Hans største frygt var ikke at finde ham eller at finde ham for sent.
I halvanden time gik han rundt på stationen, tjekkede affaldscontainere, kiggede under buske.
Hen mod midnat kom konen til, brokkende over hele situationen.
Klokken to sad de begge udmattede på en bænk ved indgangen og røg en smøg.
Føj, mine ben gør ondt, sagde hun.
Ja Hvad nu?
Vi holder en lille pause, så leder vi videre. Hvor er dine ting?
Han tog sig til hovedet:
På stationen ved siden af en eller anden. Han er sikkert taget af sted for længst!
Så lad os begynde dér. Hvis ikke det er stjålet, så lægger vi det i bilen og fortsætter søgningen.
De gik gennem ventesalen. Ved kufferterne blev de stoppet af et par betjente.
Er det jeres bagage? spurgte den ene.
Ja, svarede de i kor.
Hvorfor har I efterladt det?
Vi ledte efter en kat, igen i kor.
En kat? Betjenten kiggede overrasket på deres kufferter. Ham dér, eller hvad?
På kufferten lå en stor grå kat.
Vi overvejede at aflevere tingene i hittegodset, forklarede betjenten. Men jeres kat han gik jo amok, som en lille hund. Gav os nærmest klø.
Han er her endnu. Han er bare løbet lidt væk. Tag nu både tingene og katten. Vi har rigeligt andet at se til.
Manden gik varsomt hen til katten. Da den så ham ham, der havde mættet og aet den og bedt den vente strakte katten sig begejstret, mjavede og gned sig mod ham.
Han satte sig på bænken, strøg den over ryggen og åndede lettet op. Konen sank ned ved siden af.
Det er altid noget særligt med dig, sagde hun og kyssede ham på venstre kind. Du ender altid i skøre historier… Nå, kom. Tag dine ting.
Han tog kuffert og taske, hun tog den store, tynde og stadig lettere snavsede grå kat op i armene. Katten spandt, gned sig kærligt, mjavede og forsøgte at slikke hende på kinden.
Hun grinede og skubbede kærligt til hans insisteren.
Hjemme var det første hun gjorde, at vaske ham i lunt vand, tørre ham med et tykt håndklæde, pille halsbåndet af og stille en skål med dampende kyllingekraft foran ham.
Om natten listede katten forsigtigt ind i soveværelset og lagde sig ved siden af hende. Han skubbede let til hende med poterne, skrabede lidt som om han skulle være sikker på, at hun ikke forsvandt.
Hun lagde hånden om ryggen på ham og hviskede:
Sov trygt, mis. Du er hjemme nu
Katten spandt blidt og faldt i søvn.
Manden faldt også i søvn og drømte, at han og konen atter ledte efter katten på stationen.
Og katten drømte, at han hele tiden havde ledt efter netop dén mand.
Imens løb en lille rødstribet hunkat rundt på stationen og kiggede ængsteligt folk i øjnene, mens hun miavede svagt. Passagererne så bort og skyndte sig videre.
Der er så mange katte i verden, man kan ikke redde dem alle, tænkte de, mens de satte farten op.
Sådan går detMen den grå kat, der nu trygt rullede sig sammen mellem sine nye ejere, drømte den første nat ikke om ensomheden på perronen, men om et hjem fyldt med varme stemmer og bløde dyner. Da han vågnede næste morgen, lå solen stribet hen over stuegulvet, og duften af frisk kaffe blandede sig med trygge lyde fra køkkenet.
Konen satte sig på hug, aede ham bag øret og lovede halvvejs i spøg, halvvejs gravalvorligt:
Bare rolig, mis du bliver aldrig mere glemt.
Manden tændte radioen, lo ad konens ord, og i den korte tavshed, der sænkede sig, hørtes det sagte spind lavmælt, men insisterende, som om katten takkede for alt det, ingen andre længere troede, han kunne få.
Udenfor hamsterede trafikken videre og rejsende hastede mod næste tog. Men hjemme i deres lejlighed nær stationen var én chance taget, én grå kat reddet og to mennesker blevet mindet om, at nogle gange kan selv den mindste handling folde sig ud til at fylde hjertet med uventet glæde.
En dag ville de måske møde den lille rødstribede hunkat, eller en anden ensom sjæl og igen strække hånden ud.
For måske kan man ikke redde alle. Men man kan altid redde én. Og for den ene, gør det alverden til forskel.
