Vi prøvede at aflevere dine ting til hittegodskontoret, sagde betjenten. Men… Din kat er altså en kriger. Den lod ingen komme i nærheden. Tag dine ting og katten med. Vi har rigeligt at se til
Der er venteværelser på alle danske togstationer. Nogle er rummelige og lyse, andre små og tætpakkede. Nogle har bløde lænestole, andre hårde bænke. De er forskellige, men de har altid ét til fælles ventetiden.
Næsten alle, der skal ud at rejse med toget, kommer tidligt, bange for at komme for sent. Og så sidder de der venter utålmodigt, bebrejder sig selv over for meget planlægning.
Sådan sad folk også den dag i venteværelset og undgik hinandens blikke. En læste avis, en anden forsvandt ind i en roman, men de fleste skjulte sig bag mobilskærme. Enkelte spiste hurtigt sammenklappede madder. Netop dem gik han hen til
Venteværelset lå i stueetagen med egen indgang fra gaden. Det var nok duften af ostemadder og leverpostej, som sneg sig ud af folks tasker, der tiltrak ham.
Det var en stor, pjusket grå kat. Rundt om halsen sad et halsbånd med et telefonnummer.
Folk skubbede dyret væk. Især mødre, der fodrede deres børn, reagerede:
Gå væk, din beskidte mis! Fyldt med lopper, vel.
Katten sukkede tungt og traskede væk. Han tiggede sådan set ikke. Han satte sig bare ved siden af og kiggede, kiggede, kiggede
Han var frygtelig sulten. Men han forstod ikke at bede om mad.
For bare få dage siden var han blevet bragt hertil. Hans ejer døde pludseligt, og familien valgte at sælge lejligheden. En slægtning mente, han havde fundet løsningen han tog katten hen til banegården, slap den løs og sagde:
Her sulter du i hvert fald ikke ihjel og gik.
Men hvordan beder man? Hvad gør man? Hvordan forklarer man folk, at man er sulten? Det vidste katten ikke.
Så han satte sig bare stille ved siden af én og så dem i øjnene. Sugede madduftene til sig, til det snurrede i hovedet.
Men folk, irriterede over at vente på toget, gad heller ikke tage sig af en herreløs kat. De ville bare væk og glemme det her venteværelse som et dårligt minde
En mand var kommet til stationen i god tid. Han skulle på forretningsrejse natten i toget, arbejde i morgen, og så hjem igen. Der var fyrre minutter til afgang. For at slå tiden ihjel kiggede han på de andre i rummet, og så katten netop i det øjeblik, hvor en mor skældte ud på den og truede.
Katten flyttede sig rutineret. Den var vant til tilråb og spark.
Manden så halsbåndet og tænkte, at den nok var stukket af fra nogen, der savnede den. Han fiskede et par frikadeller frem fra plastikboksen, som konen havde smurt til turen. Han åbnede, snusede og smaskede tilfreds:
Uh, det dufter godt sagde han og så på katten. Kom her lille ven, kom, så får du lidt.
Katten trippede mistroisk, bange for at blive sparket igen.
Kom bare, vær ikke bange lød det blidt.
Til sidst listede katten frem og så op. Manden lagde en frikadelle på et stykke papir. Katten mjavede sagte og begyndte at spise forsigtigt og med værdighed.
Ja, du har helt sikkert haft et hjem sagde han.
Han læste nummeret på halsbåndet og ringede op. Slukket.
Han bandede dæmpet. Toget gik om tyve minutter, men nu var han pludselig havnet midt i et dilemma.
Hvad gør jeg nu? Hvad gør jeg? mumlede han og så sig forvirret omkring.
En følelse af afmagt skyllede ind over ham. Han ringede til konen, forklarede hurtigt situationen:
Hvad gør jeg? Den er tydeligvis vant til mennesker. Ejeren svarer ikke. Katten sulter, og alle skubber den væk.
Du havner altid i de mærkeligste ting, sagde hun. Hvad skal du med den kat?
Men alle jager den væk. Og den kan ikke engang tigge om mad.
Venteværelset, siger du?
Præcis! udbrød han lettet.
Så fortæl mig nummeret.
Før han gik ud til perronen, trak han katten hen til en væg og efterlod hele boksen med frikadeller.
Vent her, sagde han og klappede den blidt. Min kone skal nok finde dig.
Katten så op på ham det første menneske, der havde ænset ham, fodret og talt venligt. Han nussede mandens hånd og gav et stille mjav.
Sådan, bliv her. Hun hjælper dig, det lover jeg
Næste dag havde manden travlt. Først hen på aftenen fik han ringet til sin kone.
Nå, fandt du kattens ejer? Fik du givet mad?
Ledte hele aftenen svarede hun. Fandt ejeren via halsbåndet: Han er død, og arvingerne efterlod bare katten på stationen
Han tav.
Jeg tager derud igen i morgen tidlig, sagde hun roligt.
Jeg er nu ikke bekymret, forsøgte han at lyde overbevist. Jeg ved, du kan klare det.
Ja, det kan man jo høre Bare rolig, jeg skal nok finde din kat! Jeg ringer til datteren og svigersønnen, så tager vi sammen af sted.
Han lagde på og prøvede at berolige sig: “Det er jo bare en kat der er nok af dem på gaden.” Men uroen ville ikke slippe. Af en eller anden grund var skæbnen for denne grå kat blevet vigtig.
Han sov dårligt. Han drømte, han klappede katten og forklarede en masse, mens katten nikkede og forstod.
Næste morgen meldte konen: De havde været hele stationen rundt, spurgt rengøringsfolk men katten var væk.
En underlig skyldfølelse bed i ham. Han anede ikke hvorfor, men han kunne ikke slippe det.
Han skyndte sig hjem.
Sent om aftenen, nøjagtigt tilbage i sin by, lod han bagagen stå hos en passager på stationen og gik selv ud at lede efter katten.
Hans største frygt var ikke at finde dyret eller finde det for sent.
I halvanden time ledte han gennem stationshuset, tjekkede skraldespande og kiggede under buskadser.
Kort før midnat stødte konen til, bandende halvhøjt over det hele.
Klokken var næsten to, da de udmattede satte sig udenfor og tændte en cigaret.
Mine ben værker, mumlede hun.
Mmm. Hvad gør vi nu?
Vi restituerer, og så prøver vi igen. Hvor er dine ting?
Han slog sig selv for panden:
På stationen ved en eller anden. Men vedkommende er sikkert taget afsted!
Så må vi hente dem først. Ingen grund til at de bliver stjålet. Så kan vi fortsætte bagefter.
De gik ind gennem venteværelset, men inde ved kufferterne blev de stoppet af politiet.
Jeres bagage? spurgte betjenten.
Ja, svarede de i kor.
Hvorfor forlod I det?
Vi ledte efter en kat, svarede de begge.
Hva for en? undrede han sig, og nikkede mod bagagen. Den der?
På kufferten lå en stor grå kat.
Vi skulle lige aflevere tingene i hittegodskontoret, sagde betjenten. Men jeres kat er ret så temperamentsfuld! Den forsvarede tingene som en vagthund, ingen kunne komme til.
Den var ikke forsvundet, bare væk et øjeblik. Tag jeres ting og kat med vi har nok at gøre her!
Manden nærmede sig forsigtigt katten. Den genkendte ham straks det var ham, der havde fodret og nusset. Den krummede ryggen og gned sig mod hans hånd, spandt højlydt.
Han satte sig, aede katten og åndede lettet op. Konen dumpede ned ved siden af.
Alting er altid så besværligt med dig, grinede hun og kyssede ham på kinden. Tag nu tingene, så går vi hjem.
Han tog kufferten og tasken, og hun løftede den store, smudsige, udhungrede kat. Den mjavede glad, stangede hende blidt, snurrede og forsøgte endda at slikke hende på kinden.
Hun grinede og skubbede den kærligt væk fra ansigtet.
Hjemme vaskede hun straks katten i varmt vand, tørrede den med det blødeste håndklæde, tog halsbåndet af og fyldte skålen med varm hønsekødsuppe.
Om natten sneg katten sig ind i soveværelset og lagde sig tæt ved siden af hende. Forsigtigt stødte den hende med poten, som om den ville tjekke, at hun ikke forsvandt.
Hun lagde hånden på dens ryg og hviskede:
Sov godt, pus, nu er du hjemme
Katten spandt sagte og faldt i søvn.
Det gjorde manden også. Han drømte, at han og konen igen ledte efter katten på stationen.
Men katten drømte noget andet at den hele tiden havde søgt netop dem.
Imens løb en lille rødstribet hunkilling rundt på stationen. Hun stirrede op i menneskers ansigter og miavede bedende. Alle skyndte sig videre uden at standse.
Der er jo nok katte i verden, tænkte de og satte tempoet op. Man kan ikke redde dem alle!
Det er rigtigt vi kan ikke hjælpe alle. Men for dem vi hjælper, kan det betyde alverden.
