Der var engang en pige ved navn Freja Sørensen. Hun havde altid været selvstændig og pligtopfyldende. Hendes forældre arbejdede lange dage, mens hun kom hjem fra skole, varmede suppe op, spiste og lavede lektier. Allerede fra første klasse kunne hun tilmed koge pasta selv.
Da hun gik i gymnasiet, kom der nogle lærerstuderende til skolen for at undervise. Historieholdet blev varetaget af den høje, alvorlige Mads Jensen med briller og gråt jakkesæt. Drengene kaldte ham en nørd, grinede af ham og prøvede at ødelægge timerne. Men mod slutningen hang de alligevel på hans læber. Han fortalte historie som ingen lærer før ham. Han stillede spørgsmål, som fik dem til at tænke, udtrykke deres meninger og foreslå alternative udfald.
Drengenes øjne lyste. For første gang fik de lov til at udtale sig og teoretisk ændre historiens gang. Mads Jensen kølede deres entusiasme, når de blev for ivrige i deres revolutionære idéer. De så frem til historietimerne og mødte altid op.
Freja kunne ikke tage øjnene fra Mads Jensen under timerne. Hun begyndte at læse historiebøger for at kunne deltage i diskussionerne. En dag turde hun endelig give sin mening til kende. Mads roste hende og sagde, at hvis reformerne var gået den vej, Freja foreslog, ville samfundet se helt forskelligt ud i dag. Men han forklarede også, at det næsten var umuligt at handle anderledes dengang.
“Desværre kan vi ikke omskrive historien,” sagde han betydningsfuldt. “Men vi kan vælge at lægge vægt på de begivenheder, der fortjener det.”
Da hans praktikperiode sluttede, mistede Freja straks interessen for historie. En dag, da hun gik hjem fra skole, fik hun øje på Mads Jensen, der skyndte sig imod hende.
“Hej, Freja,” hilste han.
Han huskede hendes navn! Hjertet hamrede i brystet på hende af glæde.
“Skal du til skole? Timerne er slut for i dag,” sagde hun forlegen.
“Nej, jeg ville se dig.”
Freja så forbløffet på ham og rødmede.
“Skal du hjem? Jeg kan godt følge dig.”
De gik sammen, og han spurgte ind til hendes skolegang, venner og fremtidsplaner.
“Tænker du ikke på at læse historie? Jeg syntes, du blev helt grebet af det. Jeg har forresten masser af interessante bøger, du må gerne låne.”
Freja var ved at besvime af lykke. Inviterede han hende hjem? Ikke Sofie Nielsen, den smukkeste pige i klassen, men hende, Freja Sørensen, lille “Frøken”, som hendes far kaldte hende kærligt. Hun turde ikke se ham i øjnene.
“Tak, men jeg vil læse til økonomi…” mumlede hun. “Men bøgerne vil jeg gerne låne.”
“Godt. Næste gang bringer jeg nogle bøger med – hvis det er okay med dig.”
“Næste gang? Skal vi ses igen?” Hjertet bankede vildt i hendes bryst.
“Kommer der en næste gang?” hørte hun sin egen stemme og mærkede, hvordan hendes kinder blussede.
“Selvfølgelig. Hvis du vil,” smilede Mads Jensen.
Hans smil gjorde hans ansigt smukt og ungdommeligt. Freja indså pludselig, at han ikke var meget ældre end hende. Det var første gang, hun så ham smile.
“Og du må kalde mig Mads. Vi er ikke i skole længere, jeg er ikke din lærer. Er det din bolig her?”
Freja nikkede, for ordene sad fast i halsen. Han sagde farvel og tog afsted.
“Mads, hvornår kommer du igen?” spurgte Freja modigt.
Han tog sin telefon frem.
“Giv mig dit nummer, så ringer jeg til dig.”
Men Mads ringede ikke – han sendte en besked et par dage senere. De mødtes et par gange mere, men så blev de begge optaget af eksamener. Efter Frejas studenterkEndelig, fem år senere, stod Freja ved vinduet i sit nye hjem med en kop kaffe i hånden og så sin lille familie lege i haven – og for første gang i sit liv vidste hun med sikkerhed, at hun aldrig mere ville gå på kompromis med sin egen lykke.
