VI HAR ALLE DØMT HENDE
Freja står i Vor Frue Kirke og græder. Hun har stået der i omkring femten minutter nu. Det overrasker mig. “Hvad laver hun dog her?” tænker jeg. Lige hende havde jeg aldrig forestillet mig at møde i kirken.
Jeg kender hende ikke personligt, men jeg ser hende tit. Vi bor i samme opgang på Frederiksberg og kommer begge i Søndermarken. Jeg med mine fire børn, og hun med sine tre hunde.
Vi har altid dømt hende. “Vi” det er mig, de andre mødre med unger, pensionisterne på bænkene, naboer og sikkert også forbipasserende.
Freja er altid smuk, velklædt, åbenlyst selvsikker og lidt for afslappet.
Se hende nu igen, nu har hun fået sig en ny fyr, brummer fru Bente på bænken foran opgangen.
Det er vist den tredje på et år, mumler hendes veninde fru Grethe misundeligt, mens de ser Freja hoppe ind i sin hvide Audi med endnu en mand.
Bentes søn Jens på 45 har endnu ikke sparet op til en gammel Skoda.
Hun burde hellere få sig nogle børn, tiden går jo, konstaterer den evige debattør, gamle Knud. Men når det kommer til Freja, er der ikke uenighed blandt seniorerne på bænken.
Senere sidder alle på bænken og fryder sig lidt over, at også denne kæreste har forladt hende. Dommen lyder: “Hun er sikkert bare løs på tråden! Og der lugter sikkert forfærdeligt af hund inde hos hende!”
Men blandt alle, var det os mødre, der ikke brød os om Freja.
Mens vi, forpustede og forpjuskede, jagtede vores unger blandt rutschebaner, gynger, buske og skraldespande, slentrede hun nonchalant forbi med sine “køter,” og så ud som om hun morede sig over os. Som om hun tænkte: “Se, I har fået børn og nu har I nok at gøre. Selv nyder jeg livet! I må regne ud, om der er penge nok til at give Anna en ny vinterjakke eller om gummistøvlerne kan vente til næste måned.”
Man ser det med det samme sådan nogen, der ikke gider børn. Sådan er de alle sammen, sagde min veninde Trine, der har tre drenge.
De rige har deres særheder hunde, katte, marsvin, nikkede gravide Ida, mens hun prøvede at få sin ældste datter ned fra et træ.
Det er bare egoisme hun vil hellere rejse ud i verden end tage ansvar. Jeg har ikke set havet i syv år, sukkede Lene, der har fem unger.
Ja, ja, nikkede jeg og syntes vi alle havde ret, også de gamle tanter. Og så styrtede jeg hen for at trøste Sofie med det blodige knæ, der råbte op over hele parken.
Det er en hel kennel, hun render rundt med hun burde tage og få et barn, udbrød pludselig en ældre dame med sit barnebarn.
Det kommer ikke jer ved! sagde Freja skarpt, vendte sig om og holdt mund. Hun gik videre med de forhadte hunde.
Uhøflig! råbte damen efter hende.
…Jeg kigger endnu et øjeblik på Freja, der står og græder, og går så stille ud fra kirken.
Vent lige! hører jeg pludselig. Vent!
Freja kommer efter mig på kirkegården.
Det er dig, der altid går i parken med fire piger, ikke?
Jo Og du med de tre hunde.
Ja. Øh Må jeg tale med dig? Du ved, jeg holder altid øje med dig og pigerne, med de andre mødre jeg beundrer jer virkelig, siger hun, og rødmer.
Dig?!? udbryder jeg. Jeg når lige at standse mig selv før jeg får sagt: “Dig, det barnløse, egoistiske menneske!” Og alle hendes “ironiske” blikke, som jeg troede hun sendte os, farer igennem hovedet på mig…
Sådan lærer vi hinanden at kende. Vi sætter os på en bænk. Freja taler… og græder. Det er tydeligt, hvor meget hun har brug for nogen at betro sig til.
…Freja voksede op i en kærlig familie. Hun har altid drømt om mange børn. Giftede sig af ægte kærlighed. Men efter to ufrivillige aborter og lægens besked om barnløshed forsvandt hendes mand hurtigt.
Også den næste forlod hende, da lægerne fortalte, hun aldrig ville blive mor. Hun blev behandlet i evigheder, indtil hun var tæt på at dø af en graviditet uden for livmoderen.
Tredje kæreste forsvandt bare ved tanken om et barn. Han var vild med Frejas Audi og hendes penge, men børn var ikke på hans ønskeliste.
Jeg havde gjort alt, bare for at få et barn!
Jeg troede bare, du elskede hunde, får jeg sagt fjollet.
Ja, jeg elsker hunde, smiler Freja. Men det betyder ikke, at jeg ikke elsker børn.
For ikke at være helt alene, fik Freja sig først Tøffe. Så bad nogen hende passe Max under en flytning han blev bare boende. Fie fandt hun forfrossen på gaden sidste vinter.
Det var synd.
“En hel kennel hun burde bare tage og få et barn,” genlyder de gamle damers ord i mit hoved.
“Tiden går…” fik gamle Knud sagt efter hende den dag.
Tiden går… Freja er blevet enogfyrre. Selvom hun let kan gå for at være i trediverne.
Nu har hun besluttet at adoptere et barn. Lige hvilken alder, det er ligegyldigt. Hun blev rådvildt glad for seksårige Kasper eller måske var det nærmere ham, der straks var glad for hende. Han gik lige hen og spurgte: “Vil du være min mor?” “Ja, det vil jeg godt!” svarede hun.
“Det er bare fordi, hun er egoistisk,” mindes jeg at Lene sukke.
Men kommunen ville ikke lade Freja adoptere Kasper, for hans syge mor har stadig forældreretten.
Det ramte mig virkelig, siger Freja stille. Jeg forstår ikke barnet lider og har brug for en familie, men intet kan gøre.
Så dukkede fireårige Lene op. Hun var allerede blevet adopteret to gange før og returneret begge gange for sit vilde temperament.
Nogen havde set, at da den anden “mor” afleverede hende tilbage, krøb Lene efter hende på knæ, greb fat i hendes kjole og tiggede: “Mor, giv mig endnu en chance! Jeg skal nok være sød!”
Da Freja mødte hende, spurgte Lene straks: “Kommer du også til at sende mig væk?” “Nej, jeg gør ikke!” fik Freja fremstammet gennem tårerne.
Men også med Lenes adoption opstod der problemer. Freja vil ikke sige hvad bare: “Men det er min datter, og jeg kæmper for hende!”
Den dag var Freja i kirken for første gang i sit liv. “Jeg havde simpelthen ikke andre steder at gå hen,” sagde hun.
Præsten kom, og Freja talte længe med ham. Hun skrev nogle ting ned.
Det skal nok gå! Gud være med dig! lød hans ord, og Freja smilede for første gang.
Vi fulgtes hjem.
Du tror sikkert, jeg er arrogant og overfladisk, sagde hun stille. Men jeg orker ikke at forklare mere. Jeg har også hørt mere end rigeligt…
Jeg sagde ikke noget.
Freja inviterede os hjem en dag så børnene kunne lege med hundene. Jeg sagde ja. Og jeg kommer. Men først om lidt.
Lige nu skammer jeg mig bare.
Og jeg tænker: “Hvor kommer al den fordømmelse fra? Hvorfor tror vi det værste om andre så hurtigt?”
Og jeg ønsker bare af hele mit hjerte, at Freja, denne stærke kvinde vi alle dømte, må få det godt. At Lene krammer sig ind til hende og siger: “Mor!” Og ved, at hun aldrig mere skal sendes væk. At Tøffe, Max og Fie springer og logrer rundt om dem i haven…
Måske sker der et mirakel, og Freja får en god mand. Og Lene får en lillebror eller søster. Sådan kan verden jo nogle gange overraske.
Og at ingen nogensinde mere siger dem et ondt ord.
