Ved du hvad, jeg bor sammen med min mor. Hun er blevet 86 år nu.
Det er bare sådan, det gik jeg fik aldrig gifte mig, og børn har jeg heller ikke. Livet kan være lidt skørt nogle gange, ikke? Nu er jeg 57 år. Jeg havde fødselsdag for nylig, og vi fejrede det bare os to. Der var ikke rigtig nogen, jeg kunne invitere. Ingen veninder, og både min mor og jeg har hverken familie eller slægtninge tilbage.
Vi bor sammen og holder altid hinanden oppe. Min mor, Hanne, klarer sig faktisk ret godt trods alderen. Altså, hun er ikke lige så frisk som tidligere, og helbredet er blevet svagere med årene, men hun giver aldrig op. Hun insisterer endda på selv at gå tur rundt i kvarteret.
Selv er jeg gået på pension, men jeg arbejder lidt endnu vores pensioner rækker bare ikke til det almindelige liv i Danmark, med alle de regninger og priser på alting. Alligevel prøver jeg at holde humøret oppe og er enormt taknemmelig for, at jeg stadig har min elskede mor. Der er jo så mange, der har det meget sværere end mig folk, der hverken har bolig, familie eller penge, ikke engang en skilling på lommen.
Men min mor og jeg, vi lever stille og roligt. Om aftenen drikker vi te, strikker, ser gamle danske film og serier sammen. Om lørdagen bager jeg kage og inviterer nogle fra opgangen over. De fortæller om deres familier, og jeg glæder mig over, når det går dem godt. Jeg håber bare, det gode bliver ved både for os og dem.
Så sådan går dagene her i København. Jeg ønsker bare, at dette liv må fortsætte så længe som muligt for mig og min mor.
