Lørdag morgen, klokken syv og dørtelefonen nærmest hvinede, ikke bare ringede. Jeg kiggede på uret og sukkede. Den eneste dag, hvor jeg havde sat mig for at sove længe efter en hektisk uge med bogholderi og årsregnskab, skulle selvfølgelig forstyrres. På skærmen dukkede min svigerindes ansigt op Louise, Mortens søster. Hun så ud, som om hun var klar til at storme Christiansborg, og bag hende dukkede tre ugletoppe af børn op.
Morten! råbte jeg, uden at tage røret. Din familie. Så må du tage dig af det her.
Min mand tumlede ud af soveværelset, i færd med at tage shorts på bagvendt. Han forstod nok, at min tolerance for hans familie allerede var brugt op. Imens han mumlede noget i dørtelefonen, stod jeg i entreen med korslagte arme. Min lejlighed mine regler. Den her treværelses i Indre By havde jeg købt længe før vi blev gift og knoklet for at betale af på lånet. Sidst jeg ønskede var at have uanmeldte gæster.
Døren gik op, og min pæne entré, der duftede af ny serviet og parfume, blev invaderet af hele flokken. Louise, læsset med tasker, hilste ikke engang. Hun gav mig snarere et skub med hoften, som om jeg bare var et møbel i vejen.
Åh, Gud ske tak og lov, vi kom frem! pustede hun, og smed sine tasker lige på mit italienske klinkegulv. Elin, hvorfor står du bare der? Sæt noget vand over børnene er sultne, de er jo lige kommet fra Odense.
Louise, sagde jeg i et halvtoneleje, der fik Morten til at trække hovedet mellem skuldrene. Hvad foregår der?
Har Morten ikke sagt det? Hun spærrede øjnene op. Vi får lavet totalrenovering rør, el, gulve, alt! Det er ulideligt at være hjemme, støv overalt. Vi bliver bare en uges tid hos jer. Der er jo masser af plads, og I to kan vel godt undvære.
Jeg kiggede på min mand, som undersøgte loftet nøje han vidste, hvad klokken var slået.
Morten?
Elin, helt ærligt det er jo min søster hvor skal de ellers tage hen? Bare én uge.
En uge, sagde jeg stift. Maden sørger I selv for. Ungerne løber ikke rundt, og ingen går ind på mit kontor. Og ro efter klokken ti.
Louise rullede med øjnene. Hold da op, Elin, du leder nærmest som i Vestre Fængsel. Men okay. Hvor skal vi sove? Det bliver ikke på gulvet, vel?
Sådan begyndte mit mareridt.
Ugen blev hurtigt til to, så tre. Min ellers veldesignede lejlighed forvandlede sig til en slagmark. Entreens gulv blev dækket af beskidt fodtøj som et bjerg, jeg konstant snublede over. Køkkenet kunne ikke kendes igen: fedtede pletter, krummer, klæbrige plamager overalt. Louise opførte sig ikke som gæst, men som herskerinde, og hun så ud til at forvente, at jeg var hushjælpen.
Elin, hvorfor er der ingenting i køleskabet? spurgte hun en aften, mens hun hidkaldte sig opmærksomhed ved at smække døren. Børnene har brug for yoghurt, og vi andre kunne da også godt spise noget ordentligt kød. Du har jo en god stilling kunne du ikke forkæle din mands familie lidt?
Du har dit kort der er åbent i supermarkedet, svarede jeg uden at løfte blikket. Der er døgnåben levering.
Gniderøv, mumlede hun og smækkede køleskabet igen, så glassene raslede. Man kan jo ikke tage formuen med i graven.
Men kulminationen kom først senere. Jeg kom tidligt hjem fra arbejde en eftermiddag og fandt mine niecer og nevøer i mit soveværelse. Den ældste hoppede på min seng med den nye, dyre tempurmadrass, mens den yngste entusiastisk havde gang i et kunstværk på væggen med min dyreste læbestift fra Georgio Armani, limited edition
Ud! råbte jeg, så de spredtes som skræmte duer.
Louise kom løbende, så væggene og min ødelagte læbestift og trak blot på skuldrene: Jamen, slap nu af, det er jo bare børn! En streg på væggen det kan du da vaske af. Læbestiften, Gud, et stykke farvet fedt køb en ny. I øvrigt håndværkerne har trukket arbejdet i langdrag. Vi bliver nok her til sommer. Der er jo liv og glade dage her!
Morten stod tavs. En vatnisse.
Jeg gik ud på badeværelset. For ikke at gøre noget, der ville bringe mig i fængsel. Jeg måtte have luft.
Senere hoppede Louise i bad, og hendes mobil lå blinkende på køkkenbordet. Normalt tjekker jeg aldrig andres beskeder, men denne sms var stor og tydelig på skærmen: Louise, pengene for næste måned er overført. Lejerne er glade de spørger, om de kan blive til august? Så kom bankbeskeden: Indkomst: +8.500 kr.
Pludselig faldt alt på plads. Der var ingen renovering. Louise havde lejet sin egen lejlighed ud på Airbnb eller måned for penge og flyttet ind hos mig, uden at betale en krone, mens jeg betalte for alt. Mad, el, vand, rengøring og ovenikøbet passiv indtægt til hende. Forretningsplan a la Randers.
Jeg tog et billede af skærmen. Følte mig iskold, rolig.
Morten, kom lige ud i køkkenet.
Han kom. Jeg viste ham billedet. Hans øjne løb hurtigt ned over teksten, han blev først rød, så helt bleg.
Elin måske er det en fejl?
Fejlen er, at du endnu ikke har smidt dem ud, sagde jeg roligt. Du har valget. Enten er de ude før frokost i morgen eller også er både de og du ude.
Men de har jo børn, hvor skal de tage hen?
Ikke mit problem. Om de så bor under Langebro. Eller på DAngleterre, hvis hun har råd.
Øjnene var vilde. Louise proklamerede om morgenen, at hun skulle shoppe i Magasin hun havde fundet de flotteste støvler (sponsoreret af indtægten fra Udlejning, gætter jeg). Børnene overlod hun til Morten, der tog fri.
Jeg ventede, til dørene smækkede efter hende.
Morten, tag børnene og gå ud tag dem i Tivoli, og I behøver ikke at skynde jer hjem.
Hvorfor?
For nu skal der desinficeres for snyltere.
Så snart de var ude, ringede jeg til låsesmeden og til politiets nærstation.
Gæstfriheden havde haft sin dag nu var det tid til at tage mit hjem tilbage.
Er du sikker? spurgte låsesmeden, da han hurtigt stod klar og gik i gang.
Hele vejen. Lås det godt nok til at selv Fætter Højben måtte give op. Jeg mobilepayede ham 1.300 kroner, hvilket kunne have betalt en fortrinlig middag, men roen var vigtigere.
Så gik jeg i gang. Uden sentimentalitet. Sorte sække i 120 liters størrelse blev fyldt med Louises bher, børnenes gamacher, legetøj. Alt Louises skrammel i badeværelset skovlede jeg ned i posen i én bevægelse.
Tre kvarter efter havde jeg fem fyldte sække og to kufferter ude i opgangen.
Så ankom politibetjenten. Ung, lettere udkørt. Jeg viste ham udskriften fra matriklen og mit pas.
Det er min lejlighed. Ingen andre har adresse her. Der kommer nok nogen, der vil prøve at komme ind. Vil du notere det som forsøg på ulovlig indtrængen?
Familie? spurgte han.
Det var de engang, grinede jeg tørt. Det er blevet en sag om ejendomsret.
En time efter kom Louise fra shopping. Lykkelig, med poser fra Illum og Magasin. Hun stivnede, da hun så bunken med sække og mig med en betjent ved siden.
Hvad har du gang i, Elin? Det dér er mine ting!
Korrekt. Tag dem og forsvind. Hotellet holder lukket.
Hun fór mod døren, men betjenten stoppede hende. Bor du her? Er du registreret på adressen?
Jeg jeg er min brors gæst! Hvad laver du, Elin? Hvor er Morten?! Jeg ringer straks til ham!
Gør du bare. Han tager næppe telefonen. Han forklarer børnene, hvorfor deres mor er så opfindsom.
Hun ringede. Intet svar. Prøvede igen. Morten vidste vist godt, hvad der ventede ved skilsmisse og bodeling.
Du har ikke ret til det her! skreg Louise. En æske med hendes nye støvler røg ud af en pose. Vi har ingen steder at gå! Jeg har børn!
Løn dig ikke, sagde jeg, og trådte et skridt nærmere. Hils Marina fra mig, og spørg om hun forlænger lejekontrakten til august eller om du må smide lejerne ud og bo der selv.
Louise gik i stå, som en punkteret ballon.
Hvordan?
Næste gang, du laver ejendomshandel, så lås din telefon. Du har boet her gratis i en måned, gnavet af mit køleskab, ødelagt mit hjem, og lejet din bolig ud for at spare op til ny bil? Flot. Entreprenørånd. Men nu hører du her
Jeg sænkede stemmen, men min stemme rungede i opgangen: Du tager nu de sække og forsvinder. Hvis jeg ser dig eller ungerne nærheden af min opgang igen så tipper jeg Skat. Udlejning uden kontrakt, sort penge det skal de nok finde spændende. Og jeg melder tyveri. Mit guldring er væk og du kan tro, politiet gerne tjekker sække, hvis du ikke fatter det på anden vis.
Ringen lå naturligvis i mit pengeskab. Men det vidste hun ikke. Hun blev grå i hovedet og mumlede, Du er en heks, Elin. Gud belønner dig
Gud har travlt. Men nu har jeg også travlt med at nyde min lejlighed alene.
Hun slæbte sækkene ud, vred og rystende, mens betjenten så lettere underholdt ud.
Da dørene i elevatoren lukkede bag hende og hendes drømme om hurtigt tjente penge, vendte jeg mig til betjenten.
Tak for hjælpen.
Ingen årsag. Men køb en god lås næste gang.
Jeg gik ind, låsen smækkede tungt og sikkert. Duften af rengøringsmidler var overalt rengøringsfolkene havde været grundige.
Morten kom hjem et par timer senere. Alene. Børnene havde han afleveret til Louise, som hun kæmpede med tasker og sække. Han så forvirret ud, da han trådte ind.
Elin hun er taget hjem.
Det ved jeg.
Hun sagde grimme ting om dig
Det gør rotter, der er blevet smidt af skibet jo også. Det må de gerne.
Jeg sad i køkkenet, nød min kaffe i min yndlingskop i fred og ro. Der var ingen læbestiftsstreger på væggen mere, køleskabet kun med mine varer.
Vidste du noget om udlejningen? spurgte jeg, uden at se på ham.
Nej! Virkelig ikke, Elin! Hvis jeg vidste det
Hvis du havde vidst det, havde du alligevel tiet, konstaterede jeg. Hør her, Morten. Sidste advarsel. Hvis din familie gør bare noget lignende én gang til, så står dine kufferter også udenfor. Forstod du?
Han nikkede febrilsk. Han vidste nu, at jeg mente det.
Kaffen var varm, stærk og det vigtigste: drukket i fuldkommen stilhed i min egen lejlighed. Kronen trykkede ikke. Den sad perfekt.
