– Vi bliver nødt til at bo hos dig i et stykke tid, for vi har ikke råd til at leje vores egen lejlighed! – sagde min veninde til mig. Jeg er en meget aktiv kvinde. Selvom jeg er 65 år gammel, formår jeg stadig at besøge mange steder og møde nye, spændende mennesker. Med både glæde og tristhed mindes jeg min ungdom. Dengang kunne man holde ferie lige hvor man havde lyst! Man kunne tage til Vesterhavet. Man kunne tage på teltlejr med venner og bekendte. Man kunne tage på sejltur ned ad åen. Og det hele kunne man gøre for små penge. Men det hører nu fortiden til. Jeg har altid elsket at lære nye mennesker at kende. Jeg mødte folk på stranden, i teatret. Mange af dem blev jeg venner med i mange år. En dag mødte jeg en kvinde ved navn Sara. Vi boede sammen på det samme pensionat en sommerferie. Vi tog afsked som veninder. Der gik flere år. Af og til sendte vi hinanden breve og julekort. Pludselig fik jeg et telegram uden afsender: “Toget ankommer klokken tre i nat. Vent på mig på stationen!” Jeg forstod ikke, hvem der kunne finde på at sende sådan en besked. Selvfølgelig tog min mand og jeg ingen steder hen. Men klokken fire om morgenen ringede det på døren. Jeg åbnede, og blev målløs. På dørtrinet stod Sara, to teenagepiger, en bedstemor og en mand. De havde en kæmpe bunke bagage med sig. Min mand og jeg var rystede, men vi lukkede gæsterne ind. Og Sara spurgte: – “Hvorfor ventede du ikke på os? Jeg sendte jo telegrammet! Og desuden koster taxaen penge!” – Undskyld, men jeg vidste jo ikke, hvem der havde sendt det! – Nå, men jeg havde din adresse. Og her er jeg. – Jeg troede bare, vi skulle skrive breve til hinanden, ikke andet! Sara fortalte, at den ene pige lige var blevet student og havde søgt ind på universitetet. Hele familien var kommet for at støtte hende. – Vi flytter ind hos dig! Vi har ikke råd til at leje noget! Og I bor tæt på centrum! Jeg var chokeret. Vi er jo ikke engang i familie. Hvorfor skulle vi lade dem bo hos os? Vi måtte sørge for mad til dem tre gange om dagen. De havde lidt mad med, men lavede aldrig selv noget. Det var mig, der måtte servicere alle. Jeg kunne ikke holde det ud mere, så efter tre dage bad jeg Sara og hendes slægtninge om at flytte. Hvorhen, var mig ligegyldigt. Det udviklede sig til en frygtelig scene. Sara begyndte at slå med service og råbe hysterisk. Jeg var bare målløs over hendes opførsel. De gik til sidst – og de havde ovenikøbet stjålet min morgenkåbe, et par håndklæder og på mirakuløs vis også min store gryde med stuvet kål. Jeg har ingen idé om, hvordan de bar det væk. Men gryden var væk! Sådan endte vores venskab. Gudskelov! Jeg har aldrig hverken hørt fra eller set hende siden. Nu er jeg meget mere påpasselig, når jeg møder nye mennesker.

Vi bliver nødt til at bo hos dig et stykke tid, for vi har simpelthen ikke råd til at leje vores egen lejlighed! sagde min veninde til mig.

Jeg er en meget aktiv kvinde. Selvom jeg er 65 år gammel, formår jeg stadig at besøge nye steder og møde utroligt spændende mennesker. Med både glæde og vemod tænker jeg tilbage på min ungdom. Dengang kunne man holde ferie lige hvor man havde lyst! Man kunne tage til Skagen og bade i havet. Man kunne tage på telttur med venner i Silkeborg. Man kunne tage på sejltur på Gudenåen. Alt det kunne lade sig gøre for små penge.

Men den tid er forbi nu.

Jeg har altid elsket at lære nye mennesker at kende. På stranden, i Det Kongelige Teater jeg har haft mange bekendtskaber, som blev til lange venskaber.

En sommer lærte jeg så en kvinde ved navn Birgitte at kende. Vi boede på det samme pensionat i Rørvig. Vi skiltes som veninder, og årene gik. Nogle gange sendte vi hinanden breve og julekort. Indtil den dag jeg modtog et telegram. Det var ikke underskrevet, der stod bare: Toget kommer klokken tre i nat. Vent på mig på stationen!

Jeg anede ikke, hvem der kunne sende sådan et telegram. Selvfølgelig tog min mand og jeg ikke nogen steder hen. Men klokken fire om morgenen ringede det pludselig på døren. Jeg åbnede, og blev helt stiv af overraskelse. Ude foran stod Birgitte, to unge piger, en ældre dame og en mand. De havde slæbt en kæmpe bunke tasker med sig. Min mand og jeg så måbende på hinanden. Alligevel lod vi de uventede gæster komme indenfor. Birgitte kiggede på mig og sagde:

Hvorfor kom du ikke og hentede os? Jeg sendte dig jo et telegram! Og forresten, taxa koster jo kassen!
Undskyld, men jeg vidste ikke, hvem det var fra!
Men jeg havde jo din adresse. Så nu er vi her.
Jeg troede bare, vi skulle skrive breve til hinanden. Intet andet!

Birgitte forklarede, at den ene pige havde færdiggjort gymnasiet og skulle til at starte på universitetet. Resten af familien var bare taget med for at støtte hende.

Vi bliver nødt til at bo hos dig! Vi har ingen penge til at leje! Og du bor jo midt i København!

Jeg var målløs. Vi var jo ikke engang i familie hvorfor skulle vi tage dem ind? Det betød, at vi skulle sørge for mad til dem tre gange om dagen. De medbragte godt nok lidt mad selv, men de lavede aldrig mad. Jeg måtte lave det hele.

Efter tre dage kunne jeg ikke klare mere. Jeg bad Birgitte og hendes familie pakke deres ting og finde et andet sted. Hvor de skulle hen, var mig ligegyldigt. Det blev et forfærdeligt skænderi. Birgitte smadrede tallerkener i køkkenet og skreg hysterisk.

Jeg var helt chokeret over hendes opførsel. Til sidst gik de. Men inden da, havde de på en eller anden måde stjålet min morgenkåbe, et par håndklæder og, på mystisk vis, en stor gryde fyldt med stuvet hvidkål. Jeg forstår stadig ikke, hvordan de fik den med! Men gryden var væk.

Derfor sluttede vores venskab der. Gudskelov! Jeg har hverken set eller hørt fra hende siden. I dag tænker jeg mig om to gange, før jeg lukker folk ind i mit liv igen.