Jeg er en meget aktiv kvinde. Selvom jeg har nået 65 år, formår jeg stadig at besøge forskellige steder og møde ganske særlige mennesker. Min ungdom danser gennem tankerne både med glæde og vemod. Dengang kunne man tage på ferie lige hvor det passede ens hjerte! Man kunne tage til Vesterhavet. Man kunne tage på teltur med venner og kollegaer. Man kunne tage på en skævt drømmende flodsejlads. Og alt dette krævede kun få danske kroner.
Men nu føles det som noget der hører til en fortidig tåge.
Jeg har altid elsket at møde folk. Folk på stranden, folk på teatret. Mange blev mine venner gennem mange år.
Jeg forstod aldrig hvem der kunne finde på at sende sådan en mærkelig telegram. Naturligvis tog min mand og jeg ikke afsted nogen steder. Men klokken fire om natten blev vi vækket af bank på døren. Jeg åbnede og stod målløs. På dørtrinnet stod Sigrid, to teenagepiger, en bedstemor og en mand. De havde et bjerg af bagage med sig. Min mand og jeg stod helt lammede i overraskelse. Vi lod den uventede flok komme ind i lejligheden. Og Sigrid spurgte:
Hvorfor tog I ikke afsted for vores skyld? Vi sendte jo telegrammet! Og taxaen koster jo penge! Undskyld, jeg vidste ikke hvem der havde sendt det! Men jeg havde din adresse. Her står jeg! Jeg tænkte bare vi kunne skrive breve til hinanden, ikke andet!
Sigrid forklarede, at den ene pige havde færdiggjort gymnasiet i år og besluttet sig for at begynde på universitetet. Familien var kommet for at støtte hende.
Vi flytter ind hos dig! Vi har ikke råd til husleje! Og I bor jo tæt på centrum!
Jeg var lamslået. Vi er jo ikke i familie hvorfor skulle vi have dem til at bo hos os? Skulle jeg nu give dem mad tre gange dagligt? De havde medbragt noget mad, men ikke tilberedt noget selv. Jeg måtte selv servere for alle.
Efter tre dages slidsomhed kunne jeg ikke mere, og jeg bad Sigrid og hendes slægtninge om at flytte. Hvorhen var mig ligegyldigt. Der opstod et frygteligt optrin. Sigrid begyndte at smadre tallerkener og skreg som en forvildet måge.
Jeg blev fuldstændig chokeret over hendes opførsel. Derefter gik de og på forunderlig vis lykkedes det dem at stjæle min morgenkåbe, et par håndklæder og, som ved magi, fik de også sneget en stor gryde med hvidkål med sig. Jeg aner ikke hvordan de tog den. Men pludselig var den forsvundet, som dampen over havet.
