Det ville næsten have været umuligt at tro, hvad der skete med min familie, hvis ikke det var foregået lige for øjnene af os. Det hele begyndte for et halvt år siden, da min elskede morfar gik bort og efterlod os en flot lejlighed midt i København. En måned efter hans død besluttede vi, at det var tid til at rydde op i lejligheden og gøre den klar til salg. Hele dagen pakkede min familie og jeg alle morfars ejendele ned i store sække.
Hen mod aften tog alle hjem, bortset fra min bror, der ville overnatte alene i lejligheden. Klokken var omkring seks om morgenen, da han ringede til mig, stemmens frygt skælvede så meget, at jeg straks forlod huset og skyndte mig hen til ham. Da jeg trådte ind gennem døren, mødte hans ansigt mig helt hvidt og rædselsslagent. Jeg hørte tydelige skridt inde fra stuen, men da vi gik derind, var rummet tomt. Stemningen var trykkende og kold, og kuldegysninger løb ned ad min ryg, mens en uforklarlig angst greb os begge. Vi flygtede ud af lejligheden i panik.
Vi stod udenfor i næsten en halv time, før vi endelig samlede mod til at gå tilbage. Men det, der mødte os, var fuldstændig uventet: Alle morfars ting var ordnet og sat på deres vante pladser, som om ingen nogensinde havde pakket dem ned. Det var både en lettelse og dybt foruroligende. Efter den nat besluttede vi, at vi aldrig ville vende tilbage til lejligheden, og lod et ejendomsmæglerfirma ordne alt med salget. Heldigvis har de nye beboere aldrig oplevet noget mærkeligt, siden de flyttede ind. Alligevel kan jeg stadig mærke kulden fra den nat, og følelsen får stadig hårene til at rejse sig, hver gang jeg tænker på den uhyggelige oplevelse.
