Vi besluttede os for at adoptere en hund fra et internat. Min mand, Lars, ønskede at købe en racehund. Hans argument var, at racen står for ædelhed, intelligens og loyalitet.
Men jeg bad ham om at tage med mig til et internat, og efter lidt tøven gik han med til det. I alle de år, vi har været sammen, har Lars aldrig sagt mig imod. Hvorfor en hund, spørger du måske, og ikke et barn? Vi er et ensomt par og har nået en respektabel alder. Vi forstår begge meget godt ansvaret for et væsen, der er blevet afhængigt af os.
Et barn skal opdrages, uddannes og vokse op. Det er et langsigtet projekt, mens vi med en hund vil være sammen til enden. Hunden vil blive vores fælles barn, mit og Lars’.
Internatet var et skræmmende syn. En kvalmende duft blandet med en uudholdelig larmen af gøen og hylen, der skar i sjælen. Alle hundene, som forladte børn, så på os med håb, som om de rakte armene frem.
Vi gik langs de uendelige rækker af små bure, mens hundredevis af øjne fulgte hver vores bevægelse. Hvorfor må disse dyr dog lide sådan, tænkte jeg? Hvis vi ikke havde forladte dyr, ville vi heller ikke have forladte børn, og børnehjemmene ville blive overflødige.
Dyr, som børn, kræver tålmodighed, kærlighed og omsorg, og taler endda et “fremmed” sprog, vi ikke altid forstår og oversætter som det passer os bedst.
Pludselig stoppede Lars op ved et bur. Der lå en hund, som virkede uninteresseret i alt omkring sig, med et slukket blik. Den reagerede ikke på vores nærvær. Det var som om, den var døv og blind. “Hvorfor denne vagabond? Tag hellere denne, den er da race,” foreslog en medhjælper på internatet.
“Han er en kastanje, der er blevet svigtet og leveret tilbage flere gange, og det virker som om han har besluttet at tage afsked med livet ved at sulte,” sagde en ung frivillig trist om denne sørgelige hunds historie. Lars prøvede at tale til hunden, men den vendte sig ligegyldigt væk, og troede ikke længere på mennesker.
“Han er meget god og lydig, og selvom han er en blandingshund, er han meget loyal, modsat ‘naturens konger’,” sagde pigen med en tro på håb i sin stemme, mens hun fulgte os opmærksomt. Jeg rakte hånden gennem tremmerne for at klappe hunden. Den vendte sig mod mig og snusede til min hånd med et varmt, fugtigt næsebor.
Jeg lo. Hunden sukkede dybt, rejste sig på sine ben og logrede med halen. “Et mirakel!” udbrød den unge frivillige, “I er de første, han reagerede på.” Internatets leder, en egentlig venlig, men ikke videre engageret mand, bemærkede stille, at dyrlægen allerede forberedte hunden til aflivning.
Den unge kvinde supplerede, “Ved I, han forstår alt og hyler stille om natten, som om han sørger over sin skæbne, og han har endda tårer i øjnene. I har sikkert ikke set hunde græde, men det har jeg!” fortsatte hun, med øjnene fugtige af følelser.
I det øjeblik lignede Lars denne livets medtagne hund. Jeg vil aldrig glemme, hvordan hans øjne tiggede om nåde, ligesom hundens blik. Vi så hinanden længe i øjnene. I hans sjæls dyb kogte en storm af følelser, han havde ikke glemt menneskelig svigt, men han længtes sådan efter en familie!
Pludselig vågnede en trang til at leve i hunden! Han hylede, klagende og sørgmodig, som om al smerten væltede ud. Internatets personale samledes omkring os. Mange græd uden at skjule tårerne. Lars knælede foran hunden, som i en bøn om tilgivelse for hele menneskehedens synder.
“Hans navn er Trofast,” sagde en ansat, mens han gav os snoren. Hele internatet fulgte os med blikke, da vi gik. En meget troende medarbejder velsignede os diskret. Dette tegn bandt os som en familie for evigt.
Min mand glemte alt om at købe en racehund. I det hele taget, virker “at købe en hund” ikke lidt mærkeligt? Kan man købe en ven, eller sælges loyalitet og kærlighed?
Hunden trippede ved siden af os, og Lars frigjorde ham fra snoren; nu kunne han nyde friheden til fulde. Som om han vidste, at han nu var en del af vores familie for resten af tiden, og aldrig ville græde igen.
