Det ville være svært at tro på det, der skete med min familie, hvis vi ikke selv havde oplevet det. Alt begyndte for et halvt år siden, da min kære farfar gik bort og efterlod sig en smuk lejlighed midt i København. Efter en måned besluttede vi, at det var tid til at gøre lejligheden klar, så den kunne komme til salg. En hel dag brugte vi sammen, mens vi pakkede farfars ting ned i store poser og kasser.
Da aftenen kom, tog alle hjem, undtagen min bror, der valgte at overnatte i lejligheden. Klokken seks næste morgen ringede han til mig, tydelig rystet og med stemme dæmpet af frygt. Jeg skyndte mig ud til lejligheden uden at tænke mig om. Da jeg trådte ind, så jeg straks hans skræmte ansigt, fuldstændigt bleg og forvirret. Der lød lyden af fodtrin inde i stuen, selvom der overhovedet ikke var nogen at se. Stemningen føltes tung og uhyggelig, og jeg fik gåsehud over ryggen. Frygten tog sig af os begge, og vi styrtede ud af lejligheden.
Det tog næsten en halv time, før vi fik samlet mod til at gå tilbage. Da vi trådte ind igen, blev vi overraskede over at finde alle farfars ting omhyggeligt sat tilbage på deres sædvanlige pladser. Det var på én gang en stor lettelse og samtidig så mærkeligt, at jeg blev helt urolig. Efter den oplevelse besluttede vi os for at lade ejendomsmægleren tage sig af resten, uden at vi selv gik tilbage. Heldigvis har de nye beboere aldrig nævnt noget usædvanligt siden. Alligevel får jeg stadig kuldegysninger ned ad ryggen, hver gang jeg tænker på den underlige nat.
