Vi ankom til mor.

Vi ankom til min mors sted. Vi træder ind i opgangen, og der sidder en lille dreng på fem år og græder hjerteskærende.
– Hvorfor græder du? – spørger jeg.
Han svarer med tårerne trillende ned ad kinderne:
– Jeg er kommet for at besøge min mormor. Jeg gik ud for at lege i gården, men nu vil hun ikke åbne døren.
Jeg beroliger ham:
– Din mormor er sikkert lige gået i Brugsen. Hun kommer snart tilbage.
Men han græder stadig og ryster af kulde og sorg. Han er så lille og ynkelig, at mit hjerte næsten smelter ved synet.
– Hvad hedder du?
– Ro-o-bert…
– Hvilken lejlighed tilhører du?
– Nummer atten…
Men i lejlighed nummer atten bor der nye folk, som jeg ikke kender. Jeg ringer på, men der er stille.
Jeg kunne ikke efterlade det stakkels barnet alene på trappen.
– Kom, Robert, vi går op til os. Så lægger vi en seddel til din mormor i døren.
Vi gik op til vores lejlighed. Mens min mand underholdt ham, lagde jeg en seddel i dørspalten: “Robert er i lejlighed 28”.
Da jeg kommer tilbage, leger Robert allerede med vores voksne søn, og alt er godt.
Jeg spørger:
– Vil du have suppe?
– Ja, tak.
Han spiser en hel skål suppe med stor appetit.
– Vil du have frikadeller til hovedret?
– Ja, tak.
Han spiser to store frikadeller uden problemer.
– Vil du have kompot eller juice?
– Jeg vil gerne have te.
Jeg bliver lidt overrasket, for da jeg var fem, skulle der meget til at få mig til at drikke te, hvis der var kompot eller juice i huset.
Vi sidder og drikker te med vafler, og Robert snakker med min mand. De diskuterer bilmodeller og hvor hurtigt de kan køre.
Min mor kommer hjem. Jeg forklarer situationen til hende.
Hun siger:
– Det er besynderligt. Jeg troede, der boede en kvinde på din alder i nummer atten.
Jeg ser ikke noget underligt i det. En kvinde i fyrrerne kan sagtens være bedstemor.
Min mor bliver enig, og hun begynder også at lege med Robert. Hun finder en kasse med legetøj, og de har det sjovt.
En times tid senere ringer det på døren.
Der står en kvinde på min egen alder (godt i 50’erne).
– Goddag, – siger hun. – Jeg kom hjem fra arbejde og fandt en seddel på min dør. Det må være en forveksling?
Jeg blev lidt bekymret over, at hun kom fra arbejde, og da hun sagde, at hun ikke kendte navnet Robert, blev jeg helt forvirret.
– Har du ikke mistet et barnebarn? – spørger jeg.
– Jeg har ingen børnebørn endnu, – svarer hun.
Dette puslespil går ikke op.
Jeg går ind i stuen. Alle er optaget af leg: min mor fylder en lastbil med klodser, min mand binder en snor til lastbilen, og transportdirektør Robert giver alle ordrer.
– Robert, – siger jeg, – hvilken lejlighed er du fra?
– Nummer atten, – svarer Robert, mens han fortsætter med at lege.
– Kender du denne dame?
Robert kigger hurtigt op, ser på damen fra nummer atten, ryster på hovedet og fortsætter legen.
– Og hun kender dig heller ikke, – siger jeg. – Selvom hun bor i nummer atten.
Min mor og min mand stopper forbløffet op og kigger på Robert.
– Nej, – siger Robert roligt, – jeg bor ikke der.
Vi kigger alle skiftevis på Robert og kvinden.
– Jeg bor i nummer atten, – siger hun forskrækket, – men han er ikke min dreng, ærlig talt.
Jeg kan forstå hendes forskrækkelse, min mor ser ud som om hun snart vil kaste en klods efter hende og køre hende over med lastbilen.
– Stop legen, – siger jeg og sætter mig ved siden af Robert. – Hvor kommer du fra?
– Fra Odense.
– Kender du din adresse i Odense?
Han nævner gaden, huset og lejligheden.
– Hvad er din mormors adresse?
Han opremser sin mormors adresse, og så går det endelig op for mig.
Den lille fyr havde leget med sine venner i gården og uden at lægge mærke til det, var de kommet ind i en anden opgang. Da vennerne gik hjem, gik han mod det hus, han troede var mormors – alle disse opgange ser jo ens ud. Døren blev ikke åbnet for ham, så han blev bange og begyndte at græde.
Så gav vi Robert en legetøjsbil som en lille gave og gik over til mormor, som sikkert var bekymret til døde.
I nabogården hører vi en stemme kalde:
– Robert! Roooobert!
Vi skynder os derhen og møder en helt forfærdet kvinde på min alder (hun har lige rundet de 60, men holder sig godt).
– Er det jeres?
– Ja, han er vores!
Hun omfavner os allesammen med tårer i øjnene.
Vi forklarer situationen, og så griner vi lidt af det hele. Mormorens grin er dog nervøst.
Robert er ligeglad; han har en ny legetøjsbil. Hvad er der at gøre, når verden kun drejer sig om leg?
Mormor takker os titusind gange, og vi skynder os hjemad, før hun takker sig selv helt i spåner.
Mens vi går tilbage, hører vi hende sige:
– Robert, kom nu ind og spis frokost, du må være sulten.
– Jeg har allerede spist, – siger Robert og leger med sin bil.
– Han har spist, – bekræfter jeg, mens jeg vender mig om. – Forret, hovedret og te.
– Utroligt! – undrer mormor sig. – Han plejer at spise så lidt, det er en kamp at få en skefuld suppe i ham.
Jeg løfter et øjenbryn forbløffet over at huske, hvor godt Robert spiste hos os. Han råber endelig til os:
– Hej hej! Jeg kommer igen i morgen!