Nanna kunne simpelthen ikke finde lykken. Hun nærmede sig de fyrre, og stadigvæk var hun alene. Ellers havde hun alt fra naturens side: både et klart hoved og et venligt udseende. Hun havde et godt job, en høj løn, men den kvindelige lykke lod vente på sig.
Hendes forældre, Kirsten og Bent, var meget bekymrede for deres datter. De hjalp hende, mest moralsk selvfølgelig, for økonomisk kunne hun nemt hjælpe dem. De afslog dog altid hendes tilbud.
Bliv nu boende her hos os, Nanna, der er masser af plads! De penge får du nok brug for, den dag du finder dit eget held! sagde Kirsten og Bent gang på gang.
De havde ondt af Nanna hver dag, når hun kom træt hjem fra arbejdet:
Der er jo ingen udover os, der har ondt af dig, stakkels pige! sukkede hendes mor.
Når vi ikke er her mere, bliver det hårdt for dig at være alene! Der bliver ikke nogen at betro sig til! Du må altså ud og finde lykken, min datter! supplerede Bent.
Og sådan sad de alle tre foran fjernsynet. År ud og år ind blev lykken søgt foran skærmen. Det var så kedeligt, at man næsten begyndte at gabe.
Især var det mærkeligt at høre Bent tale om, at “når vi ikke er her mere”. Nanna var født, da Kirsten og Bent begge var 19 år de havde giftet sig tidligt af stor kærlighed, så det var vel lidt tidligt at tale om livets ende.
Allerede under studietiden havde Nanna mødt en fyr, Morten. Han var stor og lidt klodset. Sjov, og hvor han end gik, kom han altid til at vælte eller tabe noget.
Kirsten lavede jokes om ham og kaldte ham “Morten Smadret Tisviler” eller “ren storm i et glas vand”.
Bent plejede at imitere Mortens lidt tunge gang og hvordan han forsøgte at gribe alt, før det ramte gulvet.
Nej, min pige, sådan en klumpet type kan du ikke satse på! Alt, hvad han rører ved, går jo i stykker. Det er ikke din lykke! forsøgte hendes forældre blidt at vende Nanna fra.
Som vand, der udhuler stenen, begyndte Nanna med tiden også at se Morten som lidt af en uheldig type.
Men tiden viste, at forældrene tog fejl: Morten gjorde studiet færdig, startede et advokatfirma og giftede sig med en kvinde, der syntes, at hans klodsethed var charmerende. Morten havde bare brug for plads, så de boede nu ikke længere i lejlighed men i en villa uden for byen.
Nannas lykke er derude et sted, vi skal bare finde den! sagde Kirsten og Bent trøstende til både sig selv og datteren.
Faktisk var familien meget tæt og sammenholdet stort. For nogle måneder siden var de alle i Thailand sammen. Om aftenen kiggede de stadig glade på billederne fra turen: hvordan de slappede af, badede, og hvad de spiste og drak! Det var en dejlig ferie.
På ferien mødte Nanna en mand ved navn Rune. Han var fra Litauen.
Heller ikke denne bejler slap for forældrenes satire: Nå, så fandt du sørme dig en romantik med Rune fra Litauen, lo Kirsten.
Bent stoppede en pude ind under T-shirten og gik rundt på hotelværelset og imiterede, at Rune var godt polstret.
Nanna blev faktisk ærgerlig over forældrenes opførsel. Rune var ikke tyk; han var bare stor. De havde haft nogle fine samtaler, især om stjerner, og ved stranden pegede han tit stjernebillederne ud for hende om aftenen. Nanna gik imod sine forældre og gav Rune sit telefonnummer.
Men da de kom hjem, og Kirsten hørte, at Nanna og Rune stadig talte sammen, sagde hun straks: Ferieromancer er noget pjat! Det bliver aldrig til mere.
Det var ligegyldigt, at hverken Nanna eller Rune havde familie. Problemet var, at det var en ferieromance og det fører ingen steder hen.
Du må finde din egen lykke! Vi vil gerne støtte dig i alt, min kære. Du kan altid regne med os! forsikrede Bent.
Om sommeren tog de tre ofte sammen ud til kolonihaven åen, den grønne natur, te under æbletræet, grill i pavillonen. Alle frugter og grønt var fra egen have, og naboerne kom ofte forbi til en kop kaffe.
En dag kom naboernes søn, Mads, forbi sammen med sin lille søn, Emil, på fem år. De lignede hinanden på en prik: begge lyse, blåøjede og dækket af fregner, med store ører, der stod ud.
Senere fortalte naboerne, at Mads hustru havde forladt ham til fordel for en rig forretningsmand. Forretningsmanden ville dog ikke have Emil han lignede sin far for meget. Sådan blev Mads alene med sin dreng.
Både Mads og Emil var Nanna med det samme meget betaget af. Der var noget både menneskeligt og rørende over dem. En gnist sprang straks mellem Nanna og Mads, og Emil blev hurtigt knyttet til hende.
Kirsten gjorde grin med det igen: Mads har gnavet al guleroden, men gemt én! Jamen datter, det må være med vilje de har inviteret Mads herud for at matche ham med dig! Hvorfor have en mand med bagage?
Han er jo også en fiasko! Tænk, at konen gider gå fra ham med et lille barn! mente faren.
Men Nanna sagde for første gang imod:
Far, det er jo lige det! En kvinde går kun fra sin gode mand, hvis hun tror, han kan klare det og ikke går til i druk!
Nej, Nanna, det er ikke den lykke, du skal have! Vi vil gerne passe vores egne børnebørn, ikke nogle andres! sagde Bent.
Kirsten og Bent lukkede sig inde, og naboerne kom de pludselig ikke mere sammen med. De fik sagt alt det, de havde på hjerte. Naboerne blev såret, og de hyggelige aftenmøder ophørte.
Kirsten og Bent sad nu alene under æbletræet med deres tekopper og ærgrede sig over, at Gud ikke ville give Nanna lykke. Sådan gik sommeren hen i tristhed.
Nanna havde dog hurtigt forelsket sig i både Mads og Emil og hun elskede også sine forældre højlydt. Hun kunne ikke nænne at gøre dem kede af det og følte næsten skyld over at elske den “forkerte”. Så da havesæsonen sluttede, forlod de kolonihaven sammen og vendte hjem til lejligheden i København.
Forældrene elskede stadig deres datter, og de nævnte aldrig Mads eller Emil, hverken for sjov eller alvor, i de kolde efterårsaftener.
En dag på vej hjem så Nanna en lille rødstribet killing, der havde klemt sig ind under et bildæk for at undslippe regnen. Den var lille, våd og frygtelig ynkelig og miavede stille, morløs og helt alene lige som Emil havde været. Hele verden kunne køre hen over sådan én, tænkte Nanna.
Hun rakte instinktivt ud, løftede forsigtigt killingen op og lagde den ind under jakken. Hun var ligeglad med snavs og våde poter hun ville bare give den varme.
Nanna tog killingen med hjem, tørrede den med et håndklæde, satte en skål mælk frem og så til, hvordan den slugte mælken med den lyserøde, hurtige lille tunge.
Stakkel, hvor har du været sulten, tænkte hun.
I køkkendøren stod Bent med avisen, og efter ham Kirsten. De havde ingen varme i blikket for den lille ny beboer, kun forvirret irritation:
Hvordan skal vi nu slippe af med den? sagde de.
Den lille kat lavede en pøl midt på gulvet, før Nanna kunne nå servietten, og Kirsten gispede:
Få det kræ ud med det samme! Ellers sviner den hele lejligheden til, river møblerne, ødelægger tapetet! Bent, sig dog noget! Vi kan ikke have sådan en lopperede!
Ja, vi kommer til at lugte af kat! Ingen anstændige mennesker vil komme her mere! istemte Bent.
Mor, far, den er jo bare en baby! Vi kan købe en kradsebræt og lære den at gå på bakken. Se nu, hvor sød den er! forsøgte Nanna venligt.
Familien havde ingen allergier, og lejligheden var stor men Kirsten insisterede.
Nej, det gør vi ikke! Og ingen diskussion! sagde hun, halvt råbende.
Du kan tage den til internatet, de har pligt til at tage imod hjemløse dyr. Og hvis de siger nej, så sig, du skriver til avisen! råbte Bent med avisen i hånden.
Nanna samlede roligt killingen op og forlod lejligheden.
Det gjorde kun ondt. Hvordan kunne hun ved næsten fyrre ikke eje noget selv? Hverken barn, mand, eller tag over hovedet? Selv en kat måtte hun ikke have i sit liv! Hun længtes efter bare sit eget værelse, et sted, hvor hun kunne være sig selv og ikke behøvede at spille roller.
I stedet for at tage killingen på internatet, gik Nanna spontant ind i det nærmeste ejendomsmæglerkontor.
Kort tid efter fandt hun en lille etværelses, hvor udlejeren specifikt havde skrevet: “dyr tilladt”.
For første gang følte Nanna sig som rigtig voksen. Hun købte alt til katten. Dyrlægen fortalte, at katten var en hun og cirka otte uger gammel. Nanna kaldte den Frida.
Allerede nu følte Nanna sig en smule lykkeligere. Hver gang hun så på Frida, tænkte hun på lille Emil og hans far Mads.
En dag ringede telefonen. Det var Mads overraskende, eftersom Kirsten og Bent havde brændt alt med naboerne. Men Mads sagde bare venligt: Hej! Hvordan går det? Emil vil gerne sige noget til dig.
Nanna! Vi savner dig! Kom og besøg os! Vi glæder os sådan, sagde drengen i røret.
Jeg kommer men må jeg tage min kat med? spurgte Nanna.
Ja da, du må tage hele Cirkus Stribemis, lo Mads. Vi henter dig hvor bor du?
Sådan fandt Nanna sin lykke på trods af alt og alle blev hun lykkelig med Mads, Emil og Frida. Og snart skulle Emil have en lillebror. Eller søster hvad gør det?
Nanna glemte aldrig sine forældre. Hun elskede dem stadig og ringede ofte bare for at sige, at hun havde det godt og havde fundet lykken. Nok ikke som de havde håbet, men hendes egen lykke.
Måske, tænkte Nanna, forstår Kirsten og Bent det en dag og accepterer det og måske får de så også lov at holde små barnehænder og høre små fødder trippe rundt på gulvet igen.
Mit liv har lært mig, at lykken ikke altid ser ud, som forældre eller andre forestiller sig men det gør den ikke mindre sand eller smuk.
