Jeg, Nanna, har efterhånden opgivet at finde den store kærlighed. Snart runder jeg de fyrre, og alligevel er jeg stadig alene. Jeg mangler jo ellers ingenting både klogskab og udseende har jeg fået i vuggegave. Jeg har en god stilling, tjener godt med kroner, men det der kvindelykke har været undvigende.
Mine forældre, Kirsten og Henrik, bekymrer sig altid om mig. De støtter mig mest på det følelsesmæssige plan, for økonomisk kan jeg jo hjælpe dem langt mere, end de kan hjælpe mig. Men de nægter altid at tage imod.
Bliv endelig boende hos os, lille skat! Der er jo plads nok. Dine penge får du brug for, når du en dag finder lykken sagde de tit til mig.
Hver dag havde de ondt af mig, når jeg trådte træt ind ad døren efter arbejde.
Der er jo ingen andre end far og mig, der kan give dig lidt omsorg, min pige, sukkede mor.
Det bliver trist for dig, når vi ikke er her mere! Hvem skal du så betro dig til? Du må altså ud og søge dit eget held, sagde far og lagde en hånd på min skulder.
Så sad vi tre sammen foran fjernsynet. Sådan gik år efter år, dag efter dag lykken blev søgt fra sofaen med dekorationer fra TV. En kedsommelig rutine, der næsten fik mig til at gabe.
Det var særligt underligt at høre far snakke som om de snart ikke skulle være her længere. Jeg blev født da Kirsten og Henrik kun var 19, gift på grund af kærlighed. Det føltes mærkeligt tidligt at snakke om døden.
Jeg havde engang, mens jeg læste på universitetet, mødt en fyr, Mikkel. Han var en stor, lidt klodset fyr, altid god for et grin. Hvor han end gik, væltede eller tabte han et eller andet.
Mor drillede ham kærligt og kaldte ham Mikkel-Mussel eller vores lille katastrofe.
Henrik lavede sjove imitationer af hans tunge gang og forsøg på at gribe alt det, han tabte.
Skat, han er da ikke heldig: alt, hvad han rører, går i stykker! Han er ikke din lykke, sagde de altid mildt.
Efterhånden begyndte jeg selv at se Mikkel som lidt af en klovn.
Men forældrene tog fejl: Mikkel blev færdig på universitetet, startede eget advokatkontor og blev gift med en, der synes hele hans klodsethed var bedårende. Han havde blot brug for lidt plads; nu boede de i hus på landet frem for i lejlighed.
Nannas lykke venter nok stadig et sted derude, trøstede Kirsten og Henrik både mig og sig selv med.
Men egentlig havde vi det skønt sammen som familie. For et par måneder siden var vi sammen i Thailand, og nu nyder vi om aftenen at se på billederne: sol, afslapning, god mad og hygge! En rigtig god ferie.
Der mødte jeg en mand, Lars, fra Bornholm.
Selv denne flamme blev gjort til grin af mine forældre:
Hov, vi fik sørme et Lars-liv i gave fra Bornholm! fjollede mor.
Henrik stak en pude ind under trøjen og vraltemimede, at Lars så stor ud.
Jeg blev faktisk lidt ked af det på Lars vegne. Han var ikke overvægtig, bare solid. Og utrolig interessant han vidste alt om stjernerne og pegede dem ud for mig hver aften ved stranden. Trods forældrenes drilleri gav jeg ham mit nummer.
Men da vi kom hjem, og mor fandt ud af, at kontakten fortsatte, afviste hun straks:
Sommerflirter fører aldrig til noget godt, skat!
Det var komplet ligegyldigt for dem, at hverken jeg eller Lars havde familie. Det vigtige var bare, at det var en ferieflirt en blindgyde.
Du kan altid regne med os, søde pige! Vi skal nok hjælpe dig med at finde lykken! forsikrede far.
Om sommeren tog vi altid sammen ud til kolonihaven! Natur, å, te under æbletræet, grillmad ved pavillonen. Vi havde egne grøntsager, frugt. Naboerne kiggede ind til fælleshygge.
En dag kom naboens søn, Søren, forbi med sin lille søn, Malte. Begge med lyst hår, blå øjne og fregner som solskin over næsen. De havde også samme øre, der stak lidt.
Senere fortalte naboerne, at Sørens kone var gået fra ham for en forretningsmand. Malte blev heller ikke accepteret af mors nye kæreste han mindede for meget om far. Hvis han havde lignet sin mor, gik det måske, men nej. Så nu stod Søren alene med Malte.
Jeg syntes de begge var skønne. Der var noget rørende menneskeligt over dem, og mellem Søren og mig var der lynhurtigt en gnist. Og Malte søgte min opmærksomhed fra første færd.
Mor begyndte igen at gøre grin:
Søren har guffet alle gulerødderne, han tog bare én tilbage! Hans forældre har sikkert inviteret ham for at præsentere dig! Hvorfor dog vælge en mand med bagage?
En rigtig mand bliver ikke forladt af sin kone især ikke med et lille barn! udbrød far.
For første gang sagde jeg imod:
Far, måske har hun efterladt barnet, fordi hun vidste, han ville tage ansvar, og ville give Malte en god opvækst!
Nej, Nanna, det er ikke lykken. Find din egen. Vi vil jo have egne børnebørn, rigtige små hænder at holde og høre små fødder trampe rundt herhjemme…
Efter det lukkede mine forældre sig inde, talte ikke længere med naboerne. Vi fik at vide, hvor lidt vi var værd i deres øjne, og fælleshyggen i haven ophørte.
Så sad Kirsten og Henrik og drak te under æbletræet og sukke over, at Gud ikke ville give mig kvindelykke. Sommeren forsvandt i sorg og frustration.
Men jeg elskede alvorligt både Søren, Malte og mine forældre. Jeg ville ikke skuffe dem, og jeg følte mig endda skyldig over at være glad for en forkert mand ikke som de havde drømt om. Da kolonihavesæsonen sluttede, rejste vi igen hjem til lejligheden, de tre sammen.
Mine forældre elskede mig stadig, og om efteråret undlod de helt at nævne Søren og Malte hverken for sjov eller alvor.
En dag, på gaden, så jeg en lille rødstribet killing, der søgte læ under et bilhjul for regnen. Den var våd, lille, og miavede ynkeligt. Uden mor, uden nogen. Helt alene, akkurat som Malte havde virket for mig den sommer. Den sad der, hvor et hjul kunne gøre en ende på det korte liv.
Instinktivt rakte jeg ud, samlede det forsigtige lille væsen op og skjulte det under min jakke. Det betød intet for mig, at den var våd og beskidt; det vigtigste var at give den varme og tryghed.
Jeg tog killingen med hjem, tørrede den med et viskestykke og hældte lidt mælk op i en underkop.
På køkkengulvet sad jeg og fulgte fascineret dens slubrende, ivrige slikke-tunge.
Sulten lille stakkel, tænkte jeg.
I døren stod Henrik med avisen, og straks efter Kirsten. De kiggede misbilligende på gæsten.
Hvad gør vi dog med den nu? spurgte de, synligt forlegen og irriterede.
Killingen var nu mæt og gabte tilfreds. Derefter fandt den et efter sin mening passende sted og tissede.
Jeg nåede dårligt nok at hente køkkenrulle, før mor hylede op:
Få det missekræ ud straks! Den kommer til at ødelægge alt, kradser møblerne i stykker og ødelægger tapeten! Henrik, sig nu noget! Vores hjem skal ikke invaderes af lopper!
Ja, og vi kommer bare til at lugte af kat. Ordentlige mennesker vil ikke komme på besøg mere! stemte han i.
Mor, far, den er jo kun en baby! Vi kan jo lære den at bruge bakke og købe en kradsetræ! Se hvor sød den er!
Men nej, nej og atter nej! Mor var rasende.
Ifølge reglerne skal dyr afleveres på internat! Du kan true dem med at skrive i avisen, hvis de nægter at tage imod! råbte far med avisen i hånden.
Uden et ord samlede jeg killingen op, og smækkede døren bag mig.
Det gjorde ondt! Tænk, at jeg som 40-årig hverken har mand, børn eller bare mit eget lille hjem. Ikke engang tilladelse til at få en kat. Nu må det være nok jeg vil have mit eget sted, bare et lille værelse, hvor jeg kan være mig selv.
I stedet for internatet gik jeg direkte til en ejendomsmægler. De fandt hurtigt en lille lejlighed, hvor det var tilladt med husdyr.
Første gang i mit liv følte jeg mig som hjemmets hersker. Først købte jeg alt til killingen. Dyrlægen fortalte, at det var en hun på cirka to måneder. Jeg døbte hende Viola.
Pludselig følte jeg mig faktisk lidt lykkeligere. Og hver gang jeg så på Viola, tænkte jeg på Malte og Søren.
Så ringede telefonen! Jeg troede ikke mine egne ører for mine forældre var da blevet gevaldigt uvenner med naboerne i kolonihaven! Men Søren ringede, nærmest ubekymret:
Hej Nanna, hvordan går det? Malte vil gerne sige noget!
Jeg smilede straks, for jeg kunne næsten mærke de små fregner og nysgerrige øjne.
Nanna! Vi savner dig! Vil du ikke komme og besøge os? Vi venter på dig, sagde den lille stemme.
Jeg kommer, men jeg har Viola med, går det an?
Der lød glad latter fra Søren: Om du så tager et helt cirkus med! Vi henter dig bare, sig adressen!
Sådan fandt jeg min lykke, på trods af alt sammen med Søren, Malte og lille Viola. Og snart får Malte en bror eller søster hvad gør det?
Jeg glemmer ikke mine forældre. Jeg elsker dem stadig. De er stadig mine forældre.
Jeg ringer ofte bare for at sige, at jeg har det godt og har fundet det, jeg søgte.
Det er måske ikke den lykke, de drømte om for mig. Men den er min egen.
Måske forstår de det en dag, og så kan de holde om små hænder og høre små fødder trampe gennem min lejlighed…
