Nanna kunne bare ikke finde lykken. Lige om lidt fylder hun fyrre, og hun er stadig helt alene. Og ellers har Gud ellers givet hende alt: både klogskab og ynde. Hun har et godt arbejde, høj løn, men det kvindelige lykke mangler stadig.
Else og Poul – Nannas forældre bekymrede sig meget om deres datter. De støttede hende, mest moralsk, selvfølgelig. Økonomisk kunne hun jo sagtens selv hjælpe dem. Men de afslog altid.
– Bo du trygt herhjemme, min pige, vi har masser af plads! Og pengene får du nok brug for, den dag du finder din lykke! sagde Else og Poul altid til hende.
Og hver eneste dag havde de ondt af deres Nannapige, når hun kom træt hjem fra arbejde:
Og der er jo ingen til at tage sig af dig, stakkel, ud over os! sukkede moren.
Når vi en dag ikke er her mere, så bliver det svært for dig! Der bliver ikke engang nogen at klage sin nød til! Du må altså ud at finde din lykke, min pige! tilføjede faren.
Og så satte de sig alle tre foran fjernsynet. År efter år, dag efter dag, fortsatte jagten på lykken foran skærmen! Kedsomhed, så man kunne gabe!
Især lød det mærkeligt, når faren talte om “når vi ikke er her mere”! Nanna blev nemlig født, da Else og Poul kun var 19 år. Gift af stor kærlighed! De var jo stadig forholdsvis unge, så det lød for tidligt at snakke om sådan noget.
Nanna havde også, mens hun gik på uni, mødt en fyr Mads. Han var stor og lidt klodset. Sjov på sin egen måde. Uanset hvor han gik, fik han altid væltet eller tabt et eller andet.
Else lavede sjov med ham og kaldte ham for “Mads med glasset” eller “det gående uheld”.
Og Poul imiterede hans vralten og hvordan han febrilsk greb ting, der var ved at falde.
Nej, min pige, han er jo helt uheldig; alt, han rører ved, går i stykker! Han er ikke din lykke, nej slet ikke! forsøgte de blidt at vænne Nanna fra kæresten.
Dråben huler stenen, og efter nogen tid begyndte hun faktisk at synes, at Mads var ret uheldig.
Men forældrene tog fejl: Mads afsluttede universitetet, startede eget advokatfirma, blev gift med en pige, der så hans charme i al klodsetheden. Mads havde bare brug for mere plads omkring sig. Nu bor de uden for byen i eget hus.
Nannas lykke render stadig derude et sted, vi må finde den! sagde Else og Poul både til datteren og trøst til sig selv.
Men ellers var de en god og tæt familie! For et par måneder siden var de alle sammen i Thailand. Nu elsker de at kigge på billeder om aftenen; se hvad de oplevede, hvad de spiste og drak. Det var en dejlig ferie!
På rejsen mødte Nanna en mand, som hed Steffen. Han var fra Norge.
Også denne bejler blev straks udsat for forældrenes sædvanlige humor:
Nu har vi minsandten fået en romance med Steffen fra Norge! lo Else.
Og Poul stoppede en pude under trøjen og vagabonderede rundt på hotelværelset, mens han gjorde grin med, hvor stor Steffen var.
Nanna blev faktisk lidt ked af det på Steffens vegne. Han var ikke tyk, bare bredskuldret. Og han var interessant at snakke med. Han vidste meget om stjernerne og viste hende dem på himlen om aftenen ved stranden. Trods forældrenes mening gav Nanna ham faktisk sit telefonnummer.
Men allerede da de kom hjem, og Else hørte, at Steffen og Nanna stadig havde kontakt, sagde hun:
Ferieromancer er bare noget pjat! Det ender aldrig godt!
Det var ligegyldigt, at hverken Nanna eller Steffen havde familie det vigtige, mente de, var at ferieromancer fører ingen vegne.
Find din lykke, min pige! Vi vil jo støtte dig hele vejen! Du kan altid regne med os, vores elskede! forsikrede Poul.
Om sommeren tog de alle tre på sommerhusferie! Å, hvor de nød naturen, åen, eftermiddagste under æbletræet. Grill under pavillonen. Alle frugter og grøntsager var hjemmedyrkede. Og naboerne kom tit forbi til hyggelige aftener. Engang kom naboens søn, Jesper, med sin lille dreng, Magnus, på fem år. Begge to var lyshårede, blåøjede og med fregner. Ørene stak præcis ens ud.
Naboerne fortalte, at Jespers kone havde forladt ham til fordel for en forretningsmand. Magnus var ikke ønsket af forretningsmanden han lignede jo faren for meget. Havde han lignet moren, kunne det gå an! Men et barn, der mindede om den anden mand, ville han ikke have. Så Jesper stod alene igen med sin lille dreng.
Nanna fandt både Jesper og Magnus meget rørende: der var noget virkelig menneskeligt over dem begge. En gnist sprang mellem Jesper og Nanna, og Magnus søgte straks Nannas selskab.
Else lavede straks sjov:
– Jesper har ædt alle gulerødderne, undtagen én! De har da inviteret dig herud med vilje for at præsentere dig! Hvorfor skal du have en mand med et vedhæng?
– Han er jo uheldig! En god mand bliver ikke forladt, især ikke med et lille barn! mente Poul.
For første gang modsagde Nanna sin far:
– Far, det er netop pointen! En kvinde ville kun efterlade sit barn til en god og ordentlig mand fordi hun stoler på ham!
– Nej, Nanna, det er ikke din lykke! Find din helt egen! Vi vil gerne have vores egne børnebørn at holde i hånden og høre små fødder løbe rundt
Else og Poul lukkede straks af. De stoppede kontakten med naboerne. Sagde alt, hvad de mente. Jespers forældre fik at vide en masse nyt og sårende om sig selv. Nabohyggen stoppede brat.
Else og Poul blev ved at drikke te under æbletræet og beklage sig til Gud over, at Nanna stadig ikke havde fundet kvindelig lykke. Sådan gik sommeren i vemod.
Men Nanna var kommet til at holde meget af både Jesper og Magnus, og elskede stadig sine forældre. Hun kunne slet ikke bære at gøre dem kede af det. Hun følte sig skyldigt forelsket i den forkerte ikke sådan én, som mor og far havde forestillet sig. Så da sæsonen sluttede, kørte de hjem, alle tre sammen, til lejligheden i byen.
Forældrene elskede hende stadig og nævnede aldrig Jesper og Magnus, hverken i sjov eller alvor.
En regnfuld dag så Nanna pludselig en lille rød killing, bange og våd, gemt under et bildæk. Den miavede ynkeligt og var helt alene uden nogen morkat. Den mindede hende om lille Magnus og havde i det hele taget ingen at tage sig af sig den var helt alene i hele verden! Den sad bare og ventede på, at et dæk ville knuse dens lille liv.
Instinktivt rakte Nanna armene ud, tog forsigtigt killingen op og gemte den under jakken for at varme den. Hun var fuldstændig ligeglad med, at den var våd og beskidt alt, hun ville, var at give den varme og omsorg.
Hun tog den lille hjem, tørrede den i et håndklæde og gav den mælk i sin bedste skål.
Hun satte sig ned på køkkengulvet og så killingen slubre mælk i sig med lynsnelle, lyserød tunge.
Den må have været sulten, tænkte Nanna.
I døråbningen stod Poul med sin avis, og bag ham Else. De kiggede også på det uventede gæst, men deres ansigter var mere hårde og forvirrede end rørte.
Hvad skal vi gøre med det kræ nu?
Killingen blev mæt, gispede tilfreds og fandt straks et sted på gulvet at lave en lille pyt.
Nanna nåede ikke engang at finde servietten frem, før Else skreg:
Få det bæst ud NU! Den sviner hele lejligheden til! Den kradser møbler, river tapet ned! Poul, sig nu noget! Her skal ikke bo sådan nogle lopper!
Ja, vores hjem vil jo lugte af kat! Hvilket ordentligt menneske gider så komme på besøg? istemte Poul.
Mor, far, den er jo bare en lille killing! Vi køber kradsetræ, lærer den at bruge bakke. Se nu, hvor sød den er!
Nanna kunne slet ikke forstå deres modstand ingen havde allergi, og plads var der nok af i lejligheden.
Nej, nej, NEJ! Ingen katte i vores hjem! sagde moren med al sin varme ildhu.
Kære datter, jeg forstår godt, at du havde ondt af den, men aflever den på internatet. De skal tage sig af de her dyr! Hvis ikke, så truer du dem bare med at skrive om dem i avisen! råbte Poul og viftede med avisen.
Nanna strøg killingen til sig og smækkede døren bag sig.
Hun var ked af det og følte sig forurettet. Hvordan kunne det være, at hun i en alder af 40 ikke havde noget, der var hendes eget: ikke børn, ikke mand, ikke engang tag over hovedet? Ja, hun havde ikke engang sit eget liv! Ikke engang en kat måtte hun få! Nej, hun havde brug for sit eget sted, bare et lille værelse! Et sted, hvor hun kunne være sig selv.
I stedet for at køre til internatet gik hun ind på et ejendomsmæglerkontor.
De fandt hurtigt en lejlighed til hende, hvor det var tilladt med husdyr.
For første gang i sit liv følte Nanna sig som sin egen herre. Det første hun gjorde var at købe udstyr til killingen. Dyrlægen sagde, det var en hunkat på ca. 2 måneder. Nanna kaldte hende Freja.
Og allerede nu følte hun sig lidt mere lykkelig. Hver eneste dag fik Freja hende til at tænke på lille Magnus og hans far Jesper.
En dag ringede telefonen. Det var slet ikke ventet, for Poul og Else havde jo fået grundigt raget uklar med naboerne på sommerhusvejen! Alligevel ringede Jesper! Helt ubekymret sagde han: Hej! Hvordan går det? Magnus vil sige dig noget!
Nanna smilede og fik straks billedet op af den fregnede dreng og hans nysgerrige øjne.
Nanna! Vi savner dig! Kom på besøg! Vi venter på dig, far og jeg! sagde en lille barnerøst.
Jeg kommer men må jeg tage killingen med? spurgte hun.
I røret lød Jespers glade stemme: Du må tage hele Cirkus Benneweis med, hvis du vil! Vi henter dig med det samme, sig bare adressen!
Sådan fandt Nanna sin lykke trods alle omstændigheder blev hun lykkelig med Jesper, Magnus og Freja. Og snart får Magnus en lillebror. Eller en søster hvad gør det til forskel!
Fuldstændig har Nanna dog ikke glemt sine forældre. Hun elsker dem stadig højt. Forældrene er stadig forældre for hende.
Nanna ringer ofte til Else og Poul bare for at sige, at hun har det godt og har fundet sin lykke. Godt nok ikke den lykke, de havde forestillet sig. Men det er hendes!
Måske forstår Else og Poul en dag det hele og kan acceptere hendes valg. Måske vil de endda selv få mulighed for at holde små barnehænder og høre små fødder løbe over gulvet igen
Jeg har lært, at lykken nogle gange må findes på trods af andres meninger. Nogle gange skal man bare følge sit hjerte, for kun dér ved man, hvad der gør én glad.
