Mikkel trådte ud af toget på perronen og trak vejret dybt. I sin hjemby var luften simpelthen anderledes end alle andre steder i verden. Og han havde været mange steder. Men altid var der trukket ham hjem igen.
Han gik gennem de gader, han kendte fra barnsben, og bemærkede selv de mindste ændringer. Der var hans gård, omkranset af fire murstensbygninger med fire etager hver: to lange med fem opgange og to korte med to. Gården var rummelig, delt i to – en legeplads med en farverig rutschebane, en sandkasse og nogle simple gymnastikrekker. Engang var der også en gynge og et klatregerigt, som lokalt blev kaldt “edderkoppens net”. Fra et fald derfra havde Mikkel et ar over øjenbrynet.
Den anden side af gården var et aflukket fodboldfelt med mål og en basketballkurv. Om vinteren blev der lagt is til skøjtebane. Tidligt om morgenen var gården tom. Hvis der havde været en bold, ville Mikkel helt sikkert have sparket den i mål, som han plejede.
Åh, det var lykkelige tider. Søren var flyttet til Grønland, giftet sig og fået to børn. Og Jonas sad inde for anden gang. Ja, livet havde spredt dem for alle vinde.
En mand med en hund kom ud af opgangen, og Mikkel råbte, at han ikke skulle lukke døren. Den svage pære i opgangen var til ingen nytte. Han måtte stå et øjeblik og vænne sig til halvmørket. Uanset hvor mange gange de forsøgte at skifte til stærkere pærer, var der altid nogen, der satte svage tilbage. Det var en evig kamp. Underligt, at ingen nogensinde var brækket benet på de smalle, mørke trapper.
Mikkel gik op til anden sal og standsede foran den metaldør til højre. Her havde Frederikke engang boet. Ikke Frede eller Frida, men Frederikke. Sådan ville hun kaldes. Hans første, desperate og ubesvarede kærlighed.
Tidligere havde han ofte trykket på hendes ringeklokke og så løbet op til sin lejlighed på tredje og ventet på, at hun åbnede. Tanken strejfede ham om at gøre det samme, men han løb ikke så hurtigt op ad trapperne længere. Og det var ikke noget for en voksen mand at lave sådan noget fjoget. Desuden var han ikke sikker på, om hun overhovedet boede der stadig.
Han smilede skævt og fortsatte op til sin lejlighed. Der var hans dør. Det var altid mor, der åbnede, selv da far levede. Han døde for to år siden. Mikkel var til søs dengang og kunne ikke komme til begravelsen.
Han trykkede på ringeklokken. Låsen klikkede, og døren gik på klem. Da hun så ham, åbnede hun den helt og trådte frem.
»Mikkel, min dreng!« De omfavnede hinanden lige der i døren. Mor trak sig lidt tilbage. »Lad mig lige se dig.« Så trykkede hun ham tæt igen.
Da far levede, farvede hun sit hår og satte det pænt. Nu var der en l”Mikkel smilede og tog Frederikkes hånd, mens vinden blæste gennem gaderne i Århus, og han vidste, at han endelig var kommet hjem for godt.”
