Vent på mig, Freja Mikkelsen!
Skoleklokken ringede, og gangene blev langsomt tomme. Lærerne gik til deres klasselokaler og skubbede de sene elever videre.
Udenfor hviskede det unge løv, og solen lokkede til udendørs aktiviteter. Freja Mikkelsen standsede foran klasseværelset. Ligesom eleverne havde hun lyst til at droppe alt og gå en tur i den forårsfyldte by. Hun sukkede og trådte ind. 7.B rejste sig med en larmende buldren.
“Godmorgen. Sæt jer ned, tak,” sagde hun og gik hen til lærerbordet.
“Hvem er fraværende i dag?” Hun kastede et hurtigt blik rundt i klassen.
Den flittige Alberte Toft rejste sig og sagde på engelsk, at Bertram var syg og at Mads Christensen ikke var der. Hun var altid kvik, for hun talte bedst engelsk i klassen. En hvisken bredte sig i lokalet.
“Mads, hvad er der med Mads?” spurgte Freja på dansk.
Mads var naboen til Bertram.
Alle i skolen vidste, at Bertrams far for et år siden var kommet ud af fængslet. Han arbejdede ikke, drak og bankede sin kone uden skrupler. Sønnen fik også tæsk, når han forsvarede sin mor. Bertram kom ofte i skole med blå mærker. Før idræt ventede han, til alle andre var gået, så de ikke skulle se de mørke mærker på hans krop. Men alle vidste, at faren slog. Naboen Mads fortalte om det.
Freja syntes godt om Bertram og følte med ham. Drengen var flot og moden for sin alder. I dysfunktionelle familier vokser børn hurtigt op. Han klarede sig godt i skolen og var kvik til at lære. Kun engelsk var svært for ham, men han gjorde sit bedste.
Efter universitetet var Freja vendt tilbage til sin gamle skole som engelsklærer. Hun ville ikke efterlade sin mor alene, så hun tog ikke til København eller fik arbejde på en privatskole, som mange af hendes studiekammerater gjorde.
De ældre elever fik engelsk af en mere erfaren lærer. Freja fik de yngre klasser. I starten forsøgte de at sabotere hendes timer, men så vænnede de sig til den unge lærer og holdt af hende. Hun klædte sig konservativt, men bag den seriøse facade kunne man ofte se et venligt smil og glimt i øjnene.
Pigerne kopierede hendes manerer, og drengene gemte deres forelskelse bag grovhed. I år havde Freja fået ansvaret for 7.B.
“Freja Mikkelsen, i går blev hans far fuld igen og slog Bertrams mor. Hele opgangen hørte råbet. Om natten kom ambulancen og tog hende til hospitalet. Bertram ringede, da faren faldt i søvn. De ringede til politiet. De tog både faren og Bertram med, indtil de kunne finde nogen af hans slægtninge.”
“Hvad?!” Freja gispede og så igen rundt i klassen. De tavse elever ventede på, at hun skulle sige noget. Men hvad kunne hun sige?
“Okay, efter skole tager jeg på politistationen og finder ud af det hele.”
En lettelsens hvisken løb gennem lokalet.
Freja så for sig den trettenårige Bertrams ansigt. Hun havde flere gange spurgt, om han havde brug for hjælp, men han rystede altid angsteligt på hovedet. På timerne fangede hun ofte hans gennemtrængende blik, der gjorde hende forlegen, fik hende til at rødme og miste tråden.
Klassen ventede i spænding.
“Okay, lad os begynde…” sagde hun med overdreven opmuntring i stemmen.
I frikvarteret gik Freja til rektoren.
“Lars Sørensen, Bertram…”
“Jeg ved det, Freja Mikkelsen. Politiet har allerede ringet. De leder efter hans familie. Hvis de ikke finder nogen, sender de ham til et børnehjem. Faren risikerer fængsel, og moderen… Lad os håbe, hun overlever. Du ved godt, at et børnehjem heller ikke er en dans på roser. Hvad er bedst – et bæst til far eller en flok forbitrede unger?”
“Jeg vil gerne på stationen og støtte ham og høre, hvad der foregår.”
“Som klasselærer har du ret til det. Prøv. Men jeg fraråder dig at blande dig alt for meget. Jeg har oplevet det hele.” Han trak træt øjnene ned, som tegn på, at samtalen var slut.
Freja fik lov at møde Bertram. De mødtes i et rum med giftgrønne vægge og ubekvemme møbler.
“Hvordan har min mor det?” spurgte Bertram straks.
Freja blev forvirret. Hun havde ikke tænkt på at spørge om morens tilstand.
“Hun er på intensiv. De lukker ikke nogen ind. Vær ikke bekymret, det skal nok gå.” Hun prøvede at lyde overbevisende.
“Bliver min far arresteret? Forhåbentlig,” sagde Bertram med et raseri i blikket. Freja bemærkede, hvordan han trak ærmet ned over håndleddet for at skjule de grove mærker efter farens fingre.
“Har du nogen familie? Onkler, tanter, bedsteforældre?” spurgte Freja deltagende.
“Ved det ikke. Selv hvis jeg har, er der ingen, der vil have mig. Tak fordi du kom, Freja Mikkelsen.” Hans blik fik hende til at gyse. “Må jeg skrive til dig?”
“Ja, selvfølgelig,” sagde hun efter en kort tøven. “Jeg ved ikke, om du har adgang til internet eller en computer der… Jeg har skrevet min adresse og telefonnummer ned. Her.” Hun gav ham et sammenfoldet stykke papir.
“Tak. Du er god. Jeg kan godt lide dig. Virkelig meget. Jeg ved, jeg er for lille for dig. Men jeg bliver større og kommer tilbage. Vent på mig,” sagde han og så på hende med fortvivlelse og håb.
Freja blev underlig til mode af hans akavede barnlige tilståelse, men følte også en knugende medlidenhed. Hun havde lyst til at holde om ham, trøste ham, stryge hans tykke, ulydige hår. Men hun holdt sig tilbage. Han kunne misforstå hendes moderlige følelser.
En kvinde i politiuniform kiggede ind i rummet.
“Undskyld, frokosten er kommet…”
Freja forstod, det var tid at gå.
“Hold ud. Ring eller skriv, hvis der er noget. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe,” sagde hun allerede ved døren.
“Freja Mikkelsen!” Drengens knækkede stemme lød. “Vent på mig.”
Hun nikkede og forlod rummet.
Tårer trillede ned ad den unge lærers kinder. “Hvad skal der blive af ham? Hvordan kan jeg hjælpe?”
To dage senere stoppede rektogen hende på gangen.
“Freja, kom lige ind til mig.”
At han kaldte hende ved fornavn fortalte hende, at der var sket noget dårligt.
“Bertrams mor er død. Hun er allerede begravet. PsykologenOg mens Freja stod der med tårerne trillende ned ad kinderne, vidste hun, at hendes hjerte altid ville mindes ham – ikke som den knuste dreng, men som den stærke mand, der endelig havde fundet sin egen vej.
