Hvor går du hen igen?
Signe løfter blikket fra sin telefon. Morten trækker jakken på ved døren han er på vej ud igen. Han giver hende ikke engang et blik.
Til Lene. Jeg skal lige hjælpe med noget.
Signe ruller med øjnene og lægger telefonen på bordet.
Bliver du ved med at tage af sted så ofte? Det er allerede anden gang i denne uge.
Morten rynker panden og vinker med hånden.
Signe, rolig nu. Lenes vaskemaskine har lækket, hun kan ikke klare det selv.
Irritationen bobler op fra maven og breder sig som en varm bølge gennem kroppen.
Lad hende ringe efter en håndværker, foreslår Signe og rejser sig fra sofaen. Der findes specialister til det.
Det koster en formue, svarer Morten, mens han lukker lynlåsen. Jeg hjælper gratis. Hvad er der så i vejen?
Morten, du er der hver dag, siger Signe og går mod ham. Hver eneste dag! Det ene eller det andet. Hvornår stopper det?
Morten står allerede ved døren.
Signe, hun er alene med børnene. Jeg kan ikke bare forlade hende. Forstår du?
De næste ord flyder ud uden overvejelse:
Og du kan da bare forlade mig? Du er næsten aldrig hjemme!
Overdriv ikke. Vi taler, når jeg er tilbage.
Døren smækker. Signe bliver alene i den stille lejlighed. Hendes tanker fylder rummet. Hun går ind i køkkenet, hvor en bunke urent service står i vasken. Hun skruer vandet, bruger opvaskemiddel på svampen. Bevægelserne er hårde, hakkende. En tallerken rammer vaskens kant med en skinger lyd.
Et år er gået siden Mortens ven, Valdemar, døde i en uforklarlig ulykke. Signe har længe mærket medlidenhed med Lene: to små børn, ingen støtte. Morten og Valdemar har været venner siden skole, næsten som brødre. Så han skulle hjælpe. Det forstår Signe. I de første uger hjælper han.
Men hjælpen bliver ved. Morten virker som om han bor hos Lene han reparerer hendes vandhane, skifter pærer, kører børnene til børnelægehuset. Han bringer indkøb, køber tøj til børnene, betaler deres fritidsaktiviteter. Alt betales fra deres fælles konti i kroner.
De har ingen egne børn. De bor i Lenes lille étværelseslejlighed trang, men deres. De drømte om at udvide, spare op til en større lejlighed, måske få et barn. Men i løbet af det sidste år er al opsparing brugt på Valdemars familie, på børnene, på uendelige behov hos den anden familie.
Signe slår svampen i vasken. Skummet sprøjter ud og dækker væggene. Det gør hende rasende. Hun føler sig ved at koge over. Om aftenen er hun alene hjemme, mens Morten er hos Lene, hjælper, holder selskab og leger med børnene. Han ser ud til at have glemt sin egen kone.
Signe prøver at tale med ham, mange gange. Men Morten afviser hende, kalder hendes bekymringer for overdrivelse, siger hun er jaloux uden grund, at han blot hjælper en ven, nærmere en enke.
Senere på aftenen vender Morten tilbage omkring ni. Signe sidder ved computeren og færdiggør rapporter. Morten går ind i køkkenet, kedlen syder.
Jeg har ordnet alt! råber han fra køkkenet. Det var bare en knude i slangen. Jeg fik den rette, og så fungerer alt igen. Børnene er så glade! Tim og Lise er helt vilde. Vi spillede fodbold i gården, og så lavede Lene pandekager med flødeskum
Signe lytter ikke. Ordene glider forbi som ensformig støj. Morten kommer ind med en kop te.
Hører du mig, siger han.
Jo, svarer hun kort.
Du lytter slet ikke! indgiver han. Jeg fortæller, men du
Morten, jeg arbejder, siger Signe med sammenbidte tænder. Jeg skal lige færdiggøre rapporten.
Du er altid optaget, svarer han og går.
Det føles ubehageligt at høre Valdemars navn, hans børn, deres lege, de søde pandekager. Det virker som om Lene har et rigtigt hjem, mens deres lejlighed kun er et sted at overnatte.
Månederne trækker ud. Morten forsvinder stadig til Lene, nogle gange til sent på natten, vender hjem træt men tilfreds, fortæller om hjælpen, om børnenes glæde, om Lenes taknemmelighed. Signe holder mund. Hun har ikke længere lyst til at skændes.
En aften, mens de spiser færdigvarme frikadeller med byggryn, bringer Morten samtalen ind på Lenes mad.
Lene lavede i dag en rigtig hjemmelavet borscht, siger han drømmende. Med oksekød og cremefraiche.
Signe løfter blikket. En knude strammer i hendes bryst.
Jeg har arbejdet hele dagen, svarer hun køligt. Jeg har ikke tid til at lave borscht.
Men Lene finder altid tid, fortsætter han. Hendes lejlighed er altid ren, selv med børnene. Hun gør et fantastisk stykke arbejde.
Signe lægger gaffelen ned. Appetitten forsvinder.
Og hun opdrager børnene alene, siger Morten med beundring. Det kræver viljestyrke.
Signe rejser sig fra bordet, bærer tallerkenen til vasken. Deres skænderier bliver hyppigere. Morten roser Lene for mad, rengøring, børneopdragelse. Signe mister tålmodigheden, råber, at hun er træt af at høre det hele. Morten bliver såret, går. Så vender han tilbage, og cyklussen gentager sig.
Signe begynder at blive længere på arbejdet. Hun vil undgå lejligheden, hvor Morten enten er fraværende eller kun taler om Lene. Hun sidder ved computeren til sent på aftenen, drikker kaffe alene, snakker med kolleger om alt andet end sit eget liv.
Hun kommer hjem omkring midnat. Morten sover, eller lader som om han sover.
Den aften dukker hun op klokken ti. Træthed vejer som bly, hun vil bare lægge sig ned. Hun smider skoene i entréen og går ind i køkkenet, hvor Morten spiser frosne dumplings.
Der er intet at spise hjemme, siger han.
Signe standser i døråbningen.
Hvad? gentager hun stille.
Jeg siger, du har ikke lavet noget mad, svarer Morten og nikker til sin tallerken. Jeg måtte koge dumplings. Men Lene har altid mad i køleskabet. Altid. Der er kød, salater, supper. Hvad har vi? Tomhed.
Noget i Signe brister som en stram streng. Hun træder frem.
Så gå til hende! råber hun. Hvis du har det så godt der, så lad mig være!
Morten fryser med gaffelen i hånden. En dumpling falder tilbage på tallerkenen.
Signe, hvad sker der?
Jeg er træt! skriger hun næsten uden at kunne trække vejret. Jeg er træt af at høre om hendes borscht, hendes børn, om hvor fantastisk hun er! Hvis du virkelig vil erstatte ham, så tag rollen som hendes ægtemand! Det føles, som om du tilbringer mere tid der end her! Er du gladere med Lene? Gå derhen og bliv!
Morten rejser sig.
Signe, rolig. Jeg hjælper bare. Misha var min ven. Jeg er forpligtet
Hans ansigt bliver blegt.
Du er forpligtet til mig! afbryder hun. Til din kone! Ikke til hende! Jeg har medlidenhed med Lene, ja, men jeg kan ikke længere høre hendes navn hver dag. Jeg kan ikke leve med et spøgelse i vores lejlighed. Du er kun fysisk her, men din sjæl er hos hende!
Det er ikke sådan, prøver Morten at nærme sig.
Signe træder tilbage.
Så sig nej! lige nu. Fortæl mig, at du ikke længere skal til hende. At vi skal genopbygge vores familie.
Morten er tavs. Signe ser forvirring i hans øjne, læser svaret: Han vil aldrig sige nej.
Det er klart, siger hun og vender sig mod gangen. Hun griber jakken fra knagen.
Hvor skal du hen? råber Morten efter hende.
Jeg sover hos min mor, svarer hun og åbner døren. Om morgenen skal du ikke være her. Pak dine ting og gå. Jeg håber, Lene har plads til dig.
Signe, vent! Gå ikke!
Hun er allerede ude, døren smækker så hårdt, at hele bygningen ryster.
Kort efter indsender hun skilsmisse. Der er intet at dele lejligheden tilhører Signe, Mortens få ejendele pakker han i samme aften. Nøglerne efterlades på kommoden i entreen.
I retten er det stille og køligt. Signe sidder på en træbænk og venter på sin tur. Overfor hende sidder Morten, men han er ikke alene ved hans side står Valdemar med sine børn, drengen og pigen sidder lydløst ved moren. Lene holder Mortens hånd.
Signe ser på deres sammenknyttede fingre. Morten rødmer, da han mærker hendes blik, men slipper ikke hånden.
Deres navne skrives på papiret, underskrifterne sættes. Alt er klart de er ikke længere ægtefolk.
Udenfor ved retshuset ser Signe tilbage. Morten, Valdemar og børnene går mod bilen. Valdemar holder datteren i hånd, Lene bærer drengen på armen. De ligner en rigtig familie.
Signe vender om og går i den modsatte retning. Der er hverken smerte eller nag, kun en lettelse. Hun er glad for, at hun gik væk i tide, at hun ikke længere dræner sig selv i et forhold, der brød sammen.
Hun er fri. Det er det bedste valg i hendes liv. Hvad der kommer nu? Det overlader hun til skæbnen.
