Sidste år ringede en gammel veninde til mig og spurgte, om jeg kunne huse hendes bedste venner en uge hjemme hos mig. De havde besluttet at tilbringe lidt tid ved havet, her i vores lille kystby ved Vesterhavet. Det føltes sært at sige nej, så jeg sagde ja men jeg forklarede samtidigt:
Det er højsæson, så jeg kan ikke tilbyde dem et gratis værelse. Men omvendt har jeg det heller ikke så godt med at tage penge fra dine venner.
Da svarede min veninde: Bare rolig, de betaler. Penge er ikke noget problem, de er bare bange for at blive snydt af dem, der tager betaling på forhånd og så ikke lader folk komme ind eller smider dem ud midt i ferien.
Ja, jeg røg i fælden. Hvis jeg havde vidst, hvad det ville koste mig, havde jeg aldrig sagt ja.
Jeg følte mig lidt akavet, så jeg gav dem en rigtig god rabat. De fik værelset til halv pris.
Så kom dagen. I stedet for den lovede familie kom en teenagepige sammen med deres 10-årige søn. Det var lidt besværligt fordi de skulle dele et rum, og det passede ikke helt til dem.
Mødet var hjerteligt, jeg lavede en god middag, og efter vi havde spist, viste jeg dem rundt i byen. Derefter ønskede jeg dem en god ferie og gik til mine egne aftaler.
På dag to begyndte balladen: Drengen sprøjtede vand fra en vandpistol på det tændte tv. Forældrene sad i rummet, men det stoppede ham ikke. Parret undskyldte og lovede at betale for reparationen tvet gik nemlig i stykker og står stadig klar til reparation. Jeg fandt et nyt tv fra naboværelset og tilbød det til dem. Hvad skal de ellers lave om aftenen?
Så brændte en af teenagerne min elkedel hun glemte at hælde vand i før hun satte den til.
Derudover begyndte de at møblere værelset om, fordi de synes det var for lille. I farten gik der to ben af møblerne ét på natbordet og ét på bordet. Det syntes de var sjovt Ha ha, du har jo masser af møbler! Vi fikser bordbenet med lidt tape, og natbordet kan bare få noget under. Ikke noget stort.
Kulminationen blev en larmende fest, der først sluttede ved to-tiden om natten. Der var råb og grinehyl fra folk, der havde lidt for meget at drikke. Da jeg bad dem dæmpe musikken klokken elleve, svarede de: Slap af, du har fået dine penge. De skrue ned lidt men først efter jeg sagde det igen.
Der var ingen grund til at diskutere med folk, der ikke var ædru, så jeg ventede til næste morgen. Dagen efter tog jeg en snak med dem og forklarede, at sådan opførsel ikke er acceptabel de er ikke de eneste feriegæster. Jeg bad dem også tage sig af tingene.
Vennerne trak opgivende på skuldrene: Vi har jo betalt. Jeg blev vred: Tak fordi I kom som venner af en ven, ellers havde I ikke været her!
Efter det begyndte de at opføre sig lidt pænere, og tingene gik ikke mere i stykker. Men vores venskab sluttede der.
Vi snakker ikke længere sammen. Alligevel tog de gaver og souvenirs, som jeg havde lagt frem til dem og til vores fælles veninde, med hjem. Sammen med det forsvandt også to store badehåndklæder og et terrakottelagen fra værelset.
Det skal understreges, at det var min venindes bedste venner. Vi var tætte gennem hele gymnasiet, indtil hun giftede sig og flyttede til København. Hun beskrev dem altid som søde og ordentlige. Hvis de virkelig var sådan, kunne de have fået lov til at tage på ferie her hver sommer.
Men sådan blev det ikke. Min veninde var tavs længe, men en dag sagde hun: De kunne ikke lide ferien. De mente jeg hele tiden irettesatte dem og ødelagde stemningen. Selvom de havde betalt mange penge!
Men med de penge kan jeg hverken købe et nyt tv, en elkedel, et bord, et natbord, sengetøj eller håndklæder. Og oveni det har mine nerver lidt, og de andre gæster har klaget. Det skader mit ry, og næste år kan turisterne vælge et andet sted.
Jeg har lært en masse af det, og nu ved jeg, at det nogle gange er bedst bare at sige nej.
