Sidste år ringede en gammel veninde, og hun bad mig virkelig om at tage imod hendes bedste venner en uge hjemme hos mig. De havde besluttet sig for at slappe af ved Østersøen, lige her i vores lille landsby. Det føltes ubehageligt at afslå, så jeg sagde ja, men forklarede dem på forhånd:
Det er høj sæson, så jeg kan ikke tilbyde dem et værelse gratis. Samtidig har jeg det dårligt med at tage penge fra din ven.
Til det svarede min veninde: Bare rolig, de betaler! Pengene er ikke et problem, de er bare nervøse for at blive snydt, du ved folk der tager betaling på forhånd og derefter ikke lader gæsterne komme ind eller smider dem ud midt i ferien.
Tja, jeg blev narret. Havde jeg vidst hvad det ville koste mig, havde jeg aldrig sagt ja.
Jeg følte mig lidt utilpas, så jeg gav dem en pæn rabat. De fik et værelse til halv pris.
Så kom dagen! I stedet for den lovede familie kom der en teenager sammen med en dreng på ti år. Okay, de var venner, men det var tydeligt, de ikke følte sig tilpas i det tremandsværelse.
Vi mødtes venligt. Jeg lavede mad til dem og viste dem rundt i byen, så de kunne se de lokale seværdigheder. Efter middagen ønskede jeg dem alt godt og gik til mine daglige gøremål.
På anden dagen skød gæsternes søn med en vandpistol på et tændt fjernsyn. Forældrene var på værelset, men det stoppede ikke den lille ballademager. De undskyldte og lovede at betale for reparationen den er stadig ikke lavet. Jeg måtte hente et nyt fjernsyn fra det andet værelse. Hvad skulle de ellers fordrive aftenerne med?
Senere brændte den venlige families teenager min elkedel af hun glemte at fylde vand i.
Og da de begyndte at lave om på værelset (det var alt for lille i deres øjne), gik to ben i stykker et fra natbordet og et fra spisebordet. Det var nærmest grinagtigt for dem “Ha-ha, du har jo masser af møbler! Vi sætter lidt gaffatape på bordbenet, så går det nok. Og vi lægger noget under natbordet det er ikke noget problem.”
Kulminationen var en larmende fest, der varede til klokken to om natten. Med råb og skrig fra fulde mennesker. Da jeg bad dem skrue ned for musikken klokken elleve, svarede de: Slap af, for de penge du får! Godt nok blev lydstyrken justeret men først efter endnu en bemærkning.
Der var ingen grund til at diskutere med berusede mennesker, så jeg besluttede mig for at vente til næste dag. Morgenen efter tog jeg en alvorlig snak med parret og forklarede, at sådan opførsel ikke er acceptabel. De var jo ikke de eneste feriegæster her. Jeg bad dem også værne om apparaterne.
Vennerne trak på skuldrene, utilfredse: Vi har jo betalt. Jeg blev virkelig irriteret: Tak fordi I kom her som venners venner, ellers ville I ikke være her!
Efter den samtale blev de langt mere beskedne og stoppede med at ødelægge udstyr. Men venskabet var slut.
Vi talte ikke længere sammen. Det stoppede dem dog ikke fra at tage de gaver og souvenirs, jeg havde gjort klar til dem og til vores fælles veninde. Desuden manglede der efter deres afrejse to store badehåndklæder og et terracotta-farvet lagen.
Det skal siges, at dette er min venindes bedste venner. Vi var nære gennem hele gymnasietiden indtil hun blev gift og flyttede til Aarhus. Hun beskrev dem som flinke og velopdragne mennesker. Hvis de havde opført sig sådan, kunne de have tilbragt mange somre her.
Sådan var det bare. Min veninde sagde ikke noget længe, men en dag under en samtale fortalte hun mig, at de ikke havde nydt ferien: De sagde, jeg gik på nakken af dem og ødelagde stemningen. På trods af at de havde betalt masser af penge!
Ærligt talt, for de penge de gav, kunne jeg hverken købe et nyt tv, en elkedel, et spisebord, et natbord, sengetøj eller håndklæder. Oven i alt det, kom min dårlige energi og de andre gæsters utilfredshed. Det påvirker også ry og om sommeren næste år kunne turister vælge et andet sted.
Men jeg lærte en masse. Nu ved jeg, at man nogle gange bare må sige nej.
