Vennerne kom tomhændede til det veldækkede bord – så jeg smækkede køleskabet i – Søren, er du sikker på, at tre kilo nakkefilet er nok? Sidst åd de jo rub og stub, selv brødet blev dyppet i sovsen. Og Lotte bad om en bøtte “til hunden”, men lagde bagefter billeder ud af min steg som sit eget madmirakel på Instagram. Ida gik nervøst og strøg køkkenhåndklædet mellem fingrene, mens hun vurderede slagmarken, som hendes køkken var blevet til. Klokken var kun tolv, men hun var allerede færdig. Siden klokken seks havde hun været i gang: først torvet, for at vælge det friskeste kød, så supermarkedet efter den gode snaps og de små delikatesser, siden evig hakken, røring, stegning. Søren, Idas mand, stod ved vasken og ordnede kartofler, mens hans stille irritation voksede med skrællerbunken. – Ida, mon ikke det er rigeligt? – sukkede han og skyllede en kartoffel. – Tre kilo kød til fire gæster og os selv. Det er jo et halvt kilo pr. mand! Du har da gjort rigeligt: rød stenbiderrogn, godt med laks, store fade salater. Det er jo ikke bryllup, bare indflytterfest – omend forsinket. – Du forstår det ikke, – svarede Ida, som stod og rørte i en tæt sauce på panden. – Det er jo Sille og Victor og Lotte og Tobias. Vores gamle venner. Det føles forkert ikke at dække ordentligt op – de kommer trods alt hele vejen fra Brønshøj. Jeg vil ikke have, at de tror, vi er blevet nærige, bare fordi vi har købt ny lejlighed. Sådan var Ida altid. Gæstfriheden lå i blodet – arvet fra farmor, der kunne lave mad til en kommando af soldater ud af ingenting. For Ida var et tomt bord en personlig fornærmelse. Gæster betød festmåltid. Fest betød, at bordet skulle bogstaveligt bugne. Hun planlagde menu ugevis, sparede sammen, købte dyre specialøl til Victor og den franske vin, Sille altid bad om. – De kunne jo tage noget med, selv, – brummede Søren. – Da vi var til Tobias’ fødselsdag slæbte vi gave, snaps og du bagte kage. Og hvad med dem? Kan du huske, da vi bare kiggede forbi? Pulverkakao og småkager fra 2018. – Vær nu ikke så smålig, Søren, – sagde Ida bebrejdende. – Dengang var der jo krise – de stod midt i renovering… Men nu går det jo godt for dem. Victor har fået fin ny stilling, Lotte har købt pels (skulle hun i hvert fald selvbeskrive). Måske har de noget med – kage, eller frugt? Jeg har faktisk nævnt, at de kunne tage dessert med. Klokken fem stod hele lejligheden snorlige og festbordet strålede: midt på et fad med kalvetunge i gelé, rundt om masser af fade med hjemmelavet hønsesalat (med tunger og danske rejer, ikke skiveskåret pålæg!), sild under låg pyntet med rogn, lækre hjemmelavede pålægskød, landkartofler og svampe, mens snapsen stod på køl og fine vine ventede. Ida iførte sig sin bedste kjole, rettede håret og satte sig, spændt på det første ring ved døren. – Jeg er nervøs, – indrømmede hun. – Det er alligevel første gang, vi har gæster i vores nye hjem. Det skal bare lykkes. På slaget fem lød det på døren. Vennerne var punktlige. Ida skyndte sig ud. Der stod de. Sille i den nye minkpels, Lotte med vild makeup, Victor i læderjakke, og Tobias så allerede småberuset ud. – Hurra, flyttefolk! – råbte Sille, mens hun duftede Ida ind i entreen med et skarpt pust parfume. – Hvor er her flot! Gæsterne smed overtøjet på armene af Søren, der febrilsk forsøgte at følge med. Ida smilede, men kiggede nærmest refleksivt på deres hænder. De var alle fire helt tomhændede. Ikke en pose, ikke en kasse, ikke så meget som et franskbrød eller en flaske, slet ikke chokolade. – Men hvor… – begyndte Ida, men stoppede sig selv. Uhøfligt at spørge. Måske ligger gaven i bilen, tænkte hun. Eller der kommer noget senere? – Ej, Ida, du er altså så slank! – Lotte kyssede hende på kinden uden at tage skoene af – okay – og satte straks kurs mod stuen. – Og renoveringen! Flot, men lidt simpelt. Malingstapet? Det ligner næsten kontor. Prøv dog tapet med tekstur… – Vi er glade for minimalisme, – sagde Søren tørt og slog ud mod spisebordet. – Sæt jer bare til bords. Festen gik i gang. Victors øjne lyste sultent. – Hold da op, et bord! – sagde han. – Ida, du ved, hvordan man gør. Vi har ikke spist hele dagen – har gemt appetitten til din steg. Alle satte sig. Ida fløj ud for at hente varme forretter, men tankerne kørte: Har de måske pengegave med i konvolut? Derfor de tomme hænder? Da hun kom ind igen, gik gæsterne allerede hårdt til salaterne uden at vente på skål. – Den her hønsesalat er lækker! – smaskede Tobias. – Søren, skænk nu! Skal vi tørste ihjel? Søren skænkede snaps og vin rundt. – Skål for indflytningen! – råbte Victor. – Må væggene holde, og naboen lade jer være i fred. Skål! Han bællede snapsen og greb straks ud efter den bedste fisk. – Du, Ida, – sagde han med munden fuld, – hvorfor er snapsen varm? Det skal i fryseren! – Den kommer lige fra køleskabet, Victor, – svarede Ida blidt, men begyndte at mærke irritationen stige. – Fem grader, helt som det skal. – Ej, nu må du, Ida… Snaps skal være is! Nå, det går. Hvor er cognacen? Jeg trænger. – Den er her, – nikkede Ida. – Men måske vi lige spiser først? – Det blander jeg mig ikke i! – grinede Tobias. Maden forsvandt i ekspresfart. Gæsterne åd, som havde de været indelåst i en uge. Og kritikken flød. – Silden er lidt tør, – sagde Sille, mens hun tog tredje portion. – Har du sparet på mayoen? Tiderne stramme? – Jeg har lavet hjemmerørt, så den er lettere, – prøvede Ida. – Lad nu være, – rakte Lotte ud. – Køb dog bare den fra Netto med låg! Og rogn, er det virkelig lum? Næste gang må du tage de store, fra keta. Ida vekslede blikke med Søren, som var højrød og krammede sin gaffel som i krig. – Hvad så med jer? – prøvede Søren. – Sille, var det ikke Dubai, du fløj til? – Åh jo! – Sille rullede med øjnene. – 5-stjernet hotel, alt inklusiv, hummer og champagne. Og jeg købte lige en Louis Vuitton – to hundrede tusind. Det er sgu velfortjent. Victor brokkede sig, men jeg sagde: man lever kun én gang! – Damer, altså, de bruger penge… – brummede Victor og skænkede selv cognac. – Jeg kigget på ny bil. Vi sparer sgu ikke på sjov – hellere ferier end tapet! – Tapetet? – smilede Lotte. – Vi har stadig bedstemors mønster derhjemme. Men vi rejser til Sydfrankrig hvert år og shopper og spiser ude! I bruger penge på beton – hvor kedeligt! – Apropos mad, – indskød Tobias og tørrede sig om munden. – Vi var på “Nimb” i går. Sikke en oplevelse, men prisen – femten tusind! Det er top – ikke det der hjemmesjask. Ida, kommer hovedretten ikke snart? Salat er for kaniner! Ida gik ud. Inden hun nåede noget, dukkede Sille op under påskud af at hjælpe – men især for at sludre. – Hold nu op, Ida, – hviskede hun. – Bordet bugner, men det er tydeligt, I har brugt hele budgettet. Den vin – der må du bedre for vores skyld! Vi drikker kun så kedeligt noget på sommerhuset… – Sille, det er fransk til to hundrede flasken, – tyggede Ida sammenbidt. – Du har fået snydt dig! Surt som eddike. Du, må jeg tage lidt med hjem? Til tømmermændene i morgen – der er så meget, at I bare når at smide ud. Ida stivnede. Drejede sig roligt. – Du vil have rester med hjem? – Ja, hvorfor? Vi gør da altid sådan. Det er da god husholdning! – fnisede Sille. – By the way, er der dessert? Jeg er SÅ lækkersulten. Tager du Napoleonskagen ind? – Du sagde jo, at I stod for kage, – sagde Ida lavt. – Mig?! Ej, jeg er jo på slankekur. Jeg regnede med, du havde bagt som altid. Vi tog jo ikke noget med, for I har jo ALT – I er jo blevet rige. Ida satte tallerkenen ned. Lyden fra porcelænet lød som et pistolskud. – Så I tænkte, at vi har alt – vi er rige? – Ja da! Modsætning til os – vi sparer op til Maldiverne. Nå, server så, mændene er jo vilde af sult! Ida stirrede længe. Hun huskede alle de undskyldninger og pigøjelån, hun havde givet, alle gange, de slugte hele hendes bord – men aldrig kom med andet end undskyldninger eller istedet tilbød at ligge ud på hendes nærvær. Hun gik over til ovnen. Åbnede. Den saftige steg duftede himmelsk. På køleskabet ventede den dyre bærsoufflé, hun havde bestilt som overraskelse. Ida lukkede ovnen. Slukkede for blusset. Pressede køleskabslågen hårdt i. – Der bliver ikke serveret kød, – sagde hun højt. – Hvad siger du? Brændte det på? – Nej. Det bliver bare ikke serveret. Hun gik direkte ind i stuen. Mændene var allerede i gang med en ny omgang. Stemningen frøs. – Kære gæster, – sagde Ida med skarp stemme. – Festen er ovre. Alle stoppede op. – Hvad?! – sagde Victor. – Vi har ikke engang fået steg! – Det havde jeg lovet – men jeg har ombestemt mig. – Vær nu voksen! Vi er sultne! Giv os kød! – Stegen bliver i ovnen. I må tage på restaurant – eller hjem til jeres femten tusind billet. Her stopper det. – Er du fuld, eller? – råbte Tobias. – Søren, sæt hende på plads – vi er GÆSTER! Søren rejste sig og kiggede først på Ida, så på gæsterne. – Ida er ikke fuld. Ida er færdig. I trådte alle grænser. I kom uden noget – tog alt, drak min cognac, kritiserede både bolig, mad og vin. Og nu kræver I mere – nu gælder det. – Vi jokede jo! – sagde Sille. – Vi glemte da bare kagen! Men vi gav da selskab! – Selskab på vores bekostning? – ironiserede Ida. – Tak, men nej. Jeg har slidt for det. Jeg brugte halvdelen af min løn. Jeg ville glæde jer. Men I er bare gratister. Der rejser til Dubai, men ikke kan unde en blomst til værten. – Så er det nok! – råbte Victor, rejste sig så stolen væltede. – Kom så, vi skrider! Her sætter jeg aldrig mine ben igen. Nærige svin! – Husk jeres beholdere – de er tomme, – sagde Søren og åbnede døren. De stormede ud med larm og vrede. Sille råbte, at Ida ikke længere var hendes veninde, Lotte pustede fornærmet, mændene bandede. Der blev rungende stille, mens Ida så på det smadrede festbord. Tallerkener, vinpletter, krøllede servietter. Søren trak hende ind til sig. – Er du okay? – Jeg ryster… Søren, er jeg virkelig nærig? Skulle jeg bare have holdt mund? – Du er ikke nærig. Du har bare endelig sat grænsen. Jeg er stolt af dig. Jeg havde smidt dem ud fem minutter før, hvis du ikke havde gjort det. Ida smilede for første gang den aften. – Og kødet? Er der virkelig steg? – Der er masser, Søren. Og kage. De satte sig i køkkenet med tallerkener og vin, skålede for hinanden og for, at kun dem, der kommer med åbent hjerte, skal have plads ved deres bord. Det blev det bedste måltid i deres liv. Senere tikkede en besked ind fra Sille: “Du er fandme gået for vidt! Vi sidder på McDonald’s og gnaver burgere på grund af dig! Kunne du ikke undskylde?” Ida smilede, trykkede ‘Bloker’, og gjorde det samme med resten. Fire kontakter færre, meget mere luft. Og masser af mad at nyde i fred – uden at skulle dele med dem, der ikke fortjener det. Denne historie minder os om, at venskab går begge veje. Og at et lukket køleskab indimellem er vejen til selvrespekt.

Vennerne kom tomhændede til et dækket bord, og jeg lukkede køleskabet med et smæld.

Søren, er du sikker på, at tre kilo svinekød er nok? Sidst rensede de jo tallerkenerne så grundigt, at selv brødskorpen blev dyppet i sovsen. Og Birgit bad om en boks til hunden, men det billede hun lagde på Facebook, var med min steg og teksten mit nye kulinariske hit.

Ina rodede nervøst med viskestykket og betragtede slagmarken, der engang havde været hendes køkken. Klokken var kun tolv, men hun var allerede klar til at gå omkuld. Op klokken seks: først torvet for at finde det friskeste kød, så SuperBrugsen efter god vin og specialiteter, derefter snitte, koge, stege i det uendelige.

Søren, Inas mand, stod ved vasken og pillede kartofler med en så langsom grundighed, at man næsten kunne høre små suk af irritation glide fra ham.

Ina, helt ærligt, hvor stor er deres appetit egentlig? Tre kilo kød til fire gæster og os to det er et halvt kilo hver! De sprænger jo snart bukseknapperne. Du har alligevel slidt dig halvt ihjel: røget laks, rødvin, salater store som sjællandske marker. Det er jo bare indflytterfest og endda med et halvt års forsinkelse.

Du fatter det ikke, Ina rørte i den tunge sovs på panden. Det er jo Dorte og Henning og Trine og Kaj. Vores gamle venner! Vi har ikke set dem i evigheder, de kommer helt fra Rødovre. Det ville være pinligt, hvis bordet så skabet ud. Så siger de bare, vi er blevet for fine på den, efter vi har købt ejerlejlighed.

Ina var vokset op med gæstfrihed som en slags national sport, arvet direkte fra farmor, der kunne trylle mad frem af vand og hakket løg. Et tomt bord føltes som en personlig fornærmelse. Var der gæster, skulle det bugne. Hun havde planlagt menu i en uge, jagtet opskrifter og gemt op fra lønnen, for at kunne købe lige det der cognac, Henning gik op i, og den franske vin Dorte altid pralede med.

De kunne jo for pokker selv tage noget med, brummede Søren. Sidst til Kajs fødselsdag kom vi med en solid gave, egen Gammel Dansk og du bagte selv lagkage. Og hvad med dem? Husker du ikke, dengang vi bare kiggede forbi for sjov? Pulverte-teposer og tvebakker fra finanskrisen.

Lad nu være, Søren, Ina sendte ham et opdragende blik. Det gik jo stramt for dem dengang realkreditlån og køkkenprojekt og alt det der! Nu går det bedre. Henning har fået nyt job, Trine praler med ny pelsfrakke måske tager de noget med. Måske en kage eller nogle frugter. Jeg har bevidst ikke lavet dessert og nævnt det så diskret som et vejskilt.

Inden klokken blev fem, havde lejligheden aldrig strålet renere, og stuebordet lignede et madtempel fyldt med hofretter fra torvet. Kogt tungeterrine tronede i midten, omkranset af salatskåle fyldt med hjemmelavet italiensk inspireret Olivier (med oksetunge og krebsehaler, ikke den der billige skærekød!) og sildesalat med et bjerg af lakserogn. Skiver af hjemmerøget mørbrad og oksebryst glimtede, og i ovnen simrede svinekøllen med ovnbagte kartofler og svampe. I køleskabet stod der lige så pænt en flaske Ålborg Akvavit, dyr cognac og tre flasker rødvin.

Ina var træt men stolt, hun hoppede i yndlingskjolen, satte håret og sank ned i lænestolen, mens hun ventede på dørklokken.

Jeg er nervøs, indrømmede hun til Søren, der var ved at knappe skjorten op. Det er jo første gang, vi har besøg i vores nye lejlighed. Det skal helst være perfekt.

Præcis klokken 17:00 ringede det på. Vennerne var punktlige som S-toget, når det engang kører til tiden.

Ina spænede ud til døren. I entreen stod hele banden. Dorte i den famøse pels, som kostede mere end Inas vaskemaskine, Henning i spritny læderjakke, Trine med knaldrød læbestift og Kaj, allerede lidt bedugget.

Hurra, tillykke! hvinede Dorte, væltede ind af døren og sendte en tåge af sød parfume fra 90erne ind over Ina. Nå, lad os se paladset!

De smed overtøj i armene på Søren, der nåede det akkurat, mens Ina lidt febrilsk lod blikket glide ned over deres hænder.

Alle fire havde knyttede næver. Ikke så meget som et plastikbæger, kageæske, vinflaske eller bare en sølle Rittersport.

Øhm, hvor begyndte Ina, men snublede over ordene. Måske havde de lagt noget i bilen? Eller gemt overraskelsen i lommen?

Ej, Ina, hvor er du da blevet slank! udbrød Trine, kyssede hende på kinden og marcherede ind i gangen med skoene stadig på. Og sikke et spritnyt hjem! Det er simpelt men rent. Tapet til at male? Det ligner mit kontor. I burde have valgt noget med struktur.

Vi elsker minimalistisk stil, sagde Søren tørt. Kom ind, bordet er allerede dækket.

De andre nærmest væltede ind i stuen. Hennings øjne blev runde som rødbeder, da han så bordet.

Nå, lutter luksus! gned han sig i hænderne. Ina, du kan altså noget med mad! Jeg nåede ikke engang at spise morgenmad, så jeg havde plads til din steg.

Alle satte sig hurtigt. Ina ilede i køkkenet efter varme startere svampe à la Juliane. Tankerne svirrede: Måske har de tænkt sig at give penge i konvolut? Derfor de tomme hænder?

Da hun kom tilbage, var der allerede bestik i salatskålene.

Hold op, den Olivier er god! sagde Kaj med munden fuld. Søren, skal der ikke lidt til ganen? Jeg er tør som en havregrynskiks.

Søren hældte snaps op til herrerne og vin til damerne.

Tillykke med hjemmet, sagde Henning og løftede glasset. Må væggene holde, rørforbindelserne stå for evigt, og naboerne lade være med at drukne jer. Skål!

Han smed snapsen ind og tørrede sig om munden med ærmet (trods stofservietter på bordet) og stak så gaflen i laksen.

For resten, Ina, mumlede han med fulde kinder, er snapsen ikke lidt lun? Den har ikke været i fryseren?

Den kom lige fra køleskabet, Henning, svarede Ina, der mærkede den første irritation boble.

Aah, sådan noget sløjt noget Snaps skal nærmest være som is! Men pyt, lidt cognac ville pynte nu.

Den har vi også, sagde Ina. Men vi kunne jo også spise først?

Det ene udelukker jo ikke det andet! brølede Kaj.

Hyggestunden blev hurtigt et ædegilde. Maden forsvandt som om det var en konkurrence. Samtidig var kommentarfeltet åbent:

Sildesalaten er altså lidt tør, proklamerede Dorte, mens hun lagde til tredje gang. Har du sparet på mayo? Bliver vi nærige, Ina?

Jeg lavede hjemmerørt mayonnaise, den er ikke så fed, forsøgte Ina.

Arh, skidt med det hjemmelavet. Man køber en pose i Netto og hælder på, så er den klaret. Lakse-rogen er for småt, du skulle have valgt kaviar. Den er lidt tarvelig.

Ina kastede et blik til Søren, der havde hvide knoer om gaflen.

Hvad med jer, ellers? forsøgte Søren at løfte stemningen. Dorte, var det ikke Maldiverne I besøgte?

Nej, det var Dubai denne gang! Dorte rullede med øjnene. Femstjernet hotel, champagne non-stop, jeg købte Louise Vuitton-taske til 20.000 kroner. Hennings øjne rullede rigtigt, men jeg sagde: vi lever kun én gang!

Damer, altså, Henning hældte cognac op uden at spørge. Og jeg skal snart have ny bil, SUV, den slags. Det har vi faktisk fortjent. Vi bruger jo kun penge på oplevelser, ikke kedelige ting som maling.

Mener du kedelige ting som vægge? spurgte Ina.

Lige præcis, indskød Trine. Vi har haft det samme tapet i ti år, men ferie? Brandtøj? Restaurationer. I derimod I lever jo nærmest for arbejdet. Helt ærligt, det er lidt tamt.

Apropos restauranter, brød Kaj ind, mens han tørrede mundvigene smed servietten på dugen. Vi var på Poul Henningsen i går. Hold da op, maden var i en klasse for sig. Regningen var på 1500 kroner, men det lever vi jo for. Det er som steady bearnaise derhjemme. Ina, kommer der snart kød på bordet? Salat er kun for kaniner.

Ina rejste sig for at tage af, men inden i hende knækkede noget. De havde lige pralede med tasker til 20.000 og middage for 1.500, men ankommer til hendes bord tomhændet. Ikke engang en potteplante. Ikke så meget som en plade Kims chokolade.

Hun gik ud i køkkenet. Lidt efter kom Dorte ud for at hjælpe, men reelt for at sladre.

Hold nu kæft, Ina, du har virkelig lagt dig i selen, men det skinner igennem, at jeres økonomi er stram. Vinen den smager altså lidt sure tæer. Vi plejer kun at købe sådan noget til grill på sommerhuset. Du kunne godt have gjort en ekstra indsats for gæsterne.

Dorte, det er fransk vin til to tusinde flasken, snerrede Ina, mens opvaskemaskinen blev pakket.

Seriøst? Så blev du snydt! Smager som eddike. Kan du lave lidt mad ready-to-go? Vi får sikkert tømmermænd i morgen, og så gider jeg ikke lave mad. Der er rigeligt, og I kan jo ikke spise det hele

Ina stivnede. Hun vendte sig om mod veninden.

Vil du have, jeg pakker mad til dig, så du kan tage det med hjem?

Ja, hvorfor ikke? Sådan gør vi da altid. Det er da økonomisk ansvarligt! Dorte fniste. For resten, er der dessert? Jeg har sådan lyst til noget sødt. Har du købt kage?

Du sagde, det var jeres tur at tage kage, sagde Ina lavmælt.

Mig?! øjnene blev store. Ikke tale om! Jeg er jo på slankekur og køber aldrig kage. Men jeg forventede, DU bagte din Napoleon. Eller købte et eller andet snedigt. Vi kom da tomhændet fordi vi tænkte du havde alt. I har jo lige købt lejlighed.

Ina satte tallerkenen hårdt ned, porcelænet klirrede skarpt.

Så I tog ikke noget med, fordi I tænkte vi er rige, sagde hun ud i køkkenet.

Selvfølgelig! Dorte anede ikke den vrisne tone. I har jo lige fået råd til lejlighed og renovering, så er økonomien vel ikke noget problem. Henning snakker da dagligt om at flytte til Maldiverne! Nå, frem med stegen, mændene er utålmodige.

Ina stod bare og stirrede. Tanker susede: alle de gange hun havde lånt Dorte penge til last minute-rejse, og fået dem tilbage over et halvt år uden tak. Da Henning fik Søren til at flytte for sig uden at dække benzin. De kom altid til hendes fester og dåb, men selv bød de kun på frostpizza hvert sjette år.

Hun gik hen til ovnen, åbnede lågen, og duften af steg, stegt i urter og hvidløg, væltede ud. Skorpen gylden, svampene duftede himmelsk det hele havde kostet hende timer og flere tusind kroner.

Hun så på køleskabet. Den store lagkage fra konditoriet stod øverst, hun havde bestilt den for 500 kroner. Som overraskelse, selv om de havde aftalt noget andet.

Ina lukkede ovnlågen. Slukkede for komfuret. Trykkede køleskabet i med albuen.

Der bliver ikke serveret kød, sagde hun højt.

Hvad mener du? Dorte så dum ud. Er det brændt på?

Nej. Det bliver bare ikke serveret.

Ina gik ind i stuen. Mændene var i gang med en ny runde, mens de diskuterede dansk politik. Søren sad med en martyrglorie over panden.

Kære venner, sagde Ina, hendes stemme klang sprød som en hvidvinsglas. Festen er slut.

Alle blev tavse. Henning sad halvt inde i et shot.

Ina, hvad laver du? Hvordan kan festen være forbi? Vi har jo ikke fået hovedretten!

Nej, jeg har ændret mening.

Hvad mener du, Trine forstod det ikke vi er sultne! Du må da komme med stegen!

Stegen står i ovnen, der bliver den. Og nu synes jeg, I klæder jer på og går hjem. Eller op på Poul Henningsen der får I stensikkert mad for de der 1.500 kroner.

Er du fuld eller hvad? råbte Kaj. Søren, styr din kone, hvad sker der?

Søren rejste sig op. Han så på sin kone, så på vennerne. Han så hende ryste af vrede, med tårer truende i øjenkrogen. Han forstod pludselig det hele.

Ina er ikke fuld, sagde han tydeligt. Ina er træt. I kom tomhændede, drak vores cognac, kritiserede hendes mad, kaldte vores vin eddike, og vores lejlighed for et kontor. Og nu forlanger I steg?

Vi jokede jo bare! peb Dorte. Mæsker vi ikke manglede kage! Halløjsa, så blev det alvor! Vi kom jo for stemningens skyld! Det var da sjovt, ikke?

Sjovt på vores regning? spurgte Ina tørt. Nej, nu er det slut. Jeg har stået i køkkenet siden i morges. Bordet kostede mig det halve af min løn. Jeg ville gerne gøre jer glade. Men I er bare nasserøve. I rejser til Dubai men kan ikke tage en Marabou med til kaffen!

Nå, du skal ikke komme her! Henning rejste sig, væltede stolen. Vi skal ikke tages til indtægt for et stykke kød! Vi går, og jeg sætter aldrig mine ben her igen. Fattigrøve!

Så gå, sagde Søren roligt og holdt døren, og glem ikke jeres tomme bokse. De kan bruges til at transportere jeres gode humør i.

Vennerne stormede ud med et ramaskrig. Dorte vrissede, at Ina var færdig som veninde. Trine brokkede sig over, at aftenen var spoleret. Mændene bandede hele vejen ned af trappen.

Da døren smækkede bag den sidste, var lejligheden endelig stille. Ina stod midt i stuens kaos. Vinpletter på damaskdugen, krøllede servietter, bunker af tallerkener.

Søren lagde armen om hendes skuldre.

Hvordan har du det? spurgte han stille.

Jeg ryster, mumlede Ina så lavt, hun næsten ikke troede det selv. Tror du, jeg er nærig? Skulle jeg bare have serveret og holdt min mund? De er jo gæster

Du er ikke nærig, Ina. Du er bare begyndt at respektere dig selv. Jeg er stolt af dig. Jeg ville have smidt dem ud for længst, hvis ikke du havde gjort det.

Ina sukkede og puttede sig ind til ham.

Hvad med stegen? spurgte Søren snu den dufter så skønt, jeg kan næsten ikke mere.

Ina begyndte at grine. For første gang den dag. Sådan rigtigt.

Der ER steg, Søren. Og lagkage. Stor, med bær.

De sad sammen midt i rodet, rykkede tallerkenerne til side, hentede stegen og lagkagen. Hun hældte eddike-vinen op virkeligheden var, det var en førsteklasses bourgogne.

Skål for os, sagde Søren og klinkede glasset. Og for kun at have åbne døre for folk, der kommer med åbent sind ikke med tomme hænder og store krav.

De spiste steg, der nærmest smeltede i munden. Nød ro og hinandens selskab. Det var det bedste måltid, de nogensinde havde haft.

En time senere vibrerede Inas telefon: Dorte skrev: Du er godt nok en heks! Vi sidder nu på McDonalds og spiser tørre burgere på grund af dig! Man skulle tro, du ville skamme dig og sige undskyld!

Ina smilede, trykkede blokér, og gjorde det samme med Trine, Henning og Kaj.

Fire færre kontakter men meget mere luft i hendes liv. Og et køleskab fuld af mad, perfekt til en uges hygge med Søren. Ikke én bid skulle gives til de forkerte.

For venskab er en to-vejs gade, og et lukket køleskab kan nogle gange være det fineste tegn på selvrespekt.