Hvorfor skulle man ønske at flytte? Især ud på landet. Alle stræber efter at komme til byen, men vi gjorde det modsatte. Hvad er det gode ved det? Jeg forstod det ærlig talt ikke rigtigt dengang. Det er kun rart om sommeren, og om vinteren er der ikke noget særligt at give sig til.
Jeg husker tydeligt min veninde, Asta, som ihærdigt prøvede at overbevise os om, at vi skulle lade være med at flytte på landet. Det æggede både min mand og mig, for det var jo ikke hendes sag, hvad vi valgte at gøre.
Efter næsten et års søgen lykkedes det os dog at finde et fint hus, og vi flyttede derud. Asta ringede næsten dagligt og spurgte på en lidt nedladende måde, om jeg havde fået et job endnu selvom hun udmærket vidste, jeg arbejdede hjemmefra og slet ikke havde planer om at skifte. Også spørgsmål om, hvordan internetforbindelsen mon var ude på landet, gik ofte igen.
Asta kom på besøg i begyndelsen af oktober, lidt over et år efter vores flytning. Hun gik modvilligt en tur rundt i vores have og blev ellers inde, hvor hun og hendes mand drak øl alle de to dage, de var hos os.
Trods gæster fortsatte vi vores arbejde, bar rodfrugter ned i kælderen og lukkede for saft og sylt. På tredje dagen begyndte Asta og hendes mand at pakke for at tage bussen hjem om aftenen. Vi gav dem ikke nogen afskedsgave denne gang. Men så spurgte Asta selv, om hun måtte få en sæk kartofler og æbler med hjem.
Jeg tilbød at hente tingene i kælderen, men det havde de ikke lyst til de hang stadig med hovederne fra aftenen før. Jeg sendte dem under æbletræerne med sække og spande, og jeg kan huske, at de brokkede sig lidt over udseendet, mens de samlede frugterne op. Jeg tænkte for mig selv, hvordan de dog havde tænkt sig at slæbe det hele med i bussen. Det viste sig, at de allerede havde spurgt min mand, om ikke han kunne køre dem.
Der var næsten tre timers kørsel tur-retur ind til byen, og min mand fattede hurtigt, hvad klokken var slået, og sagde, han allerede havde åbnet sig en øl. Så måtte de selv af sted med poserne. De forsvandt ud af vores liv i nogle år, og selvom vi snakkede sammen i ny og næ, kom de aldrig på besøg igen. Måske er det ondt sagt, men jeg synes egentlig aldrig, de havde noget rigtigt at gøre her.
Men så, en grå weekend sidst i november, bankede de pludselig uanmeldt på vores dør. De ville åbenbart overraske os. Det var weekend, men huset vrimlede med arbejde, og jeg var helt optaget af juleforberedelser. Vi havde tre fritgående høns, der skulle gøres klar, og jeg havde travlt med bestillinger til det nye år. Nå ja, en overraskelse er en overraskelse.
Jeg begyndte hurtigt at dække bord. Asta og hendes mand spiste og drak, og vi forsøgte da også at sætte os lidt til bords sammen. Vi tilbød lidt hjælp, men det var nu ikke, fordi de ligefrem var vant til at plukke fjerkræ. Og vi er altså vokset op på landet.
Mine høns var allerede bestilt af andre, så dem skulle vi slagte før nytår både til os selv og vores forældre. Det føltes mærkeligt, men jeg tilbød dem en gås dog måtte de selv plukke den. Det sagde de, at de nok ville gøre dagen efter.
Næste dag blev der ganske stille. Denne gang havde de egen bil med, og de købte en gås. Før de kørte hjem, tilbød jeg dem en god portion grøntsager og sylt de kunne vælge, hvad de ville have. De fyldte bagagerummet op. Det gjorde mig ikke noget, for vi havde nok til adskillige år.
Men så kom Astas næste spørgsmål: Har I ikke lidt oksekød i overskud?
Jeg måtte sige, at det havde vi faktisk ikke. Vi venter først på flere bestillinger, før vi slagter mere, for man skal jo få det hele til at løbe rundt. Og skulle vi få ekstra, ville familien jo komme før vennerne.
Jeg tror nok, de blev lidt fornærmede. Siden da har Asta ikke ringet eller skrevet. Jeg har endda hørt fra en fælles bekendt, at vi skulle være nærige De tog ud på landet, og kom hjem uden kød! havde hun sagt. Måske har hun ret, måske ikke. Sådan er det nu på landet: Man holder sammen på det, man har, men deler gerne ud hvis bare folk forstår at sætte pris på det.
