Nogle bekendte bad om at køre med i vores bil, og lovede at dele udgifterne. Da vi ankom, sagde de bare: I skulle jo alligevel den vej.
Det hele startede som en helt almindelig planlægning af sommerferien. Min kone og jeg, vores gamle Volvo stationcar, en rute på over tusind kilometer hver vej, og den søde forventning før turen. Vi har altid elsket bilferier friheden, muligheden for selv at bestemme tempoet, at kunne standse hvor som helst, tage små afstikkere og gå på opdagelse. Ingen bus- eller togtider at tage hensyn til, ingen grædende børn bag væggen i en sovevogn og slet ingen flyforsinkelser.
Men denne gang lavede vi en klassisk fejltagelse vi kom til at nævne vores planer.
Til en grillaften med venner og bekendte var jeg lidt for snakkesalig og fortalte, at vi om et par uger skulle køre sydpå. I egen bil.
Ej, hvornår tager I afsted? udbrød et par overfor straks.
Det var Mads og Trine. Ikke tætte venner, bare typiske bekendte, som man mødes med til fester og sammenkomster.
Vi kører d. 15., svarede jeg, uden at ane, hvor det bar hen.
Det passer perfekt for os! udbrød Mads, satte bestikket fra sig og lyste op. Vi har ferie fra d. 16., ville egentlig tage toget, men alle billetter er udsolgt, kun sidepladser tilbage ved toilettet. Kan vi ikke køre med jer? Vi betaler halvdelen af benzinen. Det er hyggeligere, og vi larmer ikke.
Jeg kiggede på min kone hendes blik sagde tydeligt nej. Jeg begyndte at mumle noget om, at bilen var fyldt, og at vi kører stille og roligt og tager masser af pauser.
Kom nu, vi har kun én kuffert med! pressede Mads på. Og så sparer vi jo allesammen. Det er jo sindssygt dyrt med benzin nu.
Vi sagde ja. Tanken om at dele udgifterne vandt, og vi følte os lidt for flinke til at sige nej. Den venlighed kom vi til at fortryde i to ugers tid.
Hjælpsomhed kan give problemer
Vi aftalte at mødes udenfor vores lejlighed kl. fem om morgenen. Min kone og jeg stod klar til tiden. Bilen var pakket omhyggeligt: tasker, vand, værktøj, tæpper. Mads og Trine kom næsten tre kvarter for sent.
Øhm, taxien var vildt langsom, sagde Trine, uden at undskylde, og slæbte en kuffert på størrelse med et mindre køleskab plus flere poser med snacks.
Vi havde jo aftalt, at I ikke skulle have meget med, sukkede jeg.
Hun er jo en pige, hun skal kunne skifte tøj, grinede Mads.
Vi måtte stuve om og finde plads til deres ting.
Mareridtet begyndte snart. Trine fik det varmt så airconditionen på max; ti minutter efter var Mads kold. Musikkens skulle skiftes. Så begyndte de evige stop: toiletpause, kaffe, benstræk, rygepause.
Min nøje planlagte rute med få stop og uden trafikpropper gik i vasken. Vi kørte som en rutebil med nærmest konstant stop.
Klimakset kom ved en tankstation.
Jeg tankede bilen fuldt op det blev 3500 kroner, og gik tilbage til bilen. Mads sad og gumlede en pølsehorn.
Skal vi ikke lige dele udgifterne? spurgte jeg.
Årh, kan vi ikke bare gøre det til sidst, så slipper vi for alle de småbeløb, skød han væk.
Jeg brød mig ikke om det, men min kone hviskede: Lad nu være, de betaler nok, når vi engang er fremme. Så jeg sagde ingenting. Også vejafgifterne betalte jeg selv. De spurgte ikke.
Hele turen spiste de deres egne madpakker og krummede på sæderne. Da jeg bad dem passe på, svarede de bare grinende: Det kan du jo bare støvsuge.
Vi ankom sent om natten, helt udkørte mere over selskabet end selve køreturen.
Vi skulle jo bare den vej
Næste morgen i fælleskøkkenet tog jeg min notesbog frem, hvor jeg havde skrevet alle udgifterne ned.
Så, lad os regne sammen, sagde jeg roligt. Benzin var 12.000, vejafgifter 2.500. I alt 14.500. Så 7.250 kroner fra jer.
Mads satte teen i halsen og Trine så chokeret ud.
Siger du syv tusind?! spurgte hun.
Ja, vi aftalte jo at dele, sagde jeg.
Mads stillede sin kop.
Prøv at høre, du ville jo have brugt de penge ligemeget hvad. Om vi var med eller ej. Det er jo din bil og din bensin. Vi fyldte bare nogle ledige pladser.
Hold nu op, sagde jeg. Vi aftalte det på forhånd. Jeg har haft ekstra ulemper, kørt med jeres bagage, holdt flere pauser. I skal betale jeres andel.
Kom nu, fnes Trine. Det var da bare hyggeligt vi troede, det var på venskabelig basis. Havde du sagt noget, havde vi taget samkørsel.
Med en samkørselschauffør var I blevet sat af på motorvejen for mindre, sagde min kone til sidst.
Vi kan give en tusindlap eller halvanden, bare symbolsk. Men at betale halvdelen, når du ville have kørt alligevel, er tosset. Vi har et stramt budget.
Jeg rejste mig.
Drop det. Se det som en gave. Men hjem skal I finde andet transport.
Hvad mener du?! Vi aftalte jo også hjem!
Ja, med fælles betaling. Den aftale brød I. God ferie.
Hver for sig og en rolig hjemtur
De næste ti dage så vi nærmest ikke noget til dem, selv om vi boede i samme sommerhusområde. Mødte vi dem på stranden, vendte de demonstrativt ryggen til.
Dagen før hjemturen kom en sms fra Mads: Kom nu, stop det der. Vi kan betale 3.000 for begge veje. Vi har ikke billetter og Trine bliver altid køresyg i bus.
Jeg svarede ikke.
Vi satte os ind i bilen, startede, satte vores egen musik på og nød en hjemtur uden afbrydelser, uden klynk og i ro.
Senere hørte jeg fra fælles bekendte, hvor forfærdelig jeg var blevet. Jeg havde efterladt venner i nød i udlandet for en lille sum. Mads og Trine kæmpede sig hjem med flere busture og alt for mange udgifter nu fortalte de flittigt alle, hvor forfærdelige vi var.
Men vi har lært vores lektie. Når nogen nu siger: Nå, I skal til Jylland kan vi køre med? svarer jeg roligt og venligt: Vi foretrækker at rejse alene.
For somme tider er det vigtigste ikke at være flink for enhver pris men at respektere sine egne grænser og sige fra, før hjælpsomheden kommer til at koste mere end penge.
