Det hele startede som enhver anden planlægning af en sommerferie. Min kone og jeg, vores gode gamle stationcar, en rute på over tusind kilometer hver vej og den søde forventning om friheden på landevejen. Vi har altid elsket bilferier netop for frihedsfølelsen: selv at styre tempoet, holde pauser hvor vi vil, tage en afstikker når vi får lyst. Ingen trælse togtider, skrigende børn på den anden side af væggen eller forsinkede flyafgange.
Men denne gang begik vi en stor fejl vi kom til at nævne vores planer for nogen.
Over et par smørrebrød til en fælles frokost i en blandet omgangskreds kom det fra mig, lidt for ubetænksomt, at vi om to uger kørte sydpå i egen bil.
Ej, hvad for nogle datoer? spurgte Henrik, der sad overfor sammen med sin kæreste, Lærke. Vi var ikke deciderede venner, men kendte hinanden perifert gennem fælles bekendte.
Vi kører fra København den femtende, sagde jeg, ganske uden anelse om, hvad det ville føre til.
Perfekt! Det er jo næsten samme vej som os! sagde Henrik og lagde sin gaffel fra sig. Vi har ferie fra sekstende, vi havde egentligt tænkt os toget, men der er kun pladser tilbage ved toilettet. Skal vi køre med jer? Vi deles om benzinen, og det bliver sjovere. Vi er nemme at have med, ingen konflikter.
Jeg så hurtigt på min kone, Astrid hendes blik sagde tydeligt: absolut nej. Jeg begyndte forsigtigt at sige, at bilen var fyldt, at vi tog det stille og roligt og gerne stoppede ofte.
Kom nu, vi har kun én kuffert! sagde Henrik insisterende. Og rent økonomisk, benzin er jo nærmest blevet til guld. Det vil være dobbelt så billigt for jer. Vær søde, vi kender jo hinanden.
Og ja, vi takkede ja. Argumentet om penge blev afgørende, og det føltes for pinligt direkte at sige nej. Typisk konfliktskyhed, som vi kom til at betale dyrt for de næste to uger.
Vil du undgå problemer så lad være med at gøre folk tjenester
Vi aftalte at mødes foran vores lejlighed klokken fem om morgenen. Astrid og jeg stod klar til tiden. Bagagerummet lå snorlige: vores tasker, lidt mad, værktøj, tæpper. Henrik og Lærke kom næsten fyrre minutter for sent.
DSB var forsinket… sagde Lærke uden at undskylde, mens hun trak en kuffert på størrelse med et lille køleskab og et par poser med snacks.
Vi havde jo aftalt, at I kun tog det nødvendige med, sagde jeg, lidt opgivende.
Jamen, hun er jo en pige, der skal jo skiftes tøj, grinede Henrik.
Så måtte vi spille bagage-tetris og flytte rundt på vores egne ting for at få plads.
Efter en time begyndte mareridtet. Lærke fik det for varmt vi skruede op for aircondition, ti minutter efter frøs Henrik. Min spilleliste var ikke et hit. Derefter kom der konstante stop: toilet, kaffe, strække ben, rygepause.
Min ellers nøje planlagte rute, der skulle tage os sikkert forbi Køge og Odense uden trafik, gik i opløsning. I stedet for sjældne stop blev det til en regulær rutebil.
Den helt store prøvelse kom ved en tankstation.
Jeg fyldte tanken op, det blev 3.500 kroner, og gik tilbage til bilen, hvor Henrik var i fuld gang med en pølsehorn.
Skal vi ikke lige dele udgiften? spurgte jeg, med MobilePay i tankerne.
Lad os tage det samlet til sidst, så vi ikke skal smånusse hele tiden, afviste han.
Jeg synes ikke, det lød betryggende, men Astrid hviskede: Lad nu være, de betaler nok, når vi er fremme. Så jeg sagde ikke mere. Også alle broafgifter og færger betalte jeg de spurgte ikke engang til beløbet.
Undervejs åd de deres madder, og krummerne fløj over det hele. Mine bemærkninger om at holde bilen pæn blev mødt med smil:
Slap nu af, en bil kan jo støvsuges.
Vi ankom til sommerhuset sent om aftenen, helt udkørte ikke så meget af turen, men af selskabet.
Vi var jo bare med jer
Næste morgen mødtes vi på det fælles køkken. Jeg tog min notesblok med alle udgifter.
Godt, sagde jeg. Benzin: 12.000 kroner, bro og vejafgifter: 2.500. I alt 14.500. Halvdelen er 7.250 fra jer.
Henrik tabte kaffen ud af munden og Lærke så helt chokeret ud.
Syv tusind? Er det seriøst? sagde hun.
Ja, vi aftalte at dele udgifterne, svarede jeg.
Henrik stillede sin kop:
Du skulle jo have kørt alligevel! De her penge havde du jo brugt uanset hvad med eller uden os. Bilen er din, du skulle alligevel tanke. Vi sad bare på ledige pladser.
Vent nu lidt, begyndte jeg at koge. Vi aftalte på forhånd. Jeg har været fleksibel med mine planer, og I har taget ekstra bagage med, ændret mine stop, og nu nægter I at dele udgifterne?
Ej, det var da ikke besværligt! sagde Lærke. Det var da hyggeligt. Vi troede, det var sådan lidt venskabeligt. Hvis vi havde vidst det her, havde vi da bare taget en samkørsel til langt billigere penge.
Andre samkørere havde smidt jer af ved første bro for det rod og brok, indskød Astrid.
Vi kan give jer 1.000-1.500 kroner som symbolsk tak, men at betale halvdelen er helt ude i hampen. Pengene er budgetteret, sagde Henrik.
Jeg rejste mig:
Behold pengene. Sig bare, at det var min gave til jer. Men turen hjem må I klare selv.
Hvad? sagde Henrik. Vi har jo ingen billetter! Vi aftalte ud og hjem!
Vores aftale var med delte udgifter. I har brudt den. God ferie.
Ferie hver for sig og hjemturen
De sidste ti dage så vi dem sjældent, selv om vi var på samme campingplads. På stranden vendte de ryggen til os.
Dagen før afrejse fik jeg en sms fra Henrik: Ok, vi giver jer 3.000 for hele turen. Lad os tage hjem sammen, Lærke bliver køresyg af busser.
Jeg svarede ikke.
Vi pakkede stille og roligt, checkede olie, og satte kursen mod nord i morgensolen. Turen hjem var skøn: vores egen musik, de rigtige pauser, og stille fred.
Senere hørte jeg fra fælles bekendte, at nu blev jeg betragtet som det dårlige menneske, der havde forladt vennerne i nød over nogle tusinde kroner. Henrik og Lærke måtte tage busser og bruge mange timer og penge. Nu bagtaler de os ivrigt.
Til gengæld har vi fået en vigtig erfaring for livet. Nu, når nogen spørger: Skal vi med ud af byen? svarer jeg høfligt, men bestemt: Beklager, vi kører helst bare os selv.
Man skal lytte til sin egen mavefornemmelse, og ikke lade konfliktskyhed spænde ben for ens egen glæde. Giv aldrig mere, end du selv kan undvære ellers betaler du prisen i både tid, penge og trivsel.
