Jeg har altid været en tilbagetrukket person, der foretrak at være alene frem for at være i en larmende flok. Da jeg giftede mig, følte jeg endelig, at jeg i min mand havde fundet alt den varme, forståelse og støtte, som jeg måske havde manglet før. Det var dejligt i vores lille kokon af to. Vennerne var få, men trofaste: To veninder, der boede i andre byer. Vi ringede eller skrev engang imellem. Det var det der med sjældent, men ægte kontakt. Og det var nok for mig.
Men så var der én til. Birthe.
Hun dukkede op i mit liv uden nogen egentlig forklaring. Vi mødtes tilfældigt, snakkede lidt og udvekslede telefonnumre. I starten var det uskyldigt nok: Hilsener til højtider, uventede småting hun gjorde, omsorg. Birthe vævede sig ind i mit liv, men at hive i tråden for at løsne knuden var umuligt – alt syntes så uskyldigt. Indtil jeg indså: Vi passede ikke sammen. Hun var fra en anden verden, og hendes alt for famliære væsen fik mig til at rødme blandt mine venner og kolleger. Efter hendes “sjove” bemærkninger fulgte altid en pinlig stilhed, som jeg skyndte mig at fylde med latter eller ord. Jeg undskyldte altid med samme sætning: “Birthe har et stort hjerte. Man skal ikke dømme folk på deres facon.”
Hun havde en uhyggelig evne til at dukke op præcis når jeg havde gæster – uden invitation. Altid med en flaske billig sprut i hånden. Selvom der sad mennesker, for hvem det var en fornærmelse at blive tilbudt sådan en drik. Og så kom der altid en tale. Lang og højtidelig, hvor jeg blev præsenteret som en eller anden guddommelig skabning: “…mig og Mette, vi er måske ikke født af samme mor, men vi er som småkager fra samme dej…” Pinligt, akavet, ulækkert.
Min mand kunne ikke udstå hende. Han mente, at jeg lod mig manipulere på grund af svag karakter. Han modsagde hendes monologer med lige så overvældende komplimenter, før han forsvandt og efterlod mig i denne “absurdistiske teaterforestilling.” Vi skændtes tit om Birthe. Jeg beskyldte ham for at være snobbet, han mig for at være naiv.
Men nu til pointen. Birthe var en del af mit liv i 12 år. Og på overfladen skete der intet katastrofalt. Indtil det begyndte.
Til en fødselsdag gav hun mig smukt nylonundertøj. Efter første brug dækkede et udslæt min krop. Diagnosen? Allergi mod syntetiske stoffer. Kun bomuld herefter. Dengang tænkte jeg ikke på Birthe i den forbindelse.
Et par måneder senere blev mine let bølgede hår pludseligt krøllet som en afrikaners. De klumpede sammen og faldt af i totter. Jeg led, indtil jeg smide den kam ud – også en gave fra Birthe. Så begyndte håret at komme tilbage.
Så forsvandt en stor kontantbeholdning fra min pung – den pung, Birthe havde givet mig til kvindernes internationale kampdag. Min mand sagde dengang for første gang: “Hvem fanden ellers ville vælge sådan en grim pung?”
Min datter, Freja, blev dårlig hver gang Birthe havde været på besøg. Opkast, feber, kvalme. Min mand drillede: “Freja bliver syg af Birthe.” Jeg lo. Det burde jeg ikke have gjort.
Vores kat, Mikkel, havde været hos os i syv år – han var rolig, kastreret og doven. Engang var vi væk i to dage. Birthe tilbød at passe ham og tog ham med hjem. Da vi kom tilbage, gik han pludselig amok og rev mig i skulderen til blods. Derefter blev han aggressiv. Hver gang han opførte sig underligt, lød der en stemme: “…det var efter han havde været hos Birthe…”
Jeg forstod stadig ingenting. Indtil det endelige skete.
Da Birthe gik, tastede jeg ubevidst på fjernbetjeningen og skiftede til opgangskameraet. Kameraet var skjult – kun familien vidste det var der.
På skærmen så jeg, hvordan Birthe satte sig på hug foran vores dør og… tog en grundig tur med kosten. Så tog hun noget op af sin taske, rejste sig på tæer og skubbede det op over dørkarmen. Derefter gik hun.
Da jeg, lamslået, selv gik hen og følte langs karmen, blev jeg stukket. Tre rustne nåle stak ud. Under måtten lå korn udlagt i en mærkelig formation. Jeg ville aldrig have opdaget dem – for rengøringspersonalet vasker jo under måtten.
Jeg pakkede nålene og kornene ind i papir og lagde det til side.
Min mand lyttede til mig og kaldte mig for første gang i vores 15-årige ægteskab en idiot. Uden at gøre ondt – for han havde ret. Han samlede alle Birthes gaver, fra kort til brocher, og kørte dem ud på landet. Smed dem i en sø. “Så ingen får fingre i dem.”
Jeg ringede til Birthe og sagde kun én ting:
“Du ved godt, hvad det handler om. Sørg for, at vi aldrig mødes igen. Det er i din egen interesse.”
Derefter kom præsten. Jeg fik velsignet lejligheden. Og det var dét. Hun forsvandt.
Da hun var væk, stoppede de underlige ting: Freja blev ikke længere syg, Mikkel blev rolig igen. Men nylonundertøj kan jeg stadig ikke tåle. Som en påmindelse: “Vog dig for grækere, der kommer med gaver.”
Jeg troede ikke på ondskabsfulde hensigter. Men nu… nu er jeg ikke så sikker.
