Jeg husker det som var det i går, selvom det er mange år siden nu. Det begyndte som den mest almindelige planlægning af en sommerferie. Min kone, vores trofaste crossover og en tur på over tusind kilometer ned gennem Jylland, med friheden susende i kroppen, mens vi glædede os til landevejen. Vi har altid elsket bilferier netop for den frihed de giver: tempoet bestemmer man selv, man stopper hvor og når man vil, og hvis lysten overmander én, kan man tage en helt ny rute på et øjeblik. Ingen faste togtider, ingen grædende børn gennem skillevæggen i en sovekupé, ingen forsinkede fly.
Denne sommer lavede vi dog en skæbnesvanger fejltagelse vi lod sludren få overtaget over fornuften og delte vores planer i det forkerte selskab.
Det var under en af de sædvanlige sammenkomster, hvor folk fra vores netværk spiste og hyggede, at jeg kom til at nævne, at vi om to uger kørte sydpå. I vores egen bil selvfølgelig.
Ej, hvilken dato? spurgte Svend ivrigt fra den anden ende af bordet.
Det var Svend og Ingeborg. Vi var ikke ligefrem nære venner, bare nogle man mødtes med i større selskaber med jævne mellemrum.
Vi ruller ud den femtende, svarede jeg uden at fornemme, hvad der var i gang med at ske.
Det passer jo perfekt! Svend lagde gaflen, øjnene lyste. Vi har ferie fra den sekstende, ville tage toget, men der er kun pladser ved toilettet tilbage. Kan vi ikke tage med jer? Vi deler benzinregningen, og så er det meget sjovere at være fire. Vi er altså fredelige, ikke noget drama.
Jeg så på min kone, og jeg kendte udmærket svaret i hendes blik: et rungende nej. Jeg begyndte at snakke udenom bilen var fyldt, vi kørte roligt og holdt mange pauser.
Arh, vi har kun én kuffert til os begge Svend gav sig ikke og det er jo sindssygt dyrt med benzin for tiden. Vi kan spare masser. Hjælp os nu, vi er jo ikke fremmede.
Vi sagde ja. Argumentet om at dele udgifterne blev afgørende, og det føltes ganske enkelt for akavet at sige nej direkte. Den almindelige konfliktskyhed, som vi kom til at betale dyrt for de næste fjorten dage.
“Hvis du vil undgå problemer, så lad være med at gøre andre tjenester”
Vi aftalte at mødes foran vores opgang klokken fem om morgenen. Min kone og jeg var der til tiden. Bagagerummet lå sirligt pakket: vores tasker, vand, lidt værktøj og nogle tæpper. Svend og Ingeborg kom næsten tre kvarter for sent.
Vi ventede en evighed på en taxa, sagde Ingeborg, uden at undskylde, mens hun slæbte en kuffert på størrelse med et køleskab og flere bæreposer med lækkerier.
Vi havde en aftale om ikke for meget bagage, sagde jeg så behersket jeg kunne.
Hun er jo kvinde, hun skal jo kunne skifte tøj, lo Svend.
Så stod vi og rodede med at få hele menageriet til at gå op i bagagerummet.
En time efter begyndte mareridtet. Ingeborg syntes, det blev for varmt vi satte airconditionen på fuld styrke; efter ti minutter frøs Svend. Min musik var ikke deres smag. Så startede de endeløse anmodninger om stop: toilet, kaffe, benene sover, rygepause.
Min forsigtigt planlagte rute, så vi kunne køre udenom trafikken, blev smadret. Planen med få stop blev til en rutebil.
Klimakset indtraf ved en tankstation.
Jeg fyldte op, det løb op i 3.500 kroner, og gik tilbage til bilen. Svend sad og gumlede på en hotdog.
Skal vi ikke deles om det? Jeg mente mobiloverførsel.
Vi ordner det senere regner det hele ud til sidst, det er nemmest, sagde han og vinkede afværgende.
Det brød jeg mig ikke om, men min kone hviskede: Lad det ligge, de betaler nok efter turen. Jeg sagde ikke mere. Også motor- og broafgifterne betalte jeg de spurgte ikke engang, hvor meget det løb op i.
Hele vejen spiste de deres egne madpakker, krummer havnede overalt. Da jeg bemærkede det, grinede de bare:
Det er jo kun en bil. Du kan jo bare støvsuge den bagefter!
Ved ankomsten sent om natten var vi mere slidte efter selskabet end selve køreturen.
“Vi kørte jo bare alligevel”
Næste dag mødtes vi i det fælles køkken på kroen. Jeg havde min notesbog med, hvor jeg havde nedskrevet udgifterne.
Så, sagde jeg stille. Benzin: 12.000, motorveje og broer: 2.500. Det bliver 14.500. Det er 7.250 kroner til jer.
Svend satte teen i halsen, og Ingeborg spærrede øjnene op.
Hvad mener du syv tusind? Er det alvor?
Ja sagde jeg. Som vi aftalte, delte vi det hele.
Svend stillede koppen fra sig og sagde:
Altså, du ville jo have kørt alligevel! De penge havde du brugt uanset, om vi var med eller ej. Det er DIN bil, du havde alligevel fyldt benzin på. Vi udfyldte bare de tomme pladser.
Vent lidt, nu blev jeg vred. Vi aftalte, der blev delt. Jeg har taget ekstra ting med, stoppet for jeres skyld, tilpasset hele turen, nu må I dele udgifterne.
Helt ærligt! sagde Ingeborg. Det var jo hyggeligt! Vi troede, det var venskabeligt. Du skulle bare have sagt, så havde vi taget DSB eller fundet en billig samkørsel.
En anden chauffør havde sat jer af på motorvejen for sådan noget brok, sagde min kone spidst.
Nå, sagde Svend kort vi kan måske lige give et symbolsk beløb. En tusind eller halvanden, men halvdelen? Nej, det er noget pjat. Vores feriebudget er brugt.
Jeg rejste mig.
Lad bare være. Betragt det som en gave. Men hjem skal I selv finde vej.
Du mener det ikke! Svend rejste sig vi har jo ingen billetter! Vi aftalte jo tur retur!
Vi aftalte lige deling. Den aftale brød I. God ferie.
Ferie hver for sig og vejen hjem
Resten af dagene så vi dem stort set ikke, selvom vi boede i samme sommerhusområde. En enkelt gang mødtes vi ved stranden de vendte demonstrativt ryggen til.
Dagen før hjemturen kom der en sms fra Svend: Kom nu, giv dig lidt. Vi betaler 3.000 for turen hver vej. Tag os med hjem, vi har ingen billetter, Ingeborg har svært ved at køre bus.
Jeg svarede ikke.
Vi pakkede i stille og ro, tjekkede olie og bremser, og kørte i gryet. Hjemturen var, hvad vi havde savnet: vores egen musik, ro og de pauser vi selv havde brug for.
Senere hørte jeg fra fælles venner, hvordan jeg nu var blevet en skurk, der havde efterladt venner i nød. Svend og Ingeborg havde vraget dyrt og lang tid på at komme hjem og bandede stadig over os i krogene.
Men for os var det læringen værd. I dag, når nogen spørger forsigtigt: I skal vel ud af byen kan vi køre med?, svarer jeg både høfligt og urokkeligt: Undskyld, men vi ynder altså kun at rejse, når vi er to.Og hver gang vi kører ud ad indkørslen med taskerne i bagagerummet og de tomme sæder bagtil, er der kun taknemmelighed. Friheden fylder bilen, også på de stille strækninger. Engang imellem smiler vi skævt til hinanden, når radioværten ønsker god tur til alle på ferie, og jeg griber hendes hånd i stiltiende enighed.
Vi har lært det på den hårde måde: Kemien på bagsædet bestemmer, om kilometrene føles som eventyr eller eksil. Nogle kameler er for store til bagagerummet og nogle oplevelser er bedst, når de deles med den, man kan grine med, når vejen snor sig og GPSen igen sender én ud på omvej.
Siden har vi kun været to. Og aldrig har turene føltes længere men altid sjovere.
