Venneparrets venner ankom til mig for en sommerferie: Jeg fortryder, at jeg ikke sagde nej.
Sidste år ringede min gamle veninde, Mette Larsen, og insisterede, at jeg skulle huse hendes bedste venner i en uge i vores lille kystby Hornbæk. De havde brug for et roligt sted ved Kattegat. Jeg var ubeslutsom, så jeg sagde ja, men jeg lagde først på bordet:
Turistsæsonen er i fuld blomst, så jeg kan ikke give dem et værelse gratis. Samtidig vil jeg ikke føle mig ubehagelig ved at opkræve betaling fra dine venner.
Mette svarede straks:
Kære, de betaler. Penge er ingen hindring; de er bare bange for svindlere, der tager forudbetaling og så smider dem ud midt i opholdet.
Jeg gik med på det. Hvis jeg havde vidst, hvor meget ferien ville koste mig, havde jeg aldrig sagt ja.
Ubehaget i mig voksede, så jeg gav dem en stor rabat halvdelen af den normale pris i danske kroner.
Den store dag kom. I stedet for den lovede familie med en 10årig dreng, ankom en teenagepige ved navn Rigmor Nielsen sammen med dem. Det var okay, de var jo bekendte, men en trepersoners værelse var trangt for dem alle.
Mødet startede venligt. Jeg lavede et solidt måltid, og efter aftensmaden viste jeg dem de gamle hvide fiskerhuse og den lille havn. Så gik jeg til mine egne ærinder.
Anden dag skød gæsternes søn, Jonas, en vandpistol mod fjernsynet, som stod i deres værelse. Forældrene sad i rummet, men så gik han videre med spøgen. De undskyldte, lovede at betale for reparationen, men fjernsynet var allerede ødelagt og ventede på service. Jeg leverede dem i stedet et nyt TV fra naboværelset.
Hvad skal I lave om aftenen? spurgte jeg.
Senere brændte Rigmor ved en kedel, fordi hun glemte at fylde den med vand. Så begyndte de at omarrangere møblerne, for rummet var for lille. To ben gik i stykker den ene fra natbordet, den anden fra spisebordet. De grinede:
Hehe, så mange møbler! Vi lægger tape på bordbenet, så holder det, og putter noget under natbordet intet stort.
Klimakset kom, da de holdt en højlydt fest, der strakte sig til kl. 02.00 med skingrende musik, latter og sløret tale. Da jeg klokken 23.00 bad dem dæmpe musikken, svarede de:
Vi slapper af, for vi betalte for vores ophold.
Lyden blev dæmpet først efter min anden påmindelse. Jeg fandt det meningsløst at argumentere med fulde mennesker, så jeg ventede til næste dag.
Næste morgen talte jeg roligt med parret og sagde, at deres opførsel var uacceptabel. Ikke kun de var på ferie. Jeg bad dem også tage hensyn til husholdningsapparaterne.
De trak på skuldrene og sagde:
Vi har betalt.
Jeg løftede stemmen:
Tak fordi du respekterer, at du er en ven af en ven, ellers ville I ikke engang være her!
Efter mine ord blev de mere tilbageholdende, og apparaterne holdt op med at gå i stykker. Venskabet gik dog tabt.
Vi holdt op med at tale sammen. Det hindrede dem dog ikke i at tage de gaver og souvenirs, jeg havde forberedt til dem og vores fælles veninde, samt de to store håndklæder og et frottélag i sengen.
Mette og jeg var venner gennem hele gymnasiet, indtil hun giftes og flytter til Aarhus. Hun beskrev sine venner som venlige og velopdragne. Hvis det var sandt, kunne de holde sommerferie hos mig hvert år.
Det endte som det endte. Mette holdt længe mund, men en dag sagde hun i en samtale, at ferien ikke havde falden dem i smag:
De sagde, at jeg hele tiden kritiserede dem og ødelagde stemningen, selvom de betalte en formue!
Det gør mig ked af det, men med de penge, de har betalt, kan jeg ikke engang købe et nyt TV, en ny kedel, et bord, et natbord, sengetøj eller håndklæder. Mine nerver er sprøde, og de andre gæster er utilfredse. Det påvirker også vores ry, og næste år vil feriegæster måske vælge et andet sted.
Alligevel har jeg fået enorm erfaring, og jeg ved nu, at det nogle gange er bedst blot at sige nej.
