Veninden fra Kirkegården
En aften gik min mand i Netto efter rugbrød og ost og dukkede aldrig op igen. Vi havde boet sammen med hans mor og vores børn på Amager i fem lange år.
Næste morgen troppede jeg op hos politiet for at anmelde ham savnet. Betjentene, som skulle forestille at have servicegen, affærdigede mig: Vi tager først imod anmeldelsen om tre døgn, frue. Jeg skrev alligevel en anmeldelse fordi det åbenbart er sådan, man gør i Danmark.
Tre år gik der. Hver dag håbede jeg, at han ville stå i døren og be om kaffe. Forinden havde vi boet sammen med svigermor, som allerede før havde svært ved at skjule, at hun ikke ligefrem elskede mig hun hadede mig bare i stilhed. Efter hans forsvinden gik hun dog for alvor amok. Hun begyndte at fortælle alle naboerne i opgangen, at hendes søn var blevet myrdet af mine elskerter og kastet i Peblingesøen.
Jeg var tålmodig og satsede hele tiden på, at hun ville tage sig sammen, men ak. Ja, vi har faktisk søer her i København, og ja, de er dybe nok, hvis man har fantasi. Jovist, mænd kiggede efter mig, men jeg var så kedelig, at jeg ikke engang flirtede i Rema for familien, det var helligt for mig.
Forholdet til svigermor blev værre dag for dag. Pludselig diskuterede vi, om man burde lægge teskeen til højre eller venstre for koppen. Til sidst kunne jeg ikke mere og begyndte at lede efter lejligheder til ombytning.
Dér satte svigermor hælene i:
Hvis du tror, du skal have noget ordentligt, kan du godt tro om igen! Du morder!
Så snart et bytte dukkede op, kom der nye undskyldninger. Tredje sal? For højt. Hendes ben var jo ikke, hvad de havde været siden 80erne. Første sal? For larmende med alle de unge mennesker. Anden sal i nabolaget? For langt til Føtex. Til sidst fandt jeg en lejlighed lige overfor: anden sal, alt i orden, Netto lige om hjørnet, hygge og tryghed. Men nej, hun hev den helt store:
Så kan jeg se lige over på min gamle lejlighed derfra, hvor min eneste søn forsvandt.
Efter den omgang var jeg klar til at bo hvor som helst, bare børnene slap for flere krigszoner i stuen. Til slut endte jeg og børnene i en skæv stuelejlighed i en gammel gulstenskarré lige på kanten af Sundby kirkegård.
Svigermor og jeg skiltes som dødsfjender, som om vi aldrig havde delt boller i karry mandag aften. Hun var så ligeglad med børnebørnene, at det kunne have været to papegøjer hun tænkte kun på sig selv. Børnene skulle nu lytte til sørgemusik dagligt og stirre ud på gravsten og kors i stedet for gynger og rutsjebaner. Det var hendes form for hævn. Men hey, med min mands forsvinden havde jeg sgu ikke noget med at gøre.
Altså man må jo bare vænne sig. Jeg købte stof og syede tykke gardiner, så vi slap for at glo på rustvogne og processioner. Om aftenen sad vi næsten som muldvarper med kunstigt lys og savnede lidt sol.
En måned efter flytningen stod jeg og rørte havregrøden til ungerne, da et kæmpe brag i opgangen rystede hele lejligheden. På trappen fandt jeg min nabo, Birthe, liggende klynkende med en forvredet ankel. Mælken, franskbrødet og det, jeg antager var et stykke remoulade, lå spredt over alt. Jeg hev hende ind på hendes sofa og samlede indkøbene op. Tilbage på sofaen sad hun og græd.
Jeg greb telefonen for at ringe efter en læge, men hun rystede på hovedet. Det er ikke smerten det er bare… så snøftede hun, Det her sted er forbandet! Ingen har det godt, som bor tæt på kirkegården. Det er altid noget!
Jeg lo og sagde, hun overdrevede. Jeg havde boet der en hel måned og manglede kun lidt D-vitamin og lidt ro i ørerne fra orgelmusikken i weekenden intet alvorligt.
Birthe så på mig:
Du vil selv finde ud af det før eller siden, sagde hun.
Og ja, kort derefter begyndte uheldene at regne ned over os. Først tabte min søn en håndvægt på foden resultat: brækket tå og gips fra Bispebjerg Hospital. Så fik min datter mavepine mavekatar, lød diagnosen.
Men det værste kom en uge senere. Midt om natten vågnede jeg ved en underlig lyd. Det lød, som om nogen skrabede på vinduet. Klokken var præcis to. Jeg fandt mig selv stående ved gardinet, som om noget trak mig derhen. Da jeg kiggede ud, stivnede jeg. Udenfor, i månelyset, stod en kvinde på min alder, dødsbleg i ansigtet, med et smil, der kun kunne beskrives som jysk sarkasme møder dødsmaske.
Jeg kunne ikke skrige. Min krop var som lammet. Kvinden kiggede mig i øjnene, vendte sig og forsvandt langsomt hen mod kirkegården. Først da hun var væk, kunne jeg røre mig og sove igen under dynen.
Hele næste dag kunne jeg tænke på intet andet. Jeg frygtede at fortælle nogen om det hvad nu, hvis de troede, jeg havde fået fnat på hjernen? Jeg tænkte på, om det var svigermor, der havde betalt en eller anden for at skræmme livet af mig, eller måske et eller andet begravelsesfirma, der ville skræmme lejligheden billigere ud af mig.
Efter det begyndte uheldene at lande med posten. To dage senere kom min chef og sagde, at jeg var i runde to runde to betød fyret. Små børn hjemme? Ikke firmaets problem. Jeg måtte selv skrive min opsigelse.
Dagen efter afleverede jeg nøglerne. Desperate og sultne efter raske penge ledte jeg efter min pung, men opdagede, at den var væk stjålet i bussen. Jeg græd næsten som kongehuset på nytårsaften.
I ren desperation tog jeg mine og min mands vielsesringe op, så på dem og gik i pantelåneren. Der blev budt sølle håndører. På vej ud fik jeg øje på en mand med et papskilt: Køber guld. Han tilbød straks 1.500 kroner mere end pantelåneren, og jeg nikkede. Da jeg gik mod stoppestedet, småløb en ung fyr forbi og tabte en rulle penge. Jeg råbte, men han var allerede væk.
Jeg samlede pengene op kun for at blive mødt af en kvindelig romani, der straks vrælede op:
Vi har fundet pengene sammen! Politiet skal ikke have dem de stjæler dem jo. Hun flåede halvdelen af sedlerne ud af hænderne på mig og forsvandt i retning af nærmeste Netto.
Mens jeg stod der, blev jeg forbandet glad! Legede lidt moralsk akrobatik med mig selv: Nød lærer nøgen kvinde at stjæle penge fra en fremmed.
Lykken varede dog ikke længe. Rundt om hjørnet stod fyren, nu med en skaldet ven og et baseballbat. Du har min rulle! lød det. Jeg udleverede straks sedlerne, men blev stadig stemplet som tyv han ville have resten. Historien om romanikvinden gad de ikke høre. De tog også de penge, jeg havde fået for vielsesringene.
Grædende og knust slæbte jeg mig hjem. Jeg kunne ikke andet end at tænke på, hvad Birthe havde sagt: Ulykken bor her. Og jeg havde aldrig haft det værre.
Samme nat blev jeg igen vækket af den ildevarslende skraben. Min frygt gjorde mig ligeglad, og jeg trak gardinet til side. Kvinden igen! Vi stod og stirrede på hinanden, indtil hun igen fortrak til kirkegården. Denne gang faldt jeg sammen på gulvet og sad i mørket hele natten.
Næste dag bankede Birthe på min dør med regningen for BRFkredit. Jeg åbnede og begyndte straks at tude fortalte det hele: svigermor, børns sygdom, fyring, ingen penge og nu også spøgelser.
Birthe lagde armen om mig. Da jeg lidt senere havde vasket mascaraen væk, tog hun mig med på kirkegården. Hun førte mig hen til en grav, og billedet på stenen var selvfølgelig natterædslen selv.
Er det hende? spurgte Birthe.
Jeg kunne kun nikke.
Birthe fortalte, at hun også havde set spøgelset, og siden var det kun gået ned ad bakke for hende sønnen døde, manden gik, og hun havde nu diabetes. Hvem sagde Aarhus er smilets by?
Nogle dage senere forsvandt kvinden fra mit vindue. Men jeg blev draget til graven, som om jeg var medlem af kirkegårdens klub. En dag gik jeg omsider derhen i solskinnet. Graven var blevet kærligt forsømt græs og blade overalt. Jeg rev det væk, forsøgte ikke at kigge for meget på billedet. Alligevel fangede det mig hun var jo nærmest smuk.
Jeg kunne ikke holde mig længere: Hvad vil du mig egentlig, Vibecke? (det stod på stenen). Hvorfor? Synes du, jeg er lykkelig her?
Så brød jeg sammen og fortalte graven alt som et lille barn, der fortæller sin mor, hvem der stjal slikposen. Jo mere jeg græd og fortalte, jo lettere blev det. Da jeg gik, sagde jeg farvel til hende som til en veninde. Hun havde mistet livet det var hendes ulykke. Jeg havde bare mistet modet.
Den nat drømte jeg om Vibecke ikke som et spøgelse, men som en venlig, smuk dame, der satte sig på min seng.
Prøv at høre efter, sagde hun. Du har ikke gjort noget forkert. Du skal bare sælge lejligheden til begravelsesforretningen. Din mand han skyldte penge han spillede alt op. Nu arbejder han i udlandet under elendige forhold. Du ser ham aldrig igen. Men du får et nyt hjem, din egen mand og masser af lykke. Dine børn får kærlighed og du fred. Farvel.
Så vågnede jeg med lugten af jord og visne blade i næsen.
Tre dage senere stod en selvfed rådgiver fra Begravelsekspressen på døren og ville købe min lejlighed. Det tog en uge, så havde jeg og børnene en lys og lækker lejlighed i Frederiksberg næsten samme pris.
I dag bor vi tæt på parker og cafeer, nær det gode liv. Og ja, jeg mødte en herlig mand. Han elsker børnene som sine egne.
Alt gik i opfyldelse, som natterædslens veninde forudsagde og jeg glemmer hende aldrig!
