Mette lukkede filen og sendte den til sin arbejdsmail. Mandag morgen på kontoret ville hun åbne den, printe den ud, sætte stempel på og aflevere rapporten. Færdig! Frihed!
Hun arbejdede som bogholder i en lille virksomhed i København. Arbejdsbyrden var stor, men lønnen var god, og kontoret lå kun få minutters gang fra hendes lejlighed. Ingen brug for at klemme sig ind i offentlig transport i myldretiden. En kort gåtur, en dyb indånding af frisk luft – perfekt.
Bogholderiet var en rent kvindeafdeling. Mette stod ikke nær nogen af dem. De fleste havde familie og børn, mens Mette var alene. Hvis nogen bad om hjælp eller at hun tog noget af deres arbejde, sagde hun aldrig nej. Hun arbejdede om aftenen og i weekenderne, som nu.
Hun stod tidligt op lørdag morgen, tjekkede alt igennem én ekstra gang og sendte filen afsted. Nu kunne hun gøre sig klar og spise morgenmad, og så… Hvad skulle hun ellers lave? Tanken blev afbrudt af en telefon, der ringede.
“Mette, hej!” sagde en glad kvindestemme i røret.
“Hej,” svarede Mette forsigtigt. “Hvem er det?”
“Ej, come on. Det er mig, Susanne!”
“Susanne?” gentog Mette mistroisk. “Er du i København?”
“Ikke endnu, men jeg er på vej,” grinede den anden.
Mette vidste ikke, hvad hun skulle sige. Susanne var den sidste, hun forventede at høre fra. Efter hendes forræderi for femten år siden havde de ikke haft kontakt. Nu fortrydte Mette, at hun ikke havde skiftet telefonnummer.
“Mette, jeg kender ingen andre i København,” brød Susanne stilheden. “Kan du ikke møde mig? Please. Jeg er skilt fra Martin. Jeg vil starte et nyt liv.” Susannes stemme lød svag og skyldbetynget.
Mette havde ikke lyst til at mødes, men så mange år var gået. Alt var forlængst overstået. Og hun var nysgerrig på nyheder fra hjembyen. Okay. Hun ville møde Susanne, følge hende, hvor hun skulle hen, og så var det det.
“Hvornår ankommer toget?” spurgte hun uden stor entusiasme.
“Om tyve minutter. Kommer du?” Susannes stemme lyste op.
“Det tager mig cirka en time med bus og metro. Kan du vente? Bliv i den centrale hal på stationen.” Mette kunne knapt tro, hun havde sagt ja.
“Jeg venter på dig,” lovede Susanne.
Mette så bedrøvet på den kolde kedel, skyndte sig i bad, sminkede sig hurtigt, tog tøj på og gik. Hun boede i en lille én-værelses lejlighed i en af Københavns forstader. Nok til hende selv, og billigt.
Da hun kom ind i den centrale hal på stationen, følte hun sig fortabt. Hvordan skulle hun finde Susanne blandt alle disse mennesker? Hun havde ikke set hende i femten år – ville hun overhovedet genkende hende? Mette gik midt i hallen, så hun kunne ses fra alle sider.
“Mette!” lød en glad stemme.
Fra kiosken kom en genkendelig, men forandret Susanne løbende. Hun var blevet fyldigere, havde lysere hår, og den kraftige makeup gjorde hende ældre, men Mette genkendte hende med det samme.
Susanne løb hen og krammede hende hårdt.
“Endelig! Jeg er ved at falde om.” Hun greb Mettes arm og trak hende hen til kiosken, hvor hun havde efterladt en kuffert og en stor taske.
“Du må ikke efterlade dine ting sådan, de kunne blive stjålet,” sagde Mette, bare for at sige noget.
“De er der jo stadig. Og der er ingenting af værdi, mine penge og pas er på mig.” Susanne kiggede ned på sin fyldige barm.
Mette rystede på hovedet og kiggede sig omkring. Alle var optaget af deres egne ting, ingen lagde mærke til dem.
Susanne stablet tasken oven på kufferten og kiggede spørgende på Mette.
“Hvor skal du hen?” sukkede Mette.
“Er du stadig sur på mig? Jeg vil gerne spørge… Må jeg bo hos dig et par dage, mens jeg finder en lejlighed?” Susanne bed sig i læben.
*Hvor frækt. Hun stjal min kæreste, og nu vil hun bo hos mig. Jeg skulle have ignoreret opkaldet…* tænkte Mette for sent.
“Lad os gå,” sagde hun og gik mod udgangen.
Susanne snakkede løs, men Mette svarede ikke, lod som om hun skulle passe på ikke at støde ind i nogen. Til sidst tav Susanne også og fumlede bag efter.
“Jeg troede, du boede i centrum. Det her ligner ikke engang København,” sagde Susanne skuffet, da de ankom til Mettes lille lejlighed. “Bare rolig, jeg finder en lejlighed og går. Bor du alene? Der står mandesko i entrén.”
*Nå, hun lagde mærke til dem.* “Jeg bor alene, de er til venner,” løj Mette.
Susanne kastede sig på sofaen og strakte benene.
“Jeg er i København! Det er næsten ikke til at tro.”
Mette satte vand over, tog brød og pålæg frem og begyndte at lave madder.
“Har du vin? Lad os skåle for genforeningen,” foreslog Susanne.
Mette tog en åben flaske hvidvin frem og satte to glas på bordet.
Susanne drak, uden at lægge mærke til, at Mette kun nippede, og fortalte løs. Hun og Martin blev skilt kort efter brylluppet. Han var flot, men havde et frygteligt temperament. Hendes anden mand var meget ældre, men hun elskede ham ikke – hun giftede sig for pengene. Hun bedrog ham med hans chauffør og blev smidt ud i skam. Skilsmissen var hård, men hun havde penge nu. Hun besluttede at tage til København og starte på ny.
“Du var klog, der tog hertil efter skolen. Der er ikke andet end kedsomhed i vores lille by…”
Det var ikke nødvendigt for Mette at flytte til København for at blive bogholder. Hun og Martin havde været kærester siden niende klasse. De havde planlagt at gifte sig, efter hun færdiggjorde sin uddannelse. Men efter studenterguften fik Susanne Martin fuld og lå med ham. Derefter påstod hun, hun var gravid – hvilket var løgn. Men Martin vidste det ikke og giftede sig med hende.
Mette græd og besluttede at forlade sin hjemby. Hun var ikke den mest ambitiøse, men hun ville gerne tjene sine egne penge. Da sandheden om graviditeten kom frem, blev de skilt.
“Glem hende, skat. Og Martin… Hvis han kunne glemme dig så hurtigt, elskede han dig ikke. Det er godt, det skete nu, ikke efter jeres bryllup.”
Mens hun lyttede til Susanne, huskede Mette sin mors ord. Hun var glad for, at hun ikke havde fortalt om Jakob.
De mødtes for et halvt år siden i metroen. Han var fødtJakob kom tilbage den aften, tog Mette i sine arme og sagde blot: “Du er den eneste, der betyder noget for mig,” og i det øjeblik vidste Mette, at hun endelig havde fundet den rette.
