**Min dagbog**
“Du, Freja, skal ikke spille klog. Det vigtigste for en kvinde er at finde en god mand. Uanset hvad, så vinder du,” lærte min tante mig.
Freja voksede op som en eneste og elsket datter, for hvem hendes forældre ville gøre alt. Da hun nærmede sig gymnasieafslutningen, begyndte hun at tale om at studere i København.
“Datter, vi har en god universitet her i Aarhus. Hvorfor skal du til København?” spurgte faren.
“Far, jeg vil blive journalist. Hvis jeg bliver her, ender jeg kun som lærer.”
Forældrene var modvillige til at lade hende rejse. De havde set nok film om provinspiger, hvis liv gik galt i storbyen. Men til sidst gav de efter. Faren kontaktede en fjern slægtning, der boede i København, og hun tilbød at lade Freja bo hos sig. Freja lovede sine forældre, at hun ville klare sig og gøre dem stolte.
Faren kørte hende selv til hovedstaden, sikrede sig, at hun var godt sat op, lod penge til den første tid og kørte hjem.
Freja arbejdede for hendes kost og logi—ryddede, handlede ind og lavede mad. Naboerne rystede på hovedet: “Nu har den Larissa gjort familie til tjenestepige.” Tanten var alene, manden var gået til en anden for længe siden, men hun syntes, hun havde klaret sig fint. Hun var trods alt københavner.
“Hør her, Freja. Studier er fint, men for en kvinde er det ikke det vigtigste. Det handler om at finde en god mand—en københavner. Så vinder du altid. Se bare på mig.”
Freja smilede bare. Hun drømte ikke om ægteskab, men om at blive opdaget for sine evner, arbejde for et prestigefyldt medie, måske endda komme på TV.
Men livet har sine egne planer. På tredjeåret mødte hun Mads. De stødte tilfældigt på hinanden til en fest efter eksamensperioden. Han var sød, ti år ældre, københavner med egen lejlighed. Pigerne insisterede: “Gå ikke glip af ham!”
Mads var ærlig—han havde været gift før og havde en datter, Mie. “Hvem laver ikke fejl i ungdommen?” sagde han. Mie boede hos moren, men det betød jo også, at han elskede børn.
Freja var forsigtig, men Mads pressede ikke. De spadserede, så kunst og teater. Hun lærte København gennem hans øjne.
Da han til sidst friede, sagde hun ja. Kun et år tilbage på studiet, og så ventede det voksne liv.
Da han førte hende hjem til sine forældre, var faden stille bag avisen. Moderen lod hende forstå, at Freja sandsynligvis kun var ude efter en bolig og statsborgerskab.
“Kunne du ikke finde en på din egen niveau? Du gentager de samme fejl,” knurrede hun.
“Hold op, mor. Mie var københavner, og det stoppede os ikke fra at blive skilt,” afbrød Mads hende og tog Freja med derfra.
Inden brylluppet så hun dem ikke igen. Men Mads hentede ofte Mie, der var en rolig, stor pige. På bryllupsdagen insinuerede svigermoren, at de ikke burde skynde sig med børn. Freja lovede, at hun først ville afslutte studiet og arbejde nogle år.
Efter universitetet fik Freja job på et lille lokalblad. Drømmen var opfyldt—hun boede og arbejdede i København med sin elskede mand.
Tre år senere fortalte hun Mads, at hun var gravid.
“Jeg stoppede p-pillerne. Jeg troede, det ville tage tid, men…”
“Hvorfor spurgte du mig ikke?”
“Hvis du giver mig ansvaret for prævention, giver du mig også retten til at beslutte,” svarede hun, krænket.
Han gav efter, men hans mor var rasende:
“Jeg vidste det! Den provinspige vil sikre sig med et barn. Før statsborgerskab, nu dette. Er du sikker på, det er dit?”
Mads gik. Graviditeten gik fint, og hun fødte en sund søn, Tobias.
Fremover besøgte Mads sine forældre alene. Freja passede Tobias, mens han tog Mie med ud. En dag, da de var alene, lagde Freja mærke til tavsheden i stuen. Hun så Mie sidde på sofaen, mens Tobias lå under dynen—alt for stille.
Hun rev dynen væk. Drengen åndede knap. Freja ruskede ham, og han skreg. Hun vendte sig mod Mie:
“Hvorfor gjorde du det? Han kunne være død!”
Lige da kom Mads ind og hørte hende.
“Skriger du sådan til mit barn? Måske røg dynen af sig selv!”
Han tog Mie med til sin mor.
Freden blev genoprettet, men Freja passede nu ekstra godt på Tobias.
På et tidspunkt gik de ud for at stå på ski. Tobias var glad for Mie, og Freja slap lidt af. Men så—da de skulle over vejen—skubbede Mie pludselig slæden ud mod den travle gade.
Frejas skrig blandede sig med bremselyde. Tobias blev reddet, men Freja var sikker: Det var med vilje.
“Hun er jaloux. Hun vil have, at Tobias ikke skal eksistere,” sagde hun til Mads.
Han kaldte hende sindssyg.
Dagen efter ankom moderen og skældte Freja ud.
“Hun smider os ud! Hun vil tage din lejlighed!”
Freja pakkede og tog Tobias med hjem til sine forældre.
Mads prøvede at få hende tilbage, men hun nægtede. Hun fandt arbejde i Aarhus, og Tobias voksede op til en flot dreng.
Årene gik. Mads kom engang tilbage—en falmet mand. Hans far var død, moderen syg. Mie havde problemer med sin stedfar.
“Undskyld. Jeg forstod det ikke dengang,” sagde han.
“Nej. Din mor ødelagde os. Jeg kommer ikke tilbage.”
Han tog hjem. Tobias besøgte ham senere, og Freja blev forfremmet til chefredaktør.
Hun mødte en ny mand. Livet var godt.
**Lærdom:** Livet bliver ikke altid, som man drømmer. Men hvis man holder fast i sig selv, finder lykken en anden vej.
