Kom ikke tilbage, barnebarn…
— Nå, det var det, bedstefar, jeg kører nu! Det var så godt her, ligesom i gamle dage! Saunaen var fantastisk! Føltes som at blive født på ny! Måske kommer jeg igen næste weekend!
— Det er bedre, du ikke kommer igen, barnebarn… — Bedstemor tørrede sine hænder i forklædet og sukkede tungt.
— Hvad mener du, bedstemor? — Esben stod målløs. Han var sikker på, at han altid var deres kære, elskede barnebarn. Han havde boet hos dem til han var tolv, kaldte dem mor og far.
— Det gør ingen forskel, — svarede bedstefar strengt og så ham ind under sine buskede øjenbryn. — Nu forstår jeg, hvorfor din kone løb fra dig. Og hvordan i alverden du er blevet sådan…
Han vinkede afværgende, vendte sig om og haltede hen mod skuret på sin dårlige fod.
— Bedstefar! — Kvinden løb ud på trappen barfodet, glemte den kolde septembervind og den støvregn, der faldt. Birkeløvet flagrede blindt mod hendes ansigt, og blygrå skyer jagtede hen over himlen.
— Bedstefar, Esben ringede! Han kommer! Sikke en glæde! — råbte hun lykkeligt og pressede hænderne mod brystet.
Den gamle mand rettede sig op, knagede med ryggen og tørrede sveden af panden med ærmet på sin slidte trøje.
— Hvad laver du barfodet herude? Du bliver forkølet! — brummede han surt. — Gå indenfor, jeg kommer straks.
— Jeg ville bare… dele glæden, hjertet kunne ikke holde det…
— Gå ind, siger jeg!
Bedstemoren hulkede lidt og vaklede tilbage mod huset. Men inden i hende kogte det. Esben — deres lille Esben, lyset i deres liv. De havde opfostret ham fra han var en lille baby, hans første skridt, hans første ord — “bedstemor”… Og så dukkede deres datter op. Hun tog ham. Tog ham, så snart hun havde “fundet foden”. Efter tolv år. Som om hun bare havde lånt ham, og nu var tiden kommet. Bedstefar havde raset og skældt hende ud, skammet hende, men alt forgæves — de kørte væk. Esben græd, ringede ofte i starten, så mindre og mindre…
Siden dengang havde der været stilhed i huset. Sjælen føltes tom. Da han giftede sig, fortalte han dem det ikke engang. De hørte det fra fremmede. Det gjorde ondt. Det var sårende. Og nu — han ringede, han kommer. Håbet spredte sig som varme i deres hjerter.
Tre dage lang var bedstemoren travl som før jul. Gulvene blev skrubbet, der blev bagt kager. Hun sov ikke — spekulerede på, hvordan han mon så ud nu, sikke en smuk mand han måtte være blevet…
Ved aftenstid kørte en sort, blankbil ind på gårdspladsen. Ruderne var utrængelige. Kuldegysninger løb ned ad ryggen. Ud steg Esben — solidt bygget, kortklippet, iført en moderne jakke. Han smilede. Hilste.
— Bedstefar, bedstemor! Er der noget at spise? Jeg er sulten som en ulv!
— Selvfølgelig, barnebarn. Kom ind…
Ingen forventede gaver — tiderne var anderledes nu. Men bare en lille gestus… Bare noget…
Han proppede sig mæt, smækkede fødderne op på bordet, tændte en cigaret og begyndte at fortælle, hvor fantastisk han havde det. Bedstefar trak på skuldrene, læberne skalv, han rejste sig og gik ud til brændestakken.
Men Esben blev ved. Fortalte om sin kone — datter af en lokalpolitiker. Hvordan hun “ikke satte pris på ham”, altid klagede til hendes far. Hvordan de tvang ham til at arbejde, men han havde ikke giftet sig for den slags. Han blev fyret. Havde intet sted at bo. Nu var han chauffør. Bilen der, så fin og sort, med ruder som natten.
— Jeg har brug for penge, — sagde han. — Bedstefar har jo noget. Han har levet sit liv, nu er det min tur.
Bedstefar huggede tavst brænde. Han følte lyst til at gå løs på ham, men bedstemoren holdt ham tilbage. Førte ham væk. Selv satte hun bare og lyttede til denne fremmede mand, korsede sig stille. Midnat kom og gik — han faldt i søvn ved bordet med et tomt snapsglas i hånden.
Om morgenen var han frisk som en fisk. Krævede at komme i sauna igen. Spiste sig mæt. Faldt ned på trappen og meddelte, at det var tid. Han skulle videre.
— Så kør du bare, — knurrede bedstefar og trak sin uldfrakke tættere om sig.
Og bedstemoren så på den gamle mand og forstod — han var ældet ti år på en enkelt nat. Sunket sammen, skuldrene hængende.
— Esben, — sagde hun og trak tørklædet tættere om sig. — En sidste ting. Verden drejer ikke om dig. Du er et støvfnug. Som du behandler folk, så behandler de dig. Og din sjæl… den er som bilruderne. Den er der, men man kan ikke se igennem den.
Hun korsede ham og fulgte efter bedstefar med hånden presset mod hjertet. I denne tunge efterårsvind blev det pludselig klart — for dem ville der ikke komme nogen forår mere.
Og kom ikke tilbage…
