Vejen til et nyt liv efter livets prøvelser
At overvinde bump på livets landevej og finde håb igen
Da jeg fyldte 45, var mit liv ærlig talt som at trække nitten i Ludo: Min mand smuttede, overbeviste vores søn om, at det hele var min skyld, og pludselig sad jeg dér helt alene, uden nogen at dele hverken krise eller kanelgifler med. For at holde mig oven vande tog jeg et job som rengøringsdame på den lokale folkeskole, trak i gummihandskerne og kæmpede for at holde mit lille hjem. Men sagen var den, at jeg konstant var presset over skilsmissen, en efterfølgende retssag og et kronisk underskud på samlebåndshumør, så til sidst blev jeg fyret.
Følelsen af tab væltede ind over mig som en Københavnsk efterårsstorm familien væk, lejligheden tæt på opsigelse og selvtilliden på bunden af Roskilde Fjord. Jeg drev rundt i byens gader, følte mig ikke bedre end cigaretskodderne, jeg fejede op ovre på skolen. En dag, på vej hjem efter endnu en lang dag, blev jeg bogstaveligt talt slået ud af kurs: Et kraftigt lys for lige ind i øjnene, og lyden af bremser, presset helt i bund, skar igennem luften. En bil var tæt på at meje mig ned! Lammet stod jeg der indtil chaufføren nåede at bremse et par centimeter fra mine gamle gummisko.
Ud steg en høj, venlig mand iført arbejdstøj og med milde øjne. Han udbrød: “Ved du overhovedet, at du lige var tæt på at ende som dagens breaking news på TV2?” Jeg nikkede, stadig i chok. Han tilbød hjælpsomt at følge mig lidt på vej og sagde, at jeg ikke burde traske alene rundt de steder. Midt i dette kom en ældre dame gående med sin gravhund, Viggo, forbi. Hun hævede øjenbrynene og småmumlende til manden: “Du behøver ikke tale til hende som om hun har mistet nøglen til hele sit liv. Måske trænger hun faktisk bare til et godt ord.”
Det var en af den slags bemærkninger, der kan starte et helt nyt kapitel. Damerne i kvarteret kendte hinanden, og efter den oplevelse præsenterede skolen mig for lærerinden Birthe, der selv havde haft sin andel af wheat-brød og stormsæsoner. Birthe tilbød mig at hjælpe i et herberg, hvor hun var frivillig, og her mødte jeg så Andreas eks-psykolog, nu dedikeret til at hjælpe folk, der havde mødt livets modgående cykelstier. Han så muligheder i mig, hvor jeg kun så udfordringer, og han blev både mentor og ven.
Under Andreas vinger begyndte jeg i gratis grupper for selvudvikling, prøvede kræfter med maleterapi og lærte nye skills. Langsomt gik det op for mig, at mennesker er værdifulde, også selvom man har målt sine dage med kaffeskefulde modgang. Tilliden voksede, og jeg fandt ud af: Hver dag er dén dag, hvor det hele kan begynde forfra.
Samme tid begyndte min søn, Frederik, også at ændre sig lidt. Han så pludselig verden med mindre sort/hvide briller, efter gode snakke med en psykolog. Han indså, at problemerne nok ikke kun kunne dumpes af i mors baghave, men at vi alle deler ansvar. Lidt efter lidt begyndte vores relation at stå mindre i blæst og mere i solskin.
Et par måneder senere fik jeg job på det lokale bibliotek, hvor jeg mødte andre kvinder, der havde prøvet at samle brikkerne efter en tur i livets blender. Vi delte historier, grinede lidt af de værste dage og lærte nyt sammen og pludselig mærkede jeg livet fylde mit bryst igen, som forår på Vesterbro.
Med tiden blev jeg nær veninde med Louise, en energisk kvinde, der talte for alle dem, der havde mistet fodfæstet. Louise så min lyst til at skifte spor og inviterede mig ind i hendes projekter for kvinder, der havde det svært.
“Kraften og modet til forandring er de vigtigste værktøjer i værktøjskassen for nyt liv,” sagde Louise ofte.
Sideløbende begyndte jeg at læse psykologi og socialt arbejde gennem aftenskolen, for jeg ville ikke kun lappe mig selv, men også reparere andre. Her fandt jeg Gitte, en kvinde, der selv var gået igennem mere end 20 sæsoner af Livet Med Modvind. Gitte lærte mig at stå ved mig selv og ikke rykke mig én centimeter, hvis jeg vidste, hvem jeg var.
Frederik og jeg fik med tiden vores bånd tilbage, først famlende og akavet, senere som mor og søn, der delte gåture rundt om søerne og ironi over dansk vejr. Hans støtte var mit daglige vitamintilskud. Vi genfandt det vigtigste: Familien og tilliden.
Efterhånden som selvtilliden voksede ud over alle vindueskarme, blev jeg frivillig i en organisation, der hjælper børn fra udsatte familier. Jeg oplevede glæden ved at give tilbage og at min viden kunne løfte andre præcis som nogen engang havde løftet mig.
At være frivillig blev en kilde til glæde for mig, og det gik op for mig, at mit lille eksempel kunne inspirere andre kvinder med hullede liv. Sammen med Louise og Gitte startede jeg en støttegruppe, hvor vi delte historier, lavede workshops og blev stærkere sammen.
En dag tog en ung fyr som havde set mere skæv side end den lige vej kontakt. Han drømte om at arbejde med sårbare børn, og jeg blev hans mentor på den snørklede vej til lærergerningen.
Energi og mening vendte tilbage, og jeg begyndte at skrive artikler og holde oplæg. Jeg delte ærligt min historie for at inspirere andre til ikke at give op og det var vildt at mærke, hvordan mine ord flyttede noget i dem, der sad og lurede på, om livet ville blive andet end regn.
Frederik, som nu havde fået håbløshedsparket ud af systemet, blev optaget på CBS og drømte stort. Vi blev en slags team, der støttede hinanden på hver vores frontrække.
Jeg engagerede mig mere og mere frivilligt: organiserede workshops, underviste unge mødre og piger i at tro på sig selv og demonstrerede, at frygten for forandring er værre end at lege stopdans med skæbnen.
Så skete det jeg blev inviteret til at tale til en stor konference om social retfærdighed på Christiansborg. Jeg delte min historie, mine fejl, og de små sejre, og pludselig opdagede jeg, at mit liv havde sat spor ikke kun hos mig, men i hjerter hos mange.
Imens blev jeg og Frederik bare tættere for hver dag. Vi tog på flere ture til Skagen og Bornholm, delte drømme og fandt ud af, at det bedste i livet ikke kan købes for danske kroner: Kærlighed, familie og evnen til at varme sig ved andres glæde.
Til sidst begyndte jeg at skrive bøger og artikler for at bevare mindet om alt det svære OG det gode så andre kvinder kunne hente mod og ideer til at kaste sig ud i livet én gang til.
Én ting står tilbage: Hver eneste oplevelse uanset hvor håbløs den så ud har været en trappesten opad. Det gælder om at holde fast i troen på forandring; glæden ligger lige bag næste hjørne, hvis man tør gå derhen.
Så min vej har været brolagt med både storm og stille, men jeg er blevet stærk af det hele. Fremtiden er åben, mulighederne mange og vigtigst: Man skal nyde hvert sekund og satse på lyset, altid.
