Ved udgangen af metroen, ved skiltet med “M”, stod en kvinde og solgte hvalpe. På et stykke pap var der noteret racen og prisen. Og at “vi søger gode hjem”. Førhen, når der ikke fandtes Den Blå Avis, handlede man på den måde.
Jeg løb mod metroen og fik et glimt af tre søde små hoveder med store ører, der kiggede op fra en kurv.
Fire timer senere var jeg på vej hjem og steg ud af metroen. Jeg så den samme kvinde, men nu med kun én hvalp tilbage. Det så ud til, at hun havde solgt to.
Jeg gik hen for at kigge, selvom jeg ikke havde planer om at købe en hvalp.
Ved siden af kvinden stod en dreng på omkring 12 år med nogle krøllede sedler i hånden. Ved siden af stod en mand i solbriller og pænt jakkesæt med en dyr ur. Han havde travlt.
– Jeg giver mere end ham, sagde manden til hvalpens ejer og nikkede mod drengen. – Dobbelt så meget. Det er til mit barn. Jeg har glemt gaven…
Jeg indså, at begge ønskede hvalpen, og hvis det skulle blive en auktion, ville manden uden tvivl få hvalpen.
Drengen rodede i sine lommer og fandt alt hvad han havde, en masse småmønter:
– Jeg har knust sparegrisen. Det er alt, jeg har. Mine forældre sagde, at de ikke kunne hjælpe økonomisk. Jeg har også lånt lidt fra venner. Det her er alt, hvad jeg har…
Kvinden kiggede på manden med solbrillerne og sagde:
– Undskyld mig, men jeg giver den til drengen. Det er vigtigt for mig, at den kommer i gode hænder. Jeg kan se, at drengen vil elske hvalpen meget. Han er allerede klar til at give alt for den i dag…
Og hun rakte hvalpen til den lykkelige dreng. Han tog imod den så forsigtigt, som frygtede han at skade den, mens hvalpen rystede, måske af frygt eller stress, men glæde er også en form for stress.
– Åh, pengene! – sagde drengen hurtigt og forsøgte at give det lovede beløb, mens han krammede sin nye ven med den ene hånd og rodede i lommen med den anden.
– Det behøver du ikke, køb de nødvendige ting til din hund, god mad, en snor…
– Åh, virkelig? Vil du ikke have dem? – Drengen var ved at græde. Han stak hvalpen ind under sin jakke for at varme den, og det blev tydeligt, at de endda lignede hinanden lidt.
– Nej, jeg vil ikke tage dem. Pas på hinanden, smilede kvinden og vinkede farvel til dem.
– Åh, hvor er det skønt, at du ikke tog imod drengens penge, sagde jeg, mens jeg så det hele.
– Jeg tog imod penge fra ingen, svarede kvinden. Jeg sætter en pris for at se, om folk er villige til at bruge penge på en hund, om de overhovedet har midlerne.
Jeg rejser fra denne by for altid og vil ikke have, at hvalpene af min elskede hund ender på gaden på grund af ansvarsløse ejere, der for sent indser, at de ikke kan tage sig af et nyt familiemedlem. Jeg gav hvalpene til dem, der… aldrig vil svigte.
