Da jeg tog afsked med min bror på Københavns Hovedbanegård, blev min mor meget rørt hun var nervøs for, om det måske var sidste gang, de så hinanden her i livet, med tanke på hendes alder. Med ønsket om at se både min bror og min søster én sidste gang, startede jeg min rejse. Først besøgte jeg min onkel, og nu skulle vi videre til min tante, der boede i Helsingør. Min onkel lavede sjov med min kommende bryllup, som skulle stå om et halvt år, og jeg inviterede ham også lidt spøgefuldt. Han advarede mig dog: Pas på, sagde han, jeg har et fødselsmærke Vejret var dejligt.
Da vi ankom, blev vi varmt modtaget af tante Karen og hendes mand. Næste morgen besluttede jeg og min yngste kusine, Freja, at tage til stranden og nyde havet, sådan som man gør ved Øresund. Efter vi havde svømmet et stykke tid, vendte vi hjem til frokost. Freja følte sig lidt træt, og ville egentlig slappe af, men hun havde andre planer alligevel. Hun overtalte mig til at tage med hende til stranden igen, og bagefter skulle vi i biografen. Da vi kom op af vandet, kom der to unge mænd hen til os og spurgte om vej til en bestemt gade. Freja forklarede dem, og den anden fyr så på mig og spurgte: Undskyld, hedder du Solveig?
Forbløffet hævede jeg øjenbrynene, og han fortsatte hurtigt: Du bor i København og har en veninde der hedder Astrid. Hun er min søster. Jeg har set dig på hendes billeder, og ville gerne lære dig at kende. Jeg lagde mærke til hans fødselsmærke på armen. Vi besluttede at tage i biografen sammen alle fire, og bagefter gik vi en lang tur langs havet. Da vi sagde farvel, nævnte fyren, at han og hans ven afsluttede en forretningsrejse, og skulle rejse dagen efter. Han spurgte, om han måtte ringe til mig, og om han kunne få mit telefonnummer, hvilket jeg gladeligt gav ham. Ti dage senere så vi hinanden igen, denne gang sammen med min mor i lufthavnen. Og seks måneder efter blev vi gift.
