Da Mette sad med skilsmissedokumenterne foran sig, var hun overraskende rolig. Hun kunne mærke, at hun ikke engang var vred længere.
Så nu gør du det alligevel? spurgte Anders og kneb øjnene lidt sammen. Man kunne mærke irritation i stemmen. Hvad så nu? Hvordan deler vi tingene?
Mette så op på ham, blikket roligt og fast. Der var ikke spor af tårer eller bøn kun beslutsomhed efter en søvnløs nat, hvor hun havde tænkt på alt det, hun havde ofret.
Du kan tage det hele, sagde hun lavt, men urokkeligt.
Hvad mener du, ALT? Anders blev mistænksom.
Lejligheden, sommerhuset, bilen, opsparingen. Hele molevitten, hun lagde armen ud i luften. Jeg vil ikke have noget.
Er det en joke? Han lo nervøst. Er det et af de der kvindetricks?
Nej, Anders. Ingen tricks. I tredive år har jeg udskudt mit liv. I tredive år har jeg vasket, lavet mad, gjort rent og ventet. Tredive år har jeg lyttet til, at ferie var spild af penge, at mine hobbyer var ligegyldige, at mine drømme var latterlige. Ved du, hvor mange gange jeg har drømt om at tage til stranden? Nitten. Ved du, hvor mange gange vi gjorde det? Tre. Og alle tre gange brokkede du dig over, det var dyrt og besværligt.
Anders trak på skuldrene.
Nu begynder du igen. Vi havde tag over hovedet, vi manglede jo ikke noget…
Nej, det gjorde vi ikke, Mette nikkede. Og nu har du det hele. Tillykke.
Advokaten sad og måbede. Han havde prøvet det meste i sit job, men aldrig at en nogen bare gav afkald på alt det, folk ellers plejer at slås om til sidste blodsdråbe.
Er du helt sikker? spurgte han lavmælt. Du har krav på halvdelen.
Det ved jeg, svarede Mette, næsten lykkelig i blikket, som om hun havde smidt ti tons af skuldrene. Men ved du hvad? Jeg har fundet ud af, at en halv tom tilværelse stadig bare er en tom tilværelse.
Anders kunne ikke skjule sin triumf. Han havde håbet på drama, måske lidt forhandling, et par trusler, men det her? Det var over al forventning.
Sådan skal det være! Han klappede hænderne. Endelig har du fået lidt fornuft.
Forveksl ikke fornuft med frihed, mumlede Mette stille og skrev under på papirerne.
På vejen hjem sad de i samme bil, men med følelsen af at befinde sig på hver deres planet.
Anders nynnede for sig selv, muligvis en gammel Kim Larsen-melodi. Bilen bumpede let over huller i vejen, og hans fløjten ebbede ud og tog fart igen.
Mette lyttede ikke. Egentlig kunne hun næsten ikke sanse omgivelserne, blikket hang fast i det snavsede sidevindue, mens graner og birketræer fløj forbi. Hjertet slog, som om det netop var lettet efter at have været fanget længe.
Hvor var det sært: en helt almindelig vej, en træt aften og pludselig den der følelse af rummelighed indeni. Som om klumpen i maven endelig var forsvundet. Mette smilede, rørte ved sin kolde kind og tænkte: Det er frihed, det her
Nogle gange skal der bare ét enkelt øjeblik til, et blik ud ad vinduet på forsvindende træer og så ser livet lidt lysere ud.
Tre uger senere stod Mette midt i den lille lejlighed i Hillerød.
Alting var ret spartansk: en seng, et klædeskab, et bord og et lille TV. På vindueskarmen stod to potte-stedmoderblomster hendes første egen køb i det nye liv.
Du er ikke rigtig klog, sagde hendes søn Christian vrissent i telefonen. Gav du virkelig alt væk og flyttede ud på Lars Tyndskids mark?
Jeg gik ikke fra det, skat. Jeg lagde det bag mig. Det er ikke det samme, svarede hun roligt.
Mor, hvordan kan du bare give dig selv sådan væk? Far siger, du har givet ham alt. Han vil endda sælge sommerhuset, siger han.
Mette smilede ind i spejlet. I en uge havde hun haft ny, frisk frisure, noget hun aldrig havde turdet før med Anders. “For ungdommeligt,” “upassende” alle de gamle kommentarer fra ham lød svagt i baghovedet.
Lad ham sælge, sagde hun med et lille grin. Han har altid elsket ejendele mere end fællesskab.
Men hvad med dig? Du har jo ingenting tilbage!
Jeg har mit liv, Christian. Og det er det vigtigste. Ved du hvad? Man kan godt starte forfra, selvom man er nioghalvtreds.
Mette fik job som receptionist på et lille privat plejehjem. Det var ikke nemt, men sjovt nok. Hun mødte nye mennesker, havde friheden til at bestemme over sine egne aftener, og hun nød det.
Imens fejrede Anders sin “sejr”.
De første par uger gik han rundt som herre i eget slot, nød at kunne rode uden brok, og at ingen mindede ham om sure sokker eller opvasken.
Du er heldig, Anders, sagde hans gamle ven Jens over en øl ved køkkenbordet. Andre mænd mister halvdelen, men du står tilbage med det hele: lejlighed, sommerhus og bil!
Ja, endelig fangede Mette hvad der var realiteter. Hun har nok indset, hun slet ikke kan uden mig, fnes Anders.
Men glæden begyndte stille at smuldre.
Rene skjorter dukkede pludselig ikke længere op af sig selv. Køleskabet var gabende tomt, og det viste sig, at lave varm mad kræver mere end bare at varme rester. På arbejde bemærkede kollegerne, at Anders så lidt slidt ud.
Du ser træt ud, Anders, bemærkede hans chef. Alt ok derhjemme?
Ja, ja, helt fint, svarede Anders hastigt. Jeg omorganiserer bare lidt.
En aften åbnede han køleskabet og gloede på en halv flaske ketchup, noget pålæg og et ensomt æg. Maven gned sig højlydt og mindede ham om, at han kun havde spist et par rundstykker hele dagen.
Det kan ikke blive ved mumlede han og smækkede lågen irriteret i. Der må gøres noget.
Han bestilte selvfølgelig take-away. Hvad gør man ellers? Da han fik maden, fangede prisen ham på sengen:
Tre hundrede og femoghalvfjerds kroner, sagde buddet neutralt.
HVAD?! udbrød Anders. For gryde og en flaske vand?
Ja, det er nu, hvad det koster, svarede buddet uden at trække på en mine, tydeligvis vant til den slags.
Han betalte, gik ind i stuen med maden, men standsede op og lyttede til stilheden. Selv køleskabet brummede trist. Lejligheden var stor, smart og alt det, han havde sukket efter men nu føltes det hele bare tomt og kort.
Mette stod en tidlig morgen ved stranden i Skagen, lod ansigtet blive ramt af sol og salt vind. Rundt om hende summede snakken blandt andre modne feriegæster en pensionistklub havde arrangeret en uge i Nordjylland. For første gang i sit liv rejste hun uden at høre sure kommentarer om penge, uden regnestykker og brok over “spild”.
Kom, Mette, vi skal have et billede! råbte hendes nye veninde Lise, en livlig enke på tres, som Mette havde lært at kende til akvarel.
Mette grinede og løb hen til gruppen, som stillet op til det perfekte billede. Hvem skulle have troet, at man så sent i livet kunne løbe rundt i en farverig kjole med løst hår og grine helt uden hæmninger?
Selfie-tid! kommanderede Lise, hev mobilen op, og det skal da på Facebook!
Om aftenen sad Mette på sengen og kiggede på billederne. På dem var der en kvinde med glade øjne og åben smil en kvinde, hun næsten ikke kunne genkende. Hvornår forsvandt de stressede furer fra panden? Hvor kom den lethed fra?
Måske jeg skulle dele nogle af billederne, tænkte Mette, tøvede, og postede så et par stykker.
Anders sad imens og bandede over et vandrør, der var sprunget på køkkenet. Vandet flød ud på gulvet, skabene blev ødelagt, og VVSeren trak bare på skuldrene sådan nogle gør man ikke mere i, I må have skiftet det hele.
For bandens, rasede Anders, mens han prøvede at tørre op med gamle håndklæder. Hvem fanden ringer jeg til nu? Mette havde jo altid styr på sådan noget.
Det gik op for ham, at Mette havde haft samtlige telefonnumre i hovedet fra håndværker til slagter, fra skomager til frisør. Alt det var væk nu, og rutinerne faldt sammen som et korthus.
Lortevandrør! mumlede han og kastede håndklædet fra sig. Og så madlavning, vasketøj og alt muligt!
Da alt var blevet ryddet af efter fire timer, satte Anders sig udmattet i sofaen. For sjov scrollede han på sociale medier, og fik pludselig øje på et billede af Mette ved Vesterhavet. Hun så afslappet ud, solbrun og smilende, i farverigt tøj.
Kan det passe? tænke han og kiggede nærmere. Hun havde jo ikke en rød reje med.
Kommentarerne gjorde det kun værre:
Wauw, Mette! Du ser helt fantastisk ud!
Sikke et smil, veninde!
Havet klæder dig.
Han scrollede igennem hendes profil og opdagede flere billeder: fællesspisning på biblioteket, Mette med malerholdet i parken, og på en bænk med markblomster i skødet.
Hvad sker der? hviskede han inde i den tomme stue. Hun skulle jo skulle jo
Men han kunne ikke fortsætte sætningen, for han indså pludselig, at han faktisk havde regnet med, hun ville lide uden ham og alt det praktiske. Men på billederne var der en kvinde, fri og glad.
Få dage efter begyndte taget på sommerhuset at lække. Stormen trak ind over, og loftet skulle dækkes til i en fart.
Hjælp mig, Jens, klynkede han i mobilen, du må komme med nogle søm, jeg kan ikke klare det alene.
Beklager, Anders, lød det. Svigermor er på hospitalet, hele weekenden er booket. Hvorfor spørger du ikke Mette? Du kunne altid regne med hende.
Hun hun er væk, sagde Anders stillegrinende. Jeg må jo selv klare det.
Men det viste sig at være umuligt for ham alene. Regnen trommede, han gled på taget, rullede ned og endte på hospitalet med en forstuvet ankel.
De heldige, du slap billigt, sagde den unge læge. En uge med benet oppe, så er du klar igen.
En uge? Jeg har et tag, der tager vand ind! protesterede Anders frustreret.
Det er dit problem, sagde lægen bare. Lad konen tage sig af dig.
Han sagde ikke mere.
Efter et par dage alene, på krykker i lejligheden, måtte Anders sande det var sværere end ventet. Maden slap op, og takeaway var dyrt. Selv at stå ved komfuret med én fod var næsten umuligt.
På fjerde dag ringede han til Christian.
Hej, søn, sagde han så muntert han kunne. Går det godt?
Ja, det går Der er noget galt? lød Christians bekymrede stemme.
Næ, bare kom til skade med foden. Kan du hjælpe lidt gamle far?
Jeg er i Aarhus hele ugen på arbejde, undskyld.
Nå jaja, det skal du ikke tænke på.
Har du spurgt mor? Hun ville gerne…
NEJ! Anders afbrød. Det klarer jeg fint selv.
Han lagde på før Christian kunne svare. Hans stolthed kunne bare ikke rumme, at han savnede Mette og alt det, hun havde gjort, uden at kræve ros.
Efter halvanden uge kastede han krykkerne og kørte ud til sommerhuset. Synet var trist: loftet var plettet af fugt, sofaen muggen, hele huset stank af sur kælder.
For fanden da, sukkede han og satte sig på bænken i haven.
Æbletræerne, som Mette altid plejede, var blevet vildtvoksende. Stierne hun lagde med sten, var usynlige i det høje græs. Alt lå øde og forfaldent.
På hjemvejen stoppede han på en grillbar og bestilte gule ærter og saftevand. Første ske mad satte nærmest en klump i halsen ingen havde nogensinde lavet det som Mette.
Er du ok, mand? spurgte tjeneren, da hun gik forbi.
Ja jeg har det fint, mumlede han hvordan forklarer man, at en skål suppe pludselig minder én om alt det liv, der ikke kommer igen?
Derhjemme sad han længe og kiggede på gamle billeder. Ham og Mette på Roskilde Festival i ’90, deres sølvbryllup, Christian som lille.
Hold nu op, hvor er jeg dum, mumlede han og så på det lykkelige ansigt på billedet.
Med bævende fingre skrev han en besked til hende. Svaret var noget andet, end han havde håbet.
Mette var flyttet til en lille kystby. Rigtig venner, musik og nu et rigtigt liv, kun hendes eget.
Til sidst, tæt på de tres, oplevede hun endelig frihed og begyndte at leve for alvor.
