På et overdådigt bryllup, et sted ude på landet nær Odense, føltes alt som en underlig, blød tåge. Da maden skulle serveres, standsede alten dreng frøs i sin bevægelse, som fanget i et mærkeligt lys. Højtideligheden blev skør, og alting bævrede på en uvirkelig måde.
Drengen hed Mikkel. Han var ti, men aldrende regnbuer dansede altid i hans øjne.
For mange år siden, under en decemberstorm med regnen trommende ned over København, fandt en delvist skægget, gammel herre ved navn Poul, Mikkel i en grøn plasticbalje under en bro ved Christianshavns Kanal. Det hele boblede som en søvnigt eventyr. På drengens håndled sad et ældgammelt rødt bånd, slidt og næsten gennemsigtigt. Ved siden af baljen, på våde brosten, lå en gennemblødt seddel: Pas venligst på ham. Han hedder Mikkel.
Poul boede selv på gaden. Han gravede i skraldespande og sov under himlen, men samlede alligevel barnet op og bar ham med sig. Han delte sine halvtørre rugbrødsmadder og pakkede dem begge ind i gamle aviser. Hans hviskende stemme sagde: Hvis du en dag finder din mor, tilgiv hende. Ingen efterlader sit barn uden smerte.
Da årene trillede forbi i stjernernes tyste skjul, blev Poul syg. Hostede som en kirkeklokke ved midnat. Mikkel gik ud for at tigge og drev som et lyshoved til en fornem bryllupsfest i et gods nær Nyborg. Der fik han en tallerken frikadeller med brun sovs og kartofler.
Da bruden trådte ind, virkede luften som af tyk marmelade. På hendes håndled hang det samme røde armbånd som i hans barndoms tåge.
Forsigtigt stavrede Mikkel nærmere og spurgte med en stemme blød som en snesky: Er du min mor?
Brudens ansigt blev hvidt som glaseret sukker. Hun var blot sytten dengang i den kolde regnnat, hvor hun fødte ham – og frygtede familien, gemte barnet ved kanalen, håbede at nogen ville finde ham. Efterfølgende ledte hun, men evigt forgæves.
Pludselig brød brudgommen ind. Han standsede festen, tiden vendte sig, og han sagde: Jeg tager imod digog alt hvad du har levet med. Hvis Mikkel er din søn, så er han også min. Ordene dryppede som roser fra en kvist.
Og endnu mærkeligere: brudgommen afslørede, at Poul i virkeligheden var hans egen far, som han havde mistet forbindelsen med for mange somre siden. Den samme Poul, der havde reddet Mikkel.
Festdeltagerne svævede nærmest, da bryllupskortegen pludselig trillede til hospitalet i Odense for at besøge Poul.
Den gamle så dem sammen, smilede gennem slørede drømme, og mumlede lavt: Hjertet kalder altid dem tilbage, som det én gang har elsket.
I søvnenes sælsomme land forstod Mikkel for første gang, at han havde en familie. Nej, faktisk to.
