Du ved godt, Jørgen, hun er din søster, men jeg er din kone. Jeg kan ikke længere se på, hvordan du tager fra vores børn og giver alt til Lene.
Jørgen vidste selv, at hans kone havde ret, men han kunne ikke handle anderledes. Når hans søster havde brug for hjælp, var han altid den første til at række ud, og sådan havde det været lige siden barndommen.
“Jørgen, ræk mig et søm,” råbte den syvårige Lene, mens hun stod på en taburet ved det gamle skur.
“Hvad skal du med et søm?” spurgte den niårige bror mistænksomt.
“Jeg vil lave en kattehytte.”
“Igen?! Sidste gang du fik mig til at hjælpe, ville katten ikke sove i den, og du surmulede i en hel uge.”
“Denne gang bliver den perfekt, for jeg vil overtrakke den med stof.”
Sådan voksede de op som to skud fra samme rod. Moderen arbejdede på fabrikken, og faren døde tidligt. Selv om Jørgen var lille, tog han rollen som mand i huset. Han lærte at reparere cykler, skifte vandhaner og varme aftensmad.
“Jørgen, tror du, jeg bliver skuespillerinde en dag?”
“Du er allerede en skuespillerinde. I går da du faldt og begyndte at hulke, og så spiste syltetøj med et smil det var ren teater.”
Tiden gik. Jørgen blev elektriker, flyttede til byen og giftede sig med Tanja.
Lene kom ind på lærerseminariet, boede på kollegiet og besøgte sin bror, når hun kunne.
Tanja sukkede bare:
“Jørgen, din søster er voksen nu. Måske er det på tide, hun klarer sig selv?”
“Hun er ikke en kuffert, jeg kan aflevere og glemme,” svarede Jørgen stille. “Hun er min søster.”
Efter uddannelsen tog Lene til en landsby som lærer. Hun boede i en kollektiv med en gammel komfur og en lille løn. Jørgen besøgte hende hver højtid:
“Jeg sagde det jo køb en varmeovn.”
“Jeg har ikke råd lige nu, jeg skal købe bøger til børnene.”
“Jeg har taget en med. Og en jakke.”
“Bliver Tanja ikke vred?”
“Jo, men du skal ikke fryse.”
Engang ringede hun grædende:
“Bror… jeg venter et barn.”
“Tillykke… men hvorfor græder du?”
“Han er gået. Sagde, han ‘ikke var klar til det’.”
“Så er det hans tab. Hold ud. Jeg kommer.”
“Det behøver du ikke… Jeg klarer det nok…”
“Lene, det er ikke til diskussion.”
Han kom næste dag. Medbragte mad, penge, et tæppe og babysager.
“Tanja er meget vred,” sagde han ved køkkenb
