Mads satte de tunge vandspande på bænken i Bente Petersens forstue og var lige ved at gå, da den gamle kvinde greb ham fast i ærmet og pegede stumt mod stuen. Han adlød og satte sig på den brede bænk ved døren, mens han ventede på, hvad hun ville sige.
Bente sagde ikke et ord, men hentede en gryde fra komfuret, kastede et blik på det gamle vægur som for at minde ham om middagstid, og hældte en portion duftende surkålssuppe i en dyb tallerken. Hun tilføjede et stykke flæsk, en rå løg og et skive rugbrød med sprød skorpe. Efter en kort tænkepause satte hun en flaske snaps på bordet. Hendes krumme ryg, indhyllet i en uldsjal, så skrøbelig ud, men i de varme uldsækker bevægede hun sig sikkert, på trods af varmen i stuen.
Mads sænkede stemmen og sagde:
— Suppen spiser jeg gerne, men drikke— det må du undskylde. Jeg har svoret, Bente, ikke at røre en dråbe mere. Jeg kyssede korset og lovede præsten. Efter den gang jeg drak for meget og blev jaloux på Lise og lavede et vildt optøj i forsamlingshuset— ved ikke engang, hvorfor jeg ikke endte i fængsel. Måtte betale en ordentlig sum for de ødelagte stole. Mor sagde, din ryg gør ondt, så jeg kom for at hente vand. Nu spiser jeg, hugger noget brænde, og måske finder du andet arbejde til mig. Mor ser mig bare sidde foran fjernsynet, så finder hun på noget, som var det trukket ud af den blå luft.
Mads grinede af sin egen vittighed, men kom straks i vildrede med suppen. Bente reagerede lynhurtigt og hamrede ham i ryggen med sine små næver, som om hun slog søm i en bræt. Da han hostede færdig, fortsatte han med at proppe suppe ned, mens han spurgte med et kvikt glimt i øjet:
— Bedste, hvordan sover du egentlig? Ligger du lige eller buer du sammen som en kat?
Bente så på ham med sine klare, blå øjne, hvor et smil lynede et øjeblik, før hun viftede afværgende med hånden.
— Men jeg kan se, du var et smukt syn i din ungdom! fortsatte Mads og nikkede mod det gamle billede på væggen. — Tæt hår, øjenbryn som to regnbuer, og øjne som stjerner om natten. Min Lise er også en skønhed, skal du se! Lad mig fortælle dig om hende, og du kan tælle på fingrene. Men pas på— du løber tør: Smuk, stolt, ydmyg, godhjertet, flittig, renlig, sparsom, synger som en nattergal, danser fabelagtigt, ikke genersk, ingen tidligere ægteskaber, drikker ikke, ryger ikke, løber ikke til naboen. Nå, bedste, er fingrene udbrugte?
Mads bemærkede, hvordan Bentes øjne lyste af latter. Hendes bryst dirrede, men lyden var væk— kun varme i blikket.
— Sikke et blik du har, bedste, så klar og ungdommelig! beundrede han. — Men kender du egentlig Lise?
Bente trak på skuldrene og slog ud med hænderne, som om hun sagde: “Hvem ved, om I er gode nok?”
— Vi er jo ikke som jer var, fortsatte Mads. — I lyttede til jeres forældre, var bange for ulydighed. Men os? Bare noget ikke er, som vi vil— så er munden på vid gab, og vi stormer lige ind i ilden. Vi har vores egne meninger. Min far spørger altid mig til råds, før han gør noget. Og mor ser mig nærmest som familiens overhoved. Mine brødre bor rundt omkring, jeg er den yngste, og indtil jeg gifter mig, bor jeg hos forældrene. Men jeg vil have bryllup, få en hel flok børn. Lise— åh, hun er fantastisk! Jeg er dyrlæge, så jeg siger det fagligt: Hun er sund, kan få lige så mange, hun vil. Hvad siger du, er fingrene brugt op?
Mads spiste godt, og ovnens varme gjorde ham søvnig. Trods rygsmerter var Bentes stue pletfri som et museum. Især den enorme seng med fjerbolde, dyner og kniplingssæt sprang i øjnene. Mads sukkede drømmende:
— Gad vide, om jeg får sådan en seng til min bryllupsnat! Eller måske ikke— på sådan en fjerbolde smelter man som en æggeblomme og glemmer alt andet.
Han lo og fortsatte:
— Lise er snart færdig med uddannelsen og kommer hjem til landsbyen— så skal der festes. Hun bliver sundhedsplejerske. Forestil dig, hvor perfekt: Jeg ordner dyr, hun ordner mennesker. Selvom mor nogle gange kalder far for et dyr. Men altså, vi er jo et værre kvæg alle sammen. Hørte du om, hvordan Kasper stjal Mikkes knallert og druknede den i søen? Hvad et kvæg! Og Peter røg på høloftet og næsten brændte huset ned. Det var også fint!
Men den værste er Nikolaj. Han datede Mia, bedrog hende, hun blev gravid, og så tog han til byen og fandt sig en ny. Mia blev næsten vanvittig, man troede, hun ville gøre noget forfærdeligt. Men i går gik hun og smilede, maven frem, og sagde, det bliver en dreng— gud har givet hende en velsignelse. Jeg tænker bare: Hvordan kan Nikolaj gå forbi hendes hus, når han ved, hans søn bor der? Men jeg forlader aldrig Lise! Når jeg ser hende, har jeg lyst til at holde hende så tæt, at hun smelter i mine arme, så vi bliver ét. Men hun er en streng pige— ingen kys før brylluppet. Det bryllup er en grænse, og den vil jeg ikke trække hende over. Hun bliver en fremragende sundhedsplejerske, kan ordne din ryg på ingen tid. Hendes sprøjter gør mindre ondt end en myg. Men nogle gange tænker jeg: Når vores lokalsamfund giver os et hus, vil jeg savne dig, bedste. Vi bor jo ikke lige ved. Men det skal nok gå— jeg kommer altid og hjælper og snakker. Har du noget mere lækkert mad?
Bente greb lynhurtigt ildgaflen og trak en gryde med bøf og hvedegrød ud af komfuret. Duften var så stærk, at Mads næsten vred næsen sammen. Han greb en ske og hamrede som et barn i bordet. Bente smilede, hendes øjne strålede af glæde over, at hendes mad smagte ham.
— Hvil dig lidt på fjerbolden, mens jeg spiser, blinkede Mads. — Eller er den bare til pynt? Ingen fare, Lise og jeg skal nok lægge den lidt om på et tidspunkt.
Han kom igen i vildrede, men denne gang slog Bente ham ikke. Hun ville hellere omfavne den livlige dreng, takke ham for varmen, for at han ikke skyndte sig væk, men sad og delte sine tankHun strøg en blid hånd over hans kind og nikkede, som om hun allerede nu så hans fremtid med Lise for sig, lige så varm og lys som flammerne i komfuret.
