**Dagbogsnotat**
“Var det dig, der efterlod mig ved døren til børnehjemmet?” spurgte Kasper den fremmede mand, da han så det samme fødselsmærke på hans bryst.
“Nå, gutter, nu må jeg afsted!” råbte Kasper, da han sprang ombord på det allerede afgående tog. Fra perronen vinkede hans venner, nogen prøvede at råbe et sidste farvel. Han smilede.
Tre år var gået, siden han vendte hjem fra militæret. I mellemtiden havde han fået arbejde og begyndt på fjernstudier. Men bare at pakke og tage til en ny by det var første gang.
Hans venner var folk, han havde mødt i børnehjemmet. Som børn havde de været forældreløse, nu var de voksne med mål og drømme.
Signe og Mads var blevet gift, havde købt lejlighed og ventede barn. Kasper var så glad på deres vegne, måske med en smule misundelse den gode slags. Men hans vej havde været en anden.
Lige fra de første år på børnehjemmet havde han spekuleret: Hvem var han? Hvor kom han fra? Hvorfor endte han her?
Hukommelsen var tåget, som brudstykker af en drøm, men et varmt følelse af noget godt fra fortiden blev hængende. Det eneste, han vidste, var, at en mand havde bragt ham der. En velklædt, ung fyr på omkring tredive.
Det var fra fru Jørgensen, en pedel, der dengang ikke var gået på pension.
“Jeg var skarp i mine unge dage,” fortalte hun. “Jeg så ham stå under lygten med en lille dreng i hånden. Drengen var højst tre år. Han talte alvorligt til ham, som til en voksen. Så ringede han på, og forsvandt. Jeg løb efter ham, men han var væk.”
Hun ville genkende ham i dag. Han havde en særlig næse lang og spids, som en Casanova. Ingen bil i nærheden, så han var lokal. Og han havde ikke engang givet drengen vanter på.
Kasper huskede intet. Men gennem årene kom han til at tro, det nok var hans far. Hvad der skete med hans mor, var en gåde.
Han var dog blevet afleveret pænt klædt og velplejet. Kun én ting undrede personalet: et stort, blegt mærke på hans bryst, der strakte sig op mod halsen.
Først troede de, det var et brandsår, men lægerne fastslog, det var et sjældent fødselsmærke. Fru Jørgensen sagde, sådanne kunne nedarves.
“Skal jeg rende rundt på stranden og tjekke folks mærker?” grinede Kasper.
Men kvinden sukkede bare. For ham var hun blevet som familie. Efter udskrivning tog hun ham ind:
“Bo hos mig, til du får egen bolig. Du skal ikke sove på gulvet i fremmedes hjem.”
Han holdt tårerne tilbage han var jo en mand nu. Men hvordan glemme de gange, efter en “retfærdig” tæsk, hvor han kom grædende til hende i kælderen?
Han forsøgte altid at beskytte, selv mod ældre. Hun strøg ham over håret og sagde:
“Godt, du er så god og ærlig, Kasper. Men livet bliver ikke let for dig. Slet ikke.”
Dengang forstod han ikke ordene. Først senere gik det op for ham.
Signe havde været på børnehjemmet siden fødslen. Mads kom senere, da Kasper var elleve. Han var tynd og høj, mens Mads var indadvendt og sårbar.
Han kom efter en frygtelig ulykke: forældrene døde af forgiftning fra falsk vodka. Først holdt Mads sig for sig selv.
Men en begivenhed bandt dem for altid.
Signe blev mobbet. Rødhåret, lille og stille perfekt offer. Nogen drillede, andre rev i hendes hår, nogen skubbede. Den dag var de særlig hårde.
Kasper kunne ikke lade være han forsvar
