Valeria vaskede op i køkkenet, da Ivan kom ind og slukkede lyset: “Det er stadig lyst nok – vi skal ikke sløse med strømmen,” brummede han. “Jeg ville sætte en vask over,” sagde Valeria, men Ivan svarede kort: “Du gør det i nat, når strømmen er billigere. Og brug ikke så meget vand!” Han skruede ned for strålen, og kritiserede Valeria for at sløse både penge og ressourcer væk. Valeria slukkede for vandet, satte sig ved bordet og spurgte: “Ivan, har du nogensinde set på dig selv udefra?” Han svarede vredt, at han er en normal mand og far – ikke bedre, ikke dårligere end andre. Valeria insisterede på, at deres liv var en lang opsparing uden glæde: Ikke en ferie ved Vesterhavet, ikke engang en skovtur, aldrig nye ting – altid brugt tøj til både hende og børnene, stadig boende i hans mors lejlighed. “Du sparer så meget, at adskillelse fra mig ville være et økonomisk tab for dig,” fastslog Valeria, og bad om penge til tøj til sig selv og børnene og til endelig at finde deres egen bolig. Ivan nægtede – som altid – og sagde, det var åndelige værdier, der talte, ikke alt det materielle. Valeria blev træt: “Jeg vil ikke spare mere – jeg vil leve, ikke kun overleve.” Hun varslede, at hun flytter, vil bo selv, bruge penge på sig selv og børnene – og endda tage på ferie. “Når mit liv slutter, skal der ikke være én krone tilbage på min konto – så ved jeg, jeg har levet.” To måneder senere blev Ivan og Valeria skilt.

Nanna stod og vaskede op i køkkenet, da Mads kom ind. Lige inden havde han slukket lyset.
Der er jo stadig lyst nok. Så er der ingen grund til at bruge ekstra strøm, mumlede han, lidt surt.
Jeg ville ellers til at sætte en vask over, sagde Nanna stille.
Det kan du gøre i aften, sagde Mads tørt. Når strømmen er billigere. Og du behøver altså heller ikke skrue så meget op for vandet. Du bruger virkelig meget, Nanna. Alt for meget. Sådan kan man ikke være bekendt. Forstår du ikke, at du bare skyller vores penge direkte ud i afløbet?
Han drejede selv ned for vandtrykket. Nanna sukkede tungt, slukkede helt for vandet, tørrede hænderne og satte sig ved køkkenbordet.
Mads, har du nogensinde tænkt over, hvordan du egentlig virker på andre? spurgte hun.
Jeg ser mig selv udefra hele tiden, det er nærmest et fuldtidsarbejde, svarede han spidst.
Og hvad synes du så om det, du ser? prøvede Nanna.
Som menneske, eller hvad?
Som mand og som far.
Jeg er da bare som alle andre, sagde Mads. En almindelig mand, en almindelig far. Ikke værre, ikke bedre. Helt normal. Hvorfor bliver du ved?
Mener du virkelig, at alle mænd og fædre er ligesom dig? spurgte Nanna.
Hvad er det, du vil frem til? Skal vi til at skændes igen?
Nanna vidste godt, at nu var de nået til et punkt, hvor der ikke var nogen vej tilbage. Hun måtte blive ved. Åbne op, helt op, til han forstod at leve med ham føltes som at bære på en tung, våd frakke.
Ved du, hvorfor du stadig ikke er gået fra mig? spurgte hun.
Hvorfor skulle jeg forlade dig? svarede han, trak lidt skævt på smilebåndet.
Bare fordi… du stadig ikke elsker mig, sagde Nanna. Og du elsker heller ikke vores børn.
Mads ville til at afbryde, men Nanna fortsatte.
Og du skal ikke sige, det ikke passer. For du elsker faktisk ikke nogen, og lad os spare tiden og droppe diskussionen om det. Jeg vil sige noget andet. Jeg vil sige, hvorfor du faktisk ikke har forladt os.
Og hvorfor så?
Af ren nærighed, Mads. Du er så nærig, at bare tanken om at gå fra os er som at rive pengesedler midt over for dig. Hvor længe har vi været sammen? Femten år? Hvad er de blevet brugt på? Hvad har vi opnået? Udover at vi blev gift, og vi fik to børn? Hvad har vi egentlig udrettet på de femten år?
Vi har da hele livet foran os, sagde Mads.
Nej, Mads. Det har vi faktisk ikke. Det er det, du ikke vil se. Kvarteret af livet er tilbage. På alle de år, vi har været sammen, har vi aldrig taget på ferie ved havet. Ikke én eneste gang. Jeg taler ikke om eksotiske rejser, men ikke engang et lille smut til Vestkysten har vi været på. Sommer efter sommer bruger vi bare i byen. Vi tager ikke engang ud og plukker svampe i skoven. Og hvorfor? Fordi alt er for dyrt.
Fordi vi sparer op, sagde Mads. Til fremtiden.
Vi? Nanna hævede et øjenbryn. Du mener måske, at det er dig, der lægger til side?
Jeg gør det jo for jer, sagde Mads.
For os? Helt ærligt, Mads. Tror du virkelig, du har sparet op hver måned til vores skyld? Hele din og min løn ind på en konto til børnene og mig?
Ja, selvfølgelig. Der står allerede en pæn sum, skal jeg hilse og sige!
Der gør så ikke, for du har da aldrig vist mig noget som helst af det. Men lad os da teste det, sagde Nanna. Giv mig penge. Jeg vil købe lidt nyt tøj til mig og børnene. Jeg har i femten år gået i det, jeg blev gift i, og det jeg har arvet fra din storebrors kone. Børnene slider brødrenes gamle tøj, og jeg har også haft min ration af hendes aflagte. Og vigtigst af alt, jeg vil have min egen lejlighed, Mads. Jeg er færdig med at bo hos din mor.
Mor har jo givet os to værelser, indvendte Mads. Du burde prise dig lykkelig. Og tøj… Helt ærligt, hvorfor bruge penge på det? Når brorens unger er vokset ud af det, kan vores da lige så godt bruge det.
Og jeg? Hvis gamle tøj passer så til mig? spurgte Nanna.
Hvem skal du gøre dig til for? lo Mads. Du er da 35 og mor til to. Det er sgu da ikke tøjet, du skal bruge energi på.
Og hvad skal jeg så tænke på?
Livets mening, sagde Mads patetisk. At der altså findes vigtigere sager end tøj og lejligheder.
Hvad er det, du mener nu? spurgte Nanna undrende.
Jeg taler om at udvikle sig som menneske. Hæve sig op over alt det materialistiske. Du skal fokusere på det indre, ikke det ydre.
Nå. Så derfor har du alt stående på din konto, og vi ser ikke en krone?
Fordi I ikke kan styre det, røg det ud af Mads. I bruger jo bare det hele med det samme. Hvad lever vi så af, hvis noget går galt? Har du tænkt på det?
Hvis noget går galt, Nanna nikkede. Det er et godt spørgsmål. Men kunne du så ikke lige sige mig, hvornår vi skal begynde at leve? Helt ærligt, kan du ikke se, at vi allerede lever, som om det der noget er sket?
Mads svarede ikke, sad bare og stirrede vredt.
Du sparer endda på sæbe, toiletpapir og servietter, sagde Nanna. Du tager sæbe og håndcreme med hjem fra fabrikken.
Mange bække små, sagde Mads tørt. Det starter med småtingsafdelingen. At bruge penge på mærkevarer, dyre servietter eller toiletpapir er bare fjollet.
Kan du så bare fortælle mig, hvor længe vi endnu skal udholde det her? Ti år? Femten? Tredive? Hvornår må vi begynde at købe godt toiletpapir? Jeg er 35 og synes ikke, lyset for enden af tunnelen er tættere på.
Mads sagde stadig ingenting.
Lad mig gætte, sagde Nanna. Først når jeg er 40? Eller 50? Der må vi vel snart kunne begynde at leve, ikke? Eller måske 60, når børnene er flyttet hjemmefra og du stadig har alle pengene på kontoen?
Mads svarede ikke.
Nanna sukkede. Jeg forstår. Dumme mig. Selvfølgelig begynder ingen at leve livet, når man kun er 50. Eller 60? Måske først der?
Stadig stilhed.
Ved du, Mads, sagde hun eftertænksomt, hvad hvis vi ikke engang bliver så gamle sammen? Hvad hvis vi bare slider os op på billig pasta og tilbudspålæg? Har du nogensinde tænkt på, at det faktisk ikke er særligt sundt? Endnu værre: Vi går begge to rundt med elendigt humør. Har du mærket det? Folk med dårligt humør bliver sjældent gamle.
Hvis vi flytter fra min mor og får eget hjem og god mad, kan vi ikke længere spare op, sagde Mads.
Nej, det kan vi ikke. Men det er derfor, jeg går, Mads. Jeg gider ikke spare op mere. Du elsker det, jeg gør ikke.
Hvordan vil du så klare dig?
Jeg skal nok klare mig. Jeg lejer en bolig til mig og ungerne. Min løn er lige så god som din jeg skal nok få det til at løbe rundt. Og ved du hvad, vigtigst af alt, så behøver jeg aldrig høre på dine formaninger om strøm, vand og gas mere. Jeg kan vaske tøj om dagen. Og hvis jeg glemmer at slukke lyset, ja, så gør det ikke så meget. Jeg vil købe det bedste toiletpapir. Altid have servietter på bordet. Og købe det, jeg har lyst til, uden at vente på tilbud.
Men du sparer jo slet ikke op! udbrød Mads forfærdet.
Nej, og det har jeg faktisk ikke noget imod. Jeg tænker, jeg bruger dine børnepenge altså børnebidraget på dem. Men jo, du har ret. Jeg kommer aldrig til at spare op igen. Og det er ikke fordi, jeg ikke kan. Det er fordi, jeg ikke vil. Jeg vil leve for hver femkrone. Jeg vil opleve ting, tage på teater, på udstillinger, ud at spise. Og til sommer tager jeg til havet jeg ved ikke hvor endnu, men jeg finder på noget, når jeg har pakket færdigt og er fri af dig.
Mads blev helt bleg. Han tænkte, lynhurtigt, hvor meget han ville have tilbage, når han havde betalt børnebidrag og ikke længere havde børnene hele tiden. Men mest af alt gjorde det ham rasende at tænke på, hvor mange penge Nanna ville bruge på alt det pjat især på ture til havet. Det var jo hans penge!
Jeg har for resten glemt det vigtigste, sagde Nanna. Den konto, hvor du har gemt pengene vi deler den.
Hvordan det?
Halvdelen til hver, Mads. Jeg bruger min omgang. Hvor mange penge mon der egentlig er? Nok til, at jeg kan leve lidt, for en gangs skyld.
Mads sad som forstenet. Han prøvede at få ordene frem, men kunne ikke. Han var lammet, ikke af frygt for børnene eller for Nanna men for sig selv.
Ved du, hvad min største drøm er, Mads? Når jeg engang skal herfra, så skal der ikke stå én krone på min konto. Så ved jeg, at jeg har brugt mit liv og mine penge på at leve.
To måneder senere blev Nanna og Mads skilt.